Da jeg skrev min novemberklumme, stod by- og regionsrådsvalget for døren, og jeg vidste som skrevet ikke, om decemberklummen fortsat ville blive begået af et by- og regionsrådsmedlem, eller af en Vibeke med en helt anden identitet.
Valgets udfald blev heldigvis, at jeg blev genvalgt begge steder, så klummelæsere behøver ikke frygte nogen revolution – i hvert fald ikke fra min side.
I det nye byråd får jeg plads i Sundheds- og Kulturudvalget, og det glæder jeg mig til. Jeg har ikke tidligere siddet i byrådets politiske kulturudvalg.
Det skyldes hverken manglende interesse eller manglende mulighed for at få en plads; men da jeg stadig var i erhverv, arbejdede jeg som kulturchef, først i det gamle Nordjyllands Amt og siden i Brønderslev kommune, og habilitetsproblemer er jeg altid gået i en stor bue udenom.
Nu er jeg imidlertid overgået til den samfundsklasse, der forventes at nyde sit otium og arbejde con amore, og hermed skulle enhver tanke om habilitetskonflikter forhåbentlig kunne lægges bag - skønt, hvem ved?
Jeg har hidtil med stor fornøjelse beskæftiget mig med området By og Land, med byudvikling og kommuneplanlægning, og der er et vist overlap mellem sager i Sundheds- og Kulturudvalget og sager i By- og Landskabsudvalget, bl.a. fordi også kultur kræver plads, og der er kamp om pladsen i Aalborg kommune.
Helt forudsætningsløs er jeg ikke som byrådspolitiker.
Aalborg har et voksende befolkningstal. Det kræver boliger, daginstitutioner, fritidsfaciliteter, infrastrukturanlæg og rekreative arealer. Hertil kommer kravene til udlægning af arealer til erhverv og som det sidste: til grøn energiproduktion.
I denne kamp kan kulturen blive den lille – også her. Lad mig give et konkret eksempel.
Alle er enige om, at naturen skal trækkes ind i byen. Vi skal udvide og udvikle de grønne kiler fra oplandet ind mod centrum, og vi skal bevare og udvikle de bestående grønne arealer.
Vi har særlig opmærksomhed på Drastrupkilen. Den bryder vestfra ind gennem landsbyområderne i Hasseris, og den stryger op langs Sorthøj og videre ind mod centrum langs højderyggen mod Skovparken og Kildeparken. Hvilken perle. Skulle den mon ikke fredes?
Dermed vil det nuværende byråd kunne forhindre kommende byråd i at forgribe sig på de grønne herligheder, og borgerne kan sove roligt om natten uden at frygte hverken vindmøller eller flere boliger.
Men så ligger der lige en zoologisk have i vejen. Alle elsker Aalborg zoo, også dem der ikke bruger den. Jeg har boet i byen i en menneskealder, og jeg har fulgt havens udvikling – og er begejstret.
Da vi kom hertil midt i 70-erne, behøvede ingen at være i tvivl om, at vi havde en zoo i Aalborg. Dyrene løb over hele byen! Historien om den sorte panter, der brød ud og blev skudt på en køkkentrappe i den indre del af Vestbyen, er kendt af hvert barn.
Jeg har imidlertid set en sølvfasan i vores egen have, en kænguru på Eternitten og en abe hos genboen. Som regel, men ikke altid, blev dyrene efterlyst og fundet. De dyr, der kun brød ud af egen indhegning, men holdt sig inden for zoo’s område, håndterede personalet uden de store falbelader.
Det gjaldt f. eks. for næsehornet, der en enkelt gang slog sig igennem sit hegn og så sig om blandt havens øvrige logerende. Folk tog det uhyre roligt. Dyrevelfærd blev forstået anderledes end nu.
Dyrene måtte gerne fodres, og det var et scoop i vores familie at smøre honningmadder til bjørnene, der ganske rigtigt satte stor pris på dem. Charlie, den store orangutanghan, satte også pris på en smøg, som dyrepasseren var så venlig at give ham, når de sammen tog sig en hyggepause efter morgenrengøringen.
Pausen var dog lidt kort for Charlies vedkommende. Et par gode hiv, så var den grønne Cecil røget!
Meget er sket siden! Aalborg Zoo er nu en moderne videns-og turistattraktion. Formålet er ikke længere kun at fornøje kommunens borgere ved at kunne fremvise eksemplarer af fremmedartede dyr fra fjerne himmelstrøg. Nu gælder det bevaring af truede dyrearter og indsamling af viden.
Der samarbejdes internationalt i avlsprogrammer, og der forskes i dyrenes adfærd, levevilkår og sundhedstilstand. Samtidig skal resultaterne kunne formidles og præsenteres for offentligheden, ikke kun for den del af offentligheden, som kan kaldes publikum, og som har løst billet, men for en bredere offentlighed, for bevaring af biodiversiteten worldwide.
Kvaliteten i formidlingen forventes desuden at have et niveau, som kan tilfredsstille et internationalt publikum. Fremfor alt stilles der store krav til dyrenes omgivelser. Der skal være PLADS. Dyrene skal kunne udfolde sig naturligt, udvise sund, naturlig adfærd og parringsvillighed, der helst skulle resultere i levedygtigt afkom.
Så Aalborg Zoo er ganske enkelt vokset ud af sin barndoms trange forhold ved Mølleparken. Det er forståeligt, at Zoo nu ser med modvilje på planerne om en fredning af Drastrupkilen incl. Mølleparken, for i så fald vil det være slut med en mulig udvidelse af haven ind i Mølleparken.
Og en udvidelse er afgørende.
Elefantholdet foregår i øjeblikket på dispensation. Hvis en af havens elefanter dør, kan man ikke få tilladelse til at anskaffe en ny, for pladsforholdene er for trange. Kan nogen forestille sig en Zoo uden Afrikas store pattedyr? Det er jo dem, folk kommer for at se. Hvad gør Zoo? Hvad gør vi? – For vi vil hverken undvære Zoo eller Mølleparken.
Det er sådan et dilemma, som moderatorer i en valgkamp elsker at opstille for kandidaterne. Og kandidaterne brister i sved, for de ved ikke, hvad de skal svare. Jeg vil svare med at sige: Vi vil have begge dele, og der er ikke plads til begge dele på samme sted. Altså må den ene flytte.
Jeg behøver ikke anstrenge mig ret meget for at vide, hvor jeg gerne vil flytte Zoo hen. Jeg er sikker på, at Zoo ikke har fremtiden for sig, hvis den bliver i Mølleparken. Man kan måske snuppe en ha her og en ha hist, men virkelig godt bliver det ikke.
Jeg vil have Zoo ned i Østerådalen! Jeg vil have Afrikas store dyr gående på de side enge langs åen. Når jeg kører ind ad Sønderbro-indføringen, vil jeg se giraffernes lange halse rage op gennem morgentågen, og når jeg holder i kø, vil jeg høre elefanterne trompetere i snablerne.
Jeg vil se flodheste og næsehorn mudre op i de plørede åbredder, og flamingoer og pelikaner skal lette over Dall Villaby. De store rovkatte skal knurre og brøle bag usynlige kampvognsrobuste hegn, så børn i Ellidshøj spørger deres forældre, om løverne ikke snart skal have aftensmad.
Et par tamme zebraer kan trække om med ponyvogn i Aalborg City og gøre reklame for den nye særprægede zoo. Det vil blive så fedt!
Spørg nu bare ikke, hvor pengene skal komme fra. Jeg vil ikke citere landets statsminister for ret meget, men her vil jeg gerne gøre det: ”Sådan et spørgsmål udtrykker en meget gammeldags måde at tænke på.” Jeg elsker Zoo! Og jeg elsker Mølleparken!