Skip to main content
Rød stue/Blå stue - de kulturpolitiske klummer

Hvad skal en kulturminister kunne?

Landet har fået ny kulturminister. Eller måske skulle man snarere sige: Landet har fået udnævnt en ny kulturminister, for vi har med skam at melde ikke mærket ret meget til, at vi havde en sådan i forvejen. Om Ane Halsboe-Jørgensen ikke bare har ladet sig udnævne, men også vil lade sig se, høre og mærke, ja, det vil fremtiden vise.

Jeg er ikke blevet spurgt, men det skal ikke afholde mig fra at svare. Jeg vil meget gerne fortælle den nye kulturminister, hvad jeg synes, at en kulturminister skal kunne, og hvad hun skal gøre.

Hun skal for det første forstå, at næst efter Statsministeriet er der intet ministerium, der er vigtigere end Kulturministeriet.

Det er paradoksalt, at det blev slået fast netop under corona-krisen, hvor kulturens ikke-tilstedeværende minister fandt det upassende at tale om kultur.

Mens vi ventede på den frelsende vaccine blev der sunget fra altaner, danset i stuer, livestreamet teater fra tomme sale og udspillet sportskampe i tomme arenaer. Og der blev udtænkt nye måder for udfoldelse og samvær. Kunstnere og andet godtfolk kæmpede for livet. Kultur er det, der fylder os, mens vi lever, og uden den dør vi, hvad enten vi bliver vaccinerede eller ej.

Bankes ind i hovedet på statsministeren

Det skal bankes ind i hovedet på statsministeren, som skal sørge for, at de andre ministerier forstår det. Vores liv bliver et andet, når Kulturministeriet, og ikke Finansministeriet, bliver det ”fineste” ministerium. Vi skal ikke ende som Snedronningens lille Kaj, der ville bede sit Fadervor, men kun kunne huske den lille tabel. Det er for øvrigt mægtig praktisk, at kirken er samlet med den øvrige kultur under samme minister. Hvad enten man bruger Folkekirken som kirkegænger eller ej, er Folkekirken over alt i landet en vigtig del af kulturens institutioner, og koncerter, foredrag og events arrangeret af menighedsråd og kirkens ansatte er en stor spiller i kulturlivet. Alle kan komme ind i Folkekirkens Hus uden at skulle vise medlemskort.

Dernæst skal en kulturminister være kulturminister for hele landet. Det har mange kulturministre gennem tiden ønsket at være, men det er aldrig rigtig lykkedes for nogen af dem. Det er højst blevet til en pulje til understøttelse af decentrale aktiviteter.

Alene det, at en konservativ kulturminister måtte etablere en pulje, som netop hed ”Kultur i hele landet” siger alt.

Puljer er mere eller mindre populære, men der skal gribes om nældens rod, som hedder kulturens statsstøttede institutioner. Det er uundværligt, at vi har landsdelsscener og landsdelsorkestre, som støttes af staten, men støtten skal tildeles efter nye kriterier. Da landsdelsscenerne fik deres statstilskud, blev det fastsat som 50 % af de lokale tilskud. Staten doblede altså støtten op.

Det er et princip, som kendes fra ethvert hjem. ”Vil du have en ny cykel, lille Peter, så spar op. Far vil give dig en krone for hver krone, du selv kan skaffe.”

0-sums-spil

Det princip fyrer op under engagement og flid; men det har sine begrænsninger deri, at hvis Lille Peter bliver lidt for engageret, bliver det lidt for dyrt for far. Det blev det også for staten. Statsstøtten blev fastlåst. Det betyder, at al udvikling og udvidelse af driften siden har fundet sted på lokal og regional økonomi og ud fra et vidt forskelligt historisk betinget grundlag.

Alle ved, hvor svært, for ikke at sige umuligt, det er at omfordele støtte i et 0-sums spil. Skal den ene have mere, får den anden mindre, og den minister, der griber ind, bliver uvenner med alle. Der skal altså flere penge til.  Kultur for hele landet kræver flere penge. Så fat det dog, Kulturminister, og kæmp for det. Du vil blive mere respekteret for at kæmpe og muligvis tabe, end for at opgive slaget på forhånd.

Dernæst skal en kulturminister være kulturminister for alle  borgere. Det kræver en respekt for mangfoldigheden. Hvis man skal være børnenes kulturminister, skal man bringe kulturen hen, hvor børnene er. Sang, musik, drama, dans, billedkunst skal leges ind i børnenes verden og fylde meget mere i vores institutioner.

Jeg er stolt af, at De Konservative i Aalborg Byråd fik gennemført, at Aalborg Kulturskoles fine tilbud til førskolebørn nu skal bringes ind i børnehaverne, så alle børn uden forældrebetaling kan få en times ugentlig musikskole. Jeg er derimod beskæmmet over, at vores børnehaver har så svært ved at rumme kultur, at de indtil nu ikke har været i stand til at modtage tilbuddet. Kultur skal frem i billedet i børns institutioner, i børnehaver og skoler, hvis kultur skal være for alle borgere.

Nydanskere i teatret

Det piner mig, at vi ser så få nydanskere i teatret og i koncertsalen. Integration er om noget kulturel integration. Der udfoldes store anstrengelser for at få unge nydanskere i gang i foreningslivet. Det tager kommunerne sig af. Kulturens minister må tage nye initiativer i brug for at få også at få nydanskerne ind i teatre, museer og koncertsale.

Kulturens minister skal ikke være bange for at tage sig kærligt af statens egne institutioner. Vi, der bor i hovedlandet eller andre steder fjernt fra hovedstaden, skal ikke få ondt af, at statsinstitutioner som Nationalmuseet eller Det kongelige Teater er dyre i drift og ligger i København. Glem enhver mulig overvejelse om udflytning af dem. Hvis Det kongelige Teater ikke skulle ligge i København, hvor skulle det så ligge?  Kvalitet koster, og statens kulturinstitutioner skal vise os det bedste af det bedste. Derimod skal ministeren fastholde institutionerne på deres decentrale forpligtelser. Udlån af genstande til museer ude i landet, turneer og opsøgende aktiviteter skal der til. Og der skal tænkes nye former for det.

Og så skal en kulturminister for alt i verden ikke være undselig eller beskeden. Hvornår høre man en udenrigsminister sige: ”Ja, jeg ved jo ikke så meget om området endnu, men jeg lytter.” Eller hvornår hører vi en forsvarsminister sige: ” Ja, jeg ved jo ikke, om jeg kan skaffe flere penge, men nu vil jeg gøre mit bedste.” Bare på med vanten, Ane! Jeg lover, at selv en aalborgensisk konservativ vil klappe ad dig.

  

Arkiv