Pas på ryggen, Ane

I min augustklumme tog jeg mig den frihed at belære landets dengang nyudnævnte kulturminister om, hvad en kulturminister skal kunne. Jeg forventer da, at kulturministeren som en selvfølgelighed læser Kulturen.NU, og derfor regner jeg også med, at hun andægtigt vil læse denne min næste klumme, som jeg tillader mig at betragte som en slags Kapitel 2 i "Håndbog for uøvede kulturministre."

Jeg har ganske vist aldrig været kulturminister selv, men den kendsgerning vil jeg ikke lade mig tynge af. Der er alligevel så mange, der rådgiver alle om alt uden at vide ret meget om det, de rådgiver om. Og jeg har da trods alt arbejdet med kultur i 30 år og været i lokal- og regional politik i 20 år, så puds bare brillerne, Ane. Here we go.

De mener alle at have luret dig, Ane. Du har været så befriende ærlig i de - ganske vist få - interviews, som du har givet. Nu tror de, at du ikke bare er ny, men også født i går. Så de vil komme snigende, allesammen, med grimen i hånden og håbe på at fange dig og spænde dig for deres egen privatpolitiske vogn. Pas på dem, Ane!

Her tænker jeg slet ikke på Jim Lyngvild. Det kan godt være, at du ikke gjorde noget godt, hverken for kulturen, kunsten eller dig selv ved at lade dig fotografere som vølve på Køge Museum; men herregud. Jim Lyngvild er jo blot en bemærkelsesværdig designer og wannabe kunstner, og du skal da have lov at lege med engang imellem.

Lov mig at lege, Ane

Lov mig endelig, at du giver dig selv lov til at lege, for ellers kommer du både til at kede dig og blive ked af det, og det er ikke godt for nogen og slet ikke for en kirke- og kulturminister. Det tror jeg godt, du ved, og jeg tror heller ikke, at du tager dig kritikken for nær. Du ved, at uanset hvad du gør, og hvad du siger, vil du blive kritiseret. Man kan ikke gøre alle tilpas, eller som du selv siger: "Man kan ikke få alle til at synes om det samme."

Næ, jeg tænker på alle dem, der har deres egen politik, som de hele tiden prøver at implantere i alle andres politik.Hvis det lykkes for dem, går det galt, Ane, så kommer du til at gå rundt som en trojansk hest med fjenden i maven.

Pas på lighedsalkymisterne, Ane

De værste af dem er ligemagerne, lighedsalkymisterne kalder jeg dem. De taler altid så smukt, for hvem kan have noget imod lighed? De taler om lighed mellem kønnene, lighed mellem etniske grupper, lighed mellem ung og gammel, rig og fattig, dum og klog, talentfuld og talentløs. Så er det, man må huske at stoppe op og spørge: Hvad kommer det egentlig kulturpolitikken ved? For jeg er jo først og fremmest kulturminister og ikke minister for ligestilling.

Hvis ligestillingen gavner kunsten eller kulturen, tager jeg den med. På samme måde giver jeg storsindet ligestillingsministeren lov at låne af min kulturpolitik, hvis det kan gavne ligestillingen, men jeg lægger mig ikke fladt ned for min gode kollega Peter Hummelgaard.

Se nu bare, hvordan lighedsalkymisterne er ved at få implementeret deres politik i børne- og familiepolitikken.

Den er også gal i kommunerne, Ane

Hvis det går så galt, at Peter Hummelgaard, der både er minister for beskæftigelse og ligestilling, ophøjer det såkaldte forståelsespapir mellem DA og FH til lov, skal et barns far nu have ret til 11 ugers uoverførbar orlov efter barnets fødsel. Hvis han - uanset årsag - ikke kan holde dem helt eller delvist, kan de ikke overføres til moderen. Familie- og børnepolitikken trumfes altså af ligestillingspolitikken. 

Lighedsalkymisterne opererer også i Aalborg kommune. Her taler man om ligestilling mellem øst og vest. I vest lever folk længere, tjener flere penge og har gået længere tid i skole end folk, end folk der bor i øst. Mod denne triste kendsgerning har lighedsalkymisterne fundet kuren: Man skal bare se at få folk blandet. Børn i øst skal køres til skoler i andre dele af kommunen, og almene boliger skal puttes ind, hvor man i vest kan finde et grønt hul. Børns ønske om at gå i samme skole som nabolagets børn og vests ønske om udstrakte grønne området trumfes altså af lighedsalkymisternes trang til at sende alt og alle gennem den samme pølsemaskine.

Ikke i dit ministerium, Ane

Lad det ikke ske i dit ministerium, Ane. De snakker om, at der er for få kvindelige kunstnere repræsenteret på landets kunstmuseer. De taler om, at der er skrevet flere dramatiske helteroller end heltinderoller. De graver i, hvordan kulturens støttekroner er fordelt mellem mænd og kvinder. Vend det døve øre til og sæt kikkerten for det blinde øje, Ane, for her er virkelig et område, hvor lighedsalkymisterne skal ignoreres.

Nu forventer jeg ikke, at du ved, hvem jeg er, Ane, men hvis du gjorde, ville du måske undre dig, for plejer jeg ikke at tale ligestillingens sag både i Regionsrådet og Aalborg Byråd? Jo, det gør jeg, især når det drejer sig om den ligestilling, vi skal sørge for at gennemføre i kommunen og regionen som virksomheder.

Jeg er lunken, Ane

Vi skal sørge for, at der er en god blanding af kønnene på alle niveauer. Sådan skaber vi den bedste arbejdsplads. Det giver det bedste arbejdsmiljø og den højeste effektivitet. Men ligestilling mellem kønnene skal ikke ske på bekostning af alt andet. Jeg er lunken med hensyn til kvoter, men taler vi om kvoter i kunsten, er jeg iskold! Og helt ærligt: Jeg tror simpelthen ikke på, at kvindelige kunstnere er undertrykt, hverken af mandlige kolleger eller mandlige smagsdommere i direktørstolene på museer, teatre og forlag .

Jeg har haft mit arbejde blandt kunstnere i mange år. Der hersker lige så meget jalousi og brødnid som i alle andre brancher, men jeg vil vove den påstand, at kønsdiskrimination er meget sværere at finde netop her end i andre brancher.

De bedste kunstkendere er kunstnerne selv, og de kan genkende den store kunst, når de møder den, uanset om den er skabt af en mand eller en kvinde.

Man kan grunde over, hvorfor kvinder er godt repræsenteret blandt forfattere, men mindre godt blandt skulptører. Og man kan tælle hoveder på musikerne i Aalborg Symfoniorkester og nikke anerkendende dertil. Jeg ved ikke, hvorfor det forholder sig sådan; men jeg tror ikke, det skyldes, at billedkunstnere er kvindeundertrykkende, mens musikere ikke er det.

Du må love mig at beskytte kunsten mod lighedsalkymisterne. Hvis du blot vil respektere armslængdeprincippet, så tror jeg, det vil gå af sig selv.

Fortsat god arbejdslyst, Ane, og lykke til.