Sandhed og løgne

I en tid med universelt bedrag er det, at sige sandheden, en revolutionær handling.

Da jeg startede som direktør for Aalborg Teater for syv år siden blev denne tekst hængt op på gavlvæggen på teatret, og har hængt der siden. Teksten har skabt både, debat, forargelse, interesse og glæde. Det skal være et citat fra George Orwels roman ”1984”, og jeg fandt det første gang på grund af især Edward Snowden, men også Julian Assange.

På det tidspunkt for syv år siden følte jeg, at det var sådan. At man kunne lave store forandringer – sågar revolution – hvis sandheden blev sagt eller vist. Præcis som Snowden og Assange gjorde.

I dag føles det helt anderledes. Store og centrale producenter som Wikileaks, Consortium News og andre fratages muligheden for at tjene penge, fordi Paypal, Mastercard og Visa stopper deres service, og fordi algoritmnerne på søgemaskinerne er skruet således sammen, at de får 80 % færre træf end for syv-otte år siden.

For mig betyder det, at det er vanskeligt at tro på udsagnet, som hænger på teatrets gavl, og som nogle siger giver håb og energi i den tid vi lever i.

Begrebet ”sandhed” er mere eller mindre gået i opløsning, og det revolutionære ved at sige noget, som få betragter som sandt eller måske løgn, har fået et andet narrativ, og er ikke længere troværdigt. Siden den gang i 2015, da banneret blev hængt op, har verden fået Donald Trup som gjorde begrebet fake news til et populært meme. Vi har fået Russiagate, som afslørede korruption i Det demokratiske Parti, men endte som historien om, at Trump skulle have samarbejdet med Rusland for at vinde valget i 2016. Noget som viste sig at være usandt efter en dyr og lang efterforskning og helt vildt mange timers anti-Trump-kampagne i medierne.

Så fik vi valget i 2020, som Trump mente var stjålet og førte til stormen på Den amerikanske Kongres, og som i lang tid er blevet kaldet The big Lie i amerikanske medier som CNN, MSNBC og andre, men det blev stoppet af de overordnede, fordi det kan forveksles med andre store løgn som at Irak skulle have masseødelæggelsesvåben, noget som blev ”bevist” af Collin Powel i FN, men modbevist da krigen var et faktum.

Sandhed og løgne har i vores tid mistet sin kraft og tyngde. Det er blevet diffust og det meste handler om, hvad du har besluttet dig for at tro på. Sandhed og løgne er blevet fritstillet fra den videnskabelige og oplyste sfære og er gået over i en religiøs og sekterisk verden. Det handler ikke længere om at vide noget. Det handler om at vælge, hvad man tror på.

Hele snakken om corona er endt på samme måde. Spørgsmålet om man troede på effekten af restriktioner og vacciner endte mere om, hvad man valgte at tro på og hvad man mente at vide.

Sverige og Danmark reagerede totalt forskellige i krisen, og begge påstod at læne sig op ad videnskaben. Vacciner produceret i Kina eller Rusland var ikke godtaget som gode nok i vesten. Og tilsvarende var Pfizer ikke gode nok for Rusland og Kina. Det handler ikke kun om medicin, videnskab eller om at bekæmpe sygdomme. Det handler om penge og politik. Selv under en pandemi.

Jeg tror, vi er et farligt sted. Og det at nyde sommeren, som jeg gør lige nu, føles næsten forkert eller ude af trit med virkeligheden. Eller som noget, man gør på lånt tid.

Ved nytårstide skrev jeg, at jeg var bange for krig i Europa efter Kremls udspil i december om sikkerhedsgarantier. Det blev til krig. Nu er jeg bange for, hvad der vil ske, når Tyskland bremses af energiproblemer, og hvad vesten vil stille op, når vores økonomiske pyramidespil med store lån og nul renter falder fra hinanden. Jeg vil gerne være optimistisk og glad her i sommervarmen. Snart kører vi i bil gennem Tyskland til det dejlige Toscana. Det bliver helt sikkert lige så fantastisk, som det har været tidligere. Det underlige er bare, at denne gang sker det, mens Europa brænder.

Du kan læse Hans Henriksens klumme fra nytårsmorgen hvor han forudser krigen lige her.