Mere af det samme - bare dårligere

Kunsten bliver til i mødet med folk. I mødet med folks handlinger og vaner. I hverdagens møder med folks holdninger og fordomme. Og gennem et levet liv med hinanden, sådan generelt. Dette møde skaber originalitet og opbrud. Provokationer og nye perspektiver på tilværelsen – i det små og det store.

Det er en erfaring, der er blevet rigtig tydelig her under corona-nedlukningen, som efterhånden har stået på i mere end et år, sådan bredt taget. Ser man nærmere på, hvad kunstnere i mange sammenhænge har præsteret, så er der nogle fælles træk.

Det starter ud med masser af frisat energi. Aftaler, udstillinger, koncerter, turneer med mere er blevet aflyst, så derfor var der et stort overskud af energi og skaberlyst. Båret af isolation og begejstring, men desværre også uden massive konfrontationer med levet hverdagsliv. Derfor blev det mest til mere af det samme. Og det har vel strengt taget præget det sparsomme kulturliv i de sidste mange måneder.

Især i begyndelsen.

Isolationen satte præg

Men efter et stykke tid, satte isolationen også sit præg på kunstnere og kunsten. Man lukkede ned, manglede inspiration og konfrontationen med hverdagslivet. Inden for musikken viste det sig bl.a. i form af tonsvis af kopi-musik. Enten kopier af store kunstnere eller af ens eget værk. Spillet primitivt og lidt hyggeligt for et digitalt publikum.

Inden for teater blev det til en jagt efter digitale løsninger til formidling af levende teater. En paradoksal selvmodsigelse, der hverken har gjort den digitale kunstformidling eller teaterverdenen noget godt. For teater er jo netop et levende kunstværk, formidlet til levende mennesker.

Inden for filmen har man lukket ned for biografpremierer og sendt overskudsproduktionen af de knapt så gode film ud på digitale platforme. Det er nærmest blevet til mindre end det sædvanlige, men de mange halvdårlige serier og film har formået at opfylde et stigende behov for film-streaming, dvs. for at fylde tiden under undtagelsestilstanden ud.

Bøger ikke så hårdt ramt

I bøgernes verden har man ikke været helt så ramt.

Bøger har lange produktionstider og kan distribueres på mangfoldige platforme, uden at gå på kompromis med originalitet og indhold. Hvilket heldigvis har givet masser af gode litterære oplevelser, mens man har ventet.

Men det er sjovere og mere givende at læse, når man skal kæmpe for at nå endnu flere sider, mens man er midt i noget andet, og i øvrigt også har travlt med arbejdet.

Så bundlinjen er, at det virkeligt er blevet klart for mange, at kunst og kultur bliver til i en dynamisk konfrontation med en levende hverdag. Det er også blevet klart, at det er her, de store kunstneriske oplevelser, der kan udfordre vores vaner og perspektiver, opstår og udvikles.

Så kommer uhyggen

Så er det, det bliver lidt uhyggeligt. For hvad er det nu lige, man kikker ind i, når genåbningen af samfundet bliver en realitet.

Vi har alle et stort ønske om og behov for at få del i levende kultur. Vi vil kaste os ud i det – og her vil vi møde alt for meget af det samme. Måske endda af dårligere kvalitet, fordi man bare er glade for at blive slippet ud i det fri, og gi´den gas.

Og det skal der selvfølgelig også være plads til.

Som økologiske køer, der bliver lukket ud på græs, skal vi have lov til at springe og hoppe løs den første dag.

Det gælder også for kunstnerne, der vil have det på samme måde. Ligesom arrangørerne også vil satse på det sikre, så alle kan blive glade.

Det er umiddelbart et skønt perspektiv, men jeg frygter virkelig, at vi går ind i en periode, hvor der vil blive endnu mere af det, vi allerede har set og hørt i rigelige mængder.

Der vil være langt mellem de store snapse, der giver nye perspektiver og ægger til modstand og modsigelse.

Ikke blot underholdning

Vi skal igennem det. Alt skal starte op igen. Men det går ikke i længden. Så vil mere af det samme nemlig være dræbende for både energi og interesse.

Derfor er min opfordring til det kulturhungrende publikum, at man holder lidt igen på energien og pengene. Og at man på lidt længere sigt mobiliserer interessen for det skæve, det mærkelige og det vilde, som man ikke rigtigt har plads til i åbningsrusen.

For det er her, morgendagens kultur skabes.

Vi skal ikke bare underholdes og springe rundt. Vi skal også provokeres og udfordres. Det håber jeg, I også vil være med til.