Covid 19 nedlukningen er næsten glemt, studenterne og andre nyuddannede har kørt skrålende glade rundt i bastungt larmende lastbiler, og det er festivaltid igen – med både Roskilde, Nibe og Skagen kørende, mens disse linjer bliver skrevet.
Så alt er vel, som det plejer at være?
Du ved, som før dengang i 2020, hvor vor statsminister Mette Frederiksen (S) lukkede landet ned. I to omgange. Forår og efterår. Dengang vi havde en kulturminister, der hed Joy og som gladeligt proklamerede, at det med kultur ikke var noget, der skulle gøres noget særligt for at støtte.
Underforstået – situationens alvor taget i betragtning, var der ikke tid og råd til den slags luksus.
Nu er der så reelt gået næsten to og et halvt år uden ”fuldtime scale” gang i kulturen. Og det kan mærkes hele vejen rundt, at kulturlivet står overfor helt andre og store udfordringer.
Tilsyneladende er alt, som det plejer. Folk går i teater og biograf, spillestederne er kommet i gang igen, museer og gallerier præsenterer kunst, og der bliver såmænd også læst bøger – ligesom den nordjyske ord- og litteraturfestival Ordkraft i år igen kunne gennemføre et fuldt program.
Men du skal ikke bevæge dig meget rundt i kulturlivet, før du får en fornemmelse af, at noget er rygende galt.
Der mangler simpelthen publikum. Der bliver spillet musik for et publikum, der måske er knap dobbelt så stort, som dem, der står på scenen. Ordkraft måtte notere et alarmerende lavt deltagerantal, og kigger du på biograferne tegner der sig et lignende billede.
Sæderne står tomme. På nær når der er tale om blockbuster film som den nye James Bond ”No Time To Die” eller "Top Gun 2".
Der kan være flere forklaringer. Under de mange nedlukninger har folk i stigende grad vænnet sig til at kultur – eksempelvis film – det er noget vi nyder i sofaen derhjemme foran det store husalter.
Netflix, HBO og de store multinationale kulturgiganter har haft kronede dage og vænnet os til, at film, det er ikke noget, du behøver at se i biografen. Samtidig har de startet deres egne eksklusive streamingkanaler, så du nu kun kan se Disney-film på deres eget site.
Det gør vel ikke noget, kan jeg høre nogen, indvende. Nej, ikke i første omgang. Men den verdensomspændende, internationale kulturindustri vil på sigt og den lange bane udsulte vor egen kulturproduktion.
Det er vigtigt, at vi har et levende kulturliv. Også her i det nordjyske. At vi bruger vore teatre, biografer, spillesteder, museer og gallerier. Også fordi det er her, at vi både møder det nye og det velkendte, men også møder hinanden og sammen glædes, forundres, debatterer og udvikler os.
Kultur er bredt forstået den samfundslim, som knytter os sammen. Som mennesker, som lokalsamfund, som nation. Alt socialt liv har rod i den måde, vi har lært at omgås og være sammen på.
Hverdagsvaner og omgangsformer – måden vi lever livet på – bygger på en fælles kulturbaggrund. Uden at vi tænker særlig meget over det til daglig.
Kultur og kunst forstået i bred forstand kan noget ganske specielt – give os perspektiv og få os til at forstå og mærke, hvordan andre mennesker har det, lever og føler.
Derfor er det så vigtigt at holde liv i vort eget kulturliv – også her i det nordjyske.
Kulturlivet er under pres, og der foregår nærmest umærkeligt en ganske omvæltende forandring, er min mavefornemmelse.
Teatre, biografer og spillesteder – hele paletten af kulturinstitutioner står over for store udfordringer. Kampen om publikummet er benhård, og midt i det nærmeste eksplosive overbud her i forår og forsommer er gassen gået af ballonen.
Ikke bare fordi det er sommer, men også fordi vi i højere grad har vænnet os til at kultur – det et noget, du nupper via streaming – her og nu når det passer dig.
Så hele fællesskabet om sammen at opleve og bliver beriget forsvinder.
What to do? Hank op i dig selv og se så at komme afsted. Kom ud og oplev den kultur, der vil provokere, underholde og oplyse.
Kultur og kunst, som har meget mere bid og kerne end det, som den algoritmestyrede kulturindustri tilbyder – med sin præcist doseret spændingsforudsigelighed.
Ha’ en god sommer og så ses vi længere fremme – i biografen, på spillestedet eller i teatret. Ikke sandt?
Arkivfoto: Lars Mørch og filmstill.