Da de radikale jo har besluttet at vælte regeringen i slowmotion ovenpå den sønderlemmende kritik fra minkommissionen, så ved vi, at der skal være udskrevet valg inden folketinget åbner til oktober. Så meget er armen trods alt vredet om på statsministeren – men det er stadig Mette Frederiksen, der sætter det endelige kryds i kalenderen.
Når vi næste gang står i stemmeboksen, så er det nok klogt at have gjort sit hjemmearbejde, inden krydset sættes. I skrivende stund er der hele 15 opstillingsberettigede partier til folketinget, og dermed må klicheen om stemmesedlen som en smørrebrødsseddel være afgået ved en stille død. Jeg kender i hvert fald ingen restauranter med 15 numre på listen over smørrebrød.
Særligt to nye partier tiltrækker sig opmærksomhed i det vidtforgrenede tilbud på den politiske markedsplads, fordi de begge er båret og hægtet op på én person: Danmarksdemokraterne med Inger Støjberg som frontkæmper, og Moderaterne med fhv. statsminister Lars Løkke Rasmussen i spidsen.
Hvor meget, de to partier adskiller sig fra hinanden, er svært at dissekere ned i detaljen, navnlig fordi det ene af dem slet ikke har et program! Men vi kan i hvert fald konstatere, at begge partier er rundet af de samme rødder, Venstre – Danmarks liberale parti, og at de to frontfigurer har siddet i regering sammen i flere år. Men mon ikke vandene så skilles herefter?
Moderaterne har lanceret et ret så omfattende partiprogram, som man kan sætte sig ind i ved et besøg på partiets hjemmeside – og det er kendt fra den offentlige debat, at Lars Løkke Rasmussens projekt er at holde yderfløjene udenfor indflydelse og finde løsningerne hen over den berømte midte i dansk politik:
- Moderaterne vil sprænge stilstanden og være brohoved for et nyt samarbejde i dansk politik, som det hedder i programmets indledning.
Enig eller uenig. Her er i det mindste noget at tage stilling til. Helt anderledes forholder det sig med Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne, som imponerende hurtigt fik samlet underskrifter nok til at blive opstillingsberettiget – og som bragede gennem den politiske lydmur med 10 procent af stemmerne i den seneste meningsmåling.
Det er ikke set siden Fremskridtspartiet vendte op og ned på alle forestillinger om dansk politik tilbage i de urolige 70´ere. Om de flotte tal fra meningsmålingerne holder frem til valget, er en anden sag.
Danmarksdemokraterne har ikke et detaljeret program, men nogle overordnede hensigtserklæringer, hvis budskaber kan destilleres ned til, at det er på tide, at der gøres op med københavneriet i dansk politik. Produktionsdanmark skal have mere plads. Der er blevet for langt fra Christiansfeld til Christiansborg, som partimoder Støjberg formulerer det med vanlig sans for forenklingens gennemslagskraft. Og det udefinerbare begreb de københavnske saloner bruges for at definere afstanden mellem cafelatten og den pruttende kaffemaskine med brugsforeningsbønnerne på bordet i det vestjyske landbokøkken.
- Vi er et borgerligt parti, der kæmper for danskerne, som vi er flest.
Sådan lyder proklamationen på partiets hjemmeside. Danskere som ”vi” er flest, ikke som «de» er flest. Det familiære ”vi” er et oratorisk kneb, som skal få os til at føle os som en del af Ingers familie.
Jeg stiller mig udenfor dette forenklede vi-begreb.
Jeg er ikke en del af det vælgersegment, der synes, det er fedt at fejre andre menneskers ulykke med 50 lys i en flødeskumslagkage.
Jeg er heller ikke en del af dem, der synes, at en retsstat skal defineres på, at en minister bare bevidst og fortløbende kan overtræde lovgivningen og i øvrigt lyve for Folketinget undervejs.
Jeg bryder mig heller ikke om, at det nye parti – af alle steder – præsenterede sig selv på Hvidsten Kro, hvor nogle af de rankeste og modigste mennesker i modstandskampen under 2. Verdenskrig havde deres hverdagsliv. Koblingen mellem Danmarksdemokraterne og modstandskampen finder jeg direkte usmagelig.
Og så foretrækker jeg den rigtige Coca Cola fremfor Zero!
Af disse og andre tungtvejende grunde, kan jeg ikke være onkel i familien Støjberg. Selvom jeg med min opvækst i et hårdtarbejdende bondesamfund på Lolland også kender og værdsætter det liv, der leves i al stilfærdighed. Men jeg køber ikke den grundlæggende splittelsestendens, som Inger Støjberg baserer sit fremtidige politiske virke på. Danmark er for lille og for homogent et land til en kunstig opdeling mellem fine saloner og smattede plovfurer.
Men i bedste demokratiske stil ønsker jeg Danmarksdemokraterne velkommen til. I er i jeres soleklare ret til at appellere til vælgernes gunst. Men jeg vil dog ikke ønske lykke til….