Sproget er en verden af billeder. Klummeskriveren tænker på fastelavnsboller, og straks løber læserens tænder i vand.
Man kan beskrive det, der viser sig for ens øjne, og i eftermiddag er det regn og våde huse, dråber på altanens rækværk og svagt duvende grene. Men det ser man stadig for sig, selv om klummen måske læses i høj sol.
Sådan er sproget en gengivelse af verden.
De første teorier om sprog så da også sådan ud. Sproget blev opfattet som en efterligning og gengivelse af noget, der fandtes i virkeligheden.
Det har været og er stadig en øvelse, der bruges mange kræfter på, særligt i realistiske romaner. Så prøver forfatteren at få teksten til at afspejle en erfaring eller sansning af noget virkeligt, som læseren så kan sanse og erfare på anden hånd. Men ud over det realistiske er sproget jo også symbolsk. Det viser os noget, der er mere end virkeligheden.
Er glasset halvt fuld eller halvt tomt, spørger man. Det betyder noget, som har meget lidt med H2O i gennemsigtige drikkebeholdere at gøre.
Det er billedtale.
Spørgsmålet er, om man lægger tilfredshed eller utilfredshed ned over tingenes tilstand. Glasset med vand i er et billede, der refererer til en usynlig virkelighed, ikke til den umiddelbart synlige.
Sådan en symbolsk virkelighed ligger gemt i mange gamle talemåder, og de billeder er der virkelig mange af. Tit optræder de, uden at vi lægger mærke til, at vi bruger billeder, og så taler man om klicheer.
Det er bare blevet sådan, man siger det, men det oprindelige billede er afsvækket eller helt glemt.
Lige nu skrev jeg ’optræder’ om billederne, men de optræder faktisk ikke i egentlig forstand. De står ikke på en scene og spiller et skuespil eller synger en vise. ’Optræder’ er som kliche kommet til at betyde ’forekommer’ eller ’bruges’.
Mange af de billeder, vi viser frem i talen, hører gamle dage til. Vi henter dem fra de gamle erhverv, særligt landbruget.
Vi taler om, at man skal stikke fingeren i jorden eller være klar til at få jord under neglene. Det er godt at have fødderne plantet solidt på fast grund og begge ben på jorden. Man kan høste fordele af det og få noget til at gro, men går det galt, er der en ko på isen.
Så kan man få en høne at plukke med nogen eller blive så bange, at man skider grønne grise.
Politikerne er storforbrugere af disse stivnede sproglige billeder, der fungerer som klicheer. De har det som en fisk i vandet i sprogligt genbrugstøj, og de går ikke den ekstra kilometer, men springer over, hvor gærdet er lavest. De måtte godt sætte barren lidt højere.
En overgang sagde de hele tiden ’på sigt’. Det er et billede fra søfarten, hvor man gerne skal holde øje med, hvad der er af mulige farer på havet.
På det korte sigt betyder så i den allernærmeste fremtid, det man kan støde ind i lige om lidt, mens på langt sigt drejer sig om udfordringer længere ude. Men siger man det forkortede udtryk ’på sigt’, er det bare udskudt til senere.
’På sigt’ betegner engang i en ikke nærmere bestemt fremtid, og netop dette ubestemte gør det nemmere at snakke udenom.
Det seneste skud på stammen (et gartnerbillede) er udtrykket ’med de lange briller på’. Tager vi de lange briller på, må vi håbe, det udtryk forsvinder ud af syne igen uden at sætte sig spor (jægerbillede), for det er jo både henrivende uklart og udtryk for en underlig blanding.
Hvad er nemlig ’lange briller’? Se dem for dig: De kan nemt blive så store, at næsen slet ikke kan nå ud til dem. Det lange skal altså ikke forstås fysisk, men tidsligt, og brillerne er en omskrivning af synets mulige, lange vandring ud mod horisonten eller fremtiden.
Sådan blandes der billedplaner. Det er f.eks. svært ikke at undre sig over udtrykket ’at være på talefod’. Vi mener, når vi bruger det, at to mennesker har et besværligt forhold til hinanden.
Men kommer de på talefod, begynder de at snakke sammen, måske endda igen. At være på talefod er at have gang i kommunikationen. Det er bare meget mærkeligt, hvad det har med fødder at gøre. Fødder taler ikke, og en talefod – hvordan skal den tegnes?
Samme forbistring finder sted, hvis den ene beder den anden om noget på en meget indtrængende måde. Så kan vi tale om, at han beder ’på sine grædende knæ’. Ræk lige en finger op, hvis du har mødt knæ, der kan græde.
Nej, meningen er selvfølgelig, at den bedende græder, mens han er på knæ. Billedet er blandet, så kun en del af den talende græder, og det er så knæet.
Mange af de meget brugte udtryk har rod i gamle dage. Politikerne siger, de ’sætter ting i søen’, når de foreslår noget eller tager et initiativ. Men de danske skibsværfter er næsten alle sammen lukket. Vi kan tale om, at røgen har lagt sig, men centralvarmen er for længst opfundet.
Klap lige hesten og spis brød til. Du skal ikke købe katten i sækken eller skue hunden på hårene. Hvis du stikker op for bollemælk, kan du godt skyde en hvid pind efter de lange briller, for så er glasset halvt tomt.