Skip to main content
Lørdagsklummen

Lige børn leger bedst

Hverken Aalborg Karneval eller AKKC var høje eller skæve for at komme væk fra Coronaens tunge favntag, da vi i 2020 satte os omkring et bord og snakkede med hinanden. Sådan rigtigt snakkede som man gør vest for Valby Bakke! Ud af det kom der en forståelse af, at vi var lige børn, og at vi i den grad kunne finde ud af at lege sammen. Så sammen skabte vi udsolgte Horror Night, hvor vi udnyttede det, vi i AKKC i daglige tale kalder ”katakomberne”, altså de lange underjordiske rørgange, som næsten af sig selv for én til at gyse.

Totalt udsolgt og aflyst blot 20 minutter før åbningen. Atter Coronaens vingeslag.

 I næste åndedrag fandt vi i gemmerne hos os selv og andre gode gemmesteder i Aalborg materialer til at skabe den lille mini-lysfestival Lys i Mørket i Kildeparken, som sammen med De Syngende Juletræer fik det halve eller hele af Aalborg til at kigge forbi den stemningsfulde Kildeparken.

To måneders underholdning
Kildeparken er også rammen om det projekt, der netop nu folder sig ud i fuldt flor, ”Sommer i Kilden”. Vores lyst til at virke for byen og ryste mere end halvandet års favntag af os, er nu i fuld gang. EM-bold på storskærm, comedy med de kendte, open mic med lokale stand-up’ere, familiearrangementer med topunderholdning, liveoplevelser med solister og bands fra Aalborgs musiske vækstlag, ølsmagninger, Fredagslounge med DJ og afslappet hygge i de mange genbrugssofaer. 2 måneders underholdning i juni og juli til glæde for dem, som har lyst. Aalborgensere, himmerlændinge, nordjyder, danskere og turister from anywhere!

Mange vil mene, at Aalborg Karneval og AKKC er ulige børn. Talemåden ”Lige børn leger bedst” kan vi jo alle rable af os. Det videnskabelige faktum er dog, at vi rent faktisk bliver tiltrukket af mennesker, der minder om os selv. Og her er vi lige.

Alle de gode mennesker og frivillige i Aalborg Karneval vil det samme som os, der arbejder i AKKC. Skabe noget kreativt der lever, giver liv og giver livsglæde. Og også gerne gøre Aalborg til at bedre sted at leve. Så vi bliver ved med at lege sammen og skabe i Aalborg, og skabe Aalborgs levende profil for hele Danmark og internationalt.

Narkoslogan
Om talemåden ”Lige børn leger bedst” glemte jeg lige at fortælle, hvorfor jeg taler om høj eller skæv i indledningen.

Udtrykket stammer fra en kampagne, som Narkotikarådet satte i værk i 1970 for at dæmme op for den omsiggribende brug af narkotika i hippie-kulturen. Det var ikke mindst en happening, hvor en række kendte kulturpersoner, heriblandt Klaus Rifbjerg og Ebbe Kløvedal Reich, røg hash på Kulturministeriets trappe, der fik Narkotikarådet til at søsætte kampagnen. Målet var at få de unge til at holde sig fra hash og andre stoffer.

Kampagnen benyttede sig af flere forskellige slogans, som fx "Skæv og dum", "Det er ikke sjovt at være skæv" og "Når hash du ryger, samfundet dig stryger".

Det eneste slogan, som fængede i befolkningen, var dog "Lige børn leger bedst".

Lørdagsklummen

Denne klumme skrives på skift af Nicolaj Holm (AKKC), Bent Stenbakken (Kulturen.NU), Hans Henriksen (Aalborg Teater), Sine Kildeberg (Vendsyssel Kunstmuseum), Jørgen Pyndt (Ordkraft, Folkekirkens Hus med mere), Max Melgaard (Kulturen.NU), Johannes Andersen (Aalborg Universitet), Minna Johannesson (Teater Nordkraft) og Liv Lund (korleder)

Arkiv