Hvis der er et kulturelt fænomen, jeg virkelig ikke kan klare, så er det den moderne turisme. Og hvis jeg skal være ærlig, så føler jeg mig langtfra godt tilpas, når jeg selv optræder i rollen som turist. Den moderne turisme har nemlig undergravet den nysgerrighed, der er det centrale i rollen som turist, og i stedet systematisk fremelsket det overfladiske, det vulgære og det kunstige.
I sit oprindelige væsen var rollen som turist forbundet med nysgerrighed og et skarpt blik for det anderledes. Den klassiske turist var altid kun på besøg, og holdt sig derfor tilbage, af respekt for det oprindelige. Man opsøgte det anderledes, for at blive klogere på de nye sammenhænge, og dermed også på sig selv. Hvad har vi tilfælles, og hvordan adskiller vi os fra hinanden, var et drivende spørgsmål.
Turisten indrettede sig efter de nye betingelser. Var de primitive, var turistens ophold baseret på evnen og viljen til at påtage sig det primitive. Var de moderne, så agerede turisten efter de moderne principper. Var de præget af fattigdom, indrettede man sig efter disse principper, og holdt sig tilbage med det ekstravagante, som ofte i realiteten var en forudsætning for, at man kunne optræde i rollen som turist. Men man holdt igen. Som turist indrettede man sig kort sagt efter de lokale betingelser for et almindeligt hverdagsliv.
Turisten var opdagelsesrejsende
Det var i denne situation, man udviklede blikket – turistens blik til at se forskel. Turisten var en opdagelsesrejsende, der var på sporet af både det fremmede og sig selv. Og den gode turist kastede sig nærmest systematisk over input til at blive klogere: Museet, bøgerne, fortællingerne og billederne. Ikke noget at sige til, at turisten ofte var træt, når det blev aften.
Indrømmet: denne form for turisme har traditionelt været forbeholdt de få, hvilket gav grobund for mange myter om den ensomme opdagelsesrejsende på jagt i det ukendte, som nogle gange også var farligt. Eksempelvis var min barndoms havregrynspakker jævnligt klistret til med myter om disse tapre mænd, eksempelvis Jørgen Bitsch. Det var spændende, eksotisk og fyldt med overskud.
Derfor har der været masser af gode grunde til at gøre rollen som turist tilgængelig for den brede befolkning. Charterturisten blev et masseprodukt, hvor målet var at komme et fremmed sted hen, hvor folk kunne se noget, de ikke havde set før. Men som lokkemiddel nedtonede man turistens nysgerrige blik, og satte i stedet trumf på det ekstravagante. Turisten skulle nu først og fremmest slappe af, og helst i en så fattig del af verden, at de samtidig kunne leve som grever og baroner, for stort set ingen penge. All inclusive.
Det vulgære og kunstige
Det, der var tilbage af turistens oprindelige nysgerrighed, kunne så ordnes på en hurtig bustur, hvor man så de lokale højdepunkter i en hurtig arrangeret rækkefølge. Uden dybde og indsigt. Men så havde man da været der. På den måde blev masseturisme også ensbetydende med, at de spændende ting i det fremmede blev arrangeret og iscenesat på turistens betingelser. Ikke på de lokale beboeres historiske forudsætninger. Som konsekvens har turismen medvirket til at fremelske det overfladiske, det vulgære og det kunstige. Og i virkeligheden er denne proces gået forbavsende hurtigt.
Resultatet er i dag, at den oprindelige lokalitet med dens unikke særpræg, som satte gang i nysgerrigheden efter det anderledes, i de mest ’turistede’ steder helt er forsvundet. Tilbage står kulisser, indrettet efter turistens behov for et hurtigt kik, eksotiske fritidsoplevelser og så ellers hjem til hotellets frie bar.
Hvis man kikker sig omkring globalt, kan man konstatere, at det nu er nødvendigt at lukke ned for eller begrænse tilstrømningen af turister på de allermest opsøgte steder. Storbyer står spøgelsesagtigt tilbage, når turistsæsonen er forbi. Masseturismen giver godt nok penge i kassen hos de lokale, mens dens reelle resultater er tragiske og medvirkende til at undergrave det, der var engang var interessant.
Ingen regn på turistplakaterne
Ser man sig om i Nordjylland, er der masser af synlige udtryk for, at det er gået på samme måde. Pengene er hjemme, og det er da altid noget. Men lokaliteter har grundlæggende ændret karakter. Fleksibel sommerhusbooking, fast food i massevis, krydstogtskibe i havne, iscenesatte fisketure og besøg på bondegårde, turistvenlige udstillinger der kan overstås i en fart, osv.
Desværre er det vanskeligt at sige sig fri for selv at overtage logikken. Hvis man vil gøre noget anderledes, må man gå ind på masseturismens betingelser. Kun de færreste kan undgå denne logik. Måske er en cykeltur i den grønne natur stadig en mulighed for med egne øjne at lære mere om en egn, også i Danmark. Eksempelvis at det også af og til regner, selv om det ikke er til at se på turistplakaterne.
Men hvis man vil opleve København eller eksempelvis Aalborg, så er det virkelig vanskeligt at komme uden om masseturismens fælder og logik. Derfor hader jeg turister – og mig selv, når jeg optræder i den rolle. Men det er i virkeligheden selve turisme som massefænomen, den er gal med. Ikke den enkelte turist. Han eller hun kan faktisk være ganske interessant at snakke med.