Hver sommer byder på sine faste sommergæster i pressen. Loch Ness-uhyret må være afgået ved en stille død, for det er længe siden, pressen har bragt sommerrygter fra Skotland. Grønalger, iltsvind og fiskedød er derimod lige på trapperne, og de første beretninger om flyvende fjender i skikkelse af den lille sorte sommerfuglemyg er indløbet fra Nordsjælland. Så er det sommer i Danmark.
I år synes kvinderne dog at have snuppet opmærksomheden fra både søslanger og grønalger, og det er sommerens egentlige nyhed. Det er nemlig ikke badepiger i små bikinier, men en helt anden slags kvinder, vi ser i år.
Sydbanks topchef Karen Frøsig, der ikke tidligere har udtalt sig i ligestillingsdebatten, erklærerede pludselig, at tvungne kvoter er en nødvendighed, hvis man vil sikre flere kvinder i bestyrelser og ledelser i dansk erhvervsliv.
Indbyrdes strid
Hun pegede på, at der til hendes store skuffelse, intet er sket på det felt inden for finanssektoren i de sidste ti år. Selv om problemstillingen ærlig talt ikke er ny, blev spørgsmålet med grådighed grebet af den sommersliksultne presse, og vupti kom kvinderne i indbyrdes strid.
Min højt værdsatte klummekollega i dette magasin, Maja Torp, imødegik Karen Frøsig med et argument, der til alle tider har bragt mig i fortvivlelsens harnisk. Maja tager afstand fra kvoter med den begrundelse, at det vil være nedværdigende for en kvinde at gå ind i en lederstilling på baggrund af en kvote.
”Jeg vil vælges på grund af mine kvalifikationer, ikke på grund af en kvote” siger hun.
Den holdning, som ligger bag udtalelsen, giver næsten i sig selv en forklaring på, hvorfor det går så trægt med at få flere kvinder ind i topledelserne i erhvervslivet.
Kan man forestille sig en mand sige noget lignende?
Vil en mand, som får nappet sig en topstilling, ikke gratulere sig selv med, at han var rette mand på rette tid og sted og straks gribe lejligheden til at dokumentere, at han er pengene værd og mere til?
Ville han begynde at gnave i, om han nu også havde fået stillingen, hvis ikke der havde været krav om kønsdiversitet i bestyrelser og direktioner? Nej, vel?
Hvad mere er: Hvis man tror på betydningen af diversitet i bestyrelser, direktioner og andre fora, så må man også anerkende, at køn i sig selv kan være en kvalifikation. Jeg må tilstå, at jeg - om end under svære sjælekvaler - har været med til et ansætte en mandlig ansøger, hvis faglige kvalifikationer efter min bedste overbevisning blev overtrumfet af en kvindelig ansøger.
Fordi jeg lod mig overbevise om værdien af flere mandlige lærere i et lærerkollegium, som havde stærk overvægt af kvinder.
Jeg er ikke tilhænger af lovindgreb i form af kvoter. Der er allerede lagt rigeligt med krav ned over erhvervslivet fra lovgivningsmagtens side. Jeg tror imidlertid på, at fremtiden tilhører de virksomheder, der indser, at flere kvinder i bestyrelse og topledelser er en styrke.
Jeg synes også, når jeg ser ud over landskabet, at de mest dynamiske blandt virksomhederne går i spidsen med hensyn til kvinder i ledelserne. Hvis ikke bestyrelserne får rykket sig, vil der efter min bedste overbevisning komme et politisk flertal for kvoter. Det skal vi undgå.
Ghita Nørby og Simi Jan
Karen Frøsig og Maja Torp fik hård konkurrence på sendefladen af Ghita Nørby og Simi Jan. Heller ikke her kan man kalde problematikken for ny: Ghita Nørby i manegen med erfaren kvindelig interviewer.
Selve interviewet blev fuldstændig overdøvet af den efterfølgende shitstorm mod Ghita Nørby, og man må undre sig. Det var ganske tydeligt, at intervieweren ikke kunne få den interviewede derhen, hvor hun gerne ville.
Jan ønskede et feel-good-resultat med lidt privat smugkig og lidt fortrolig tøsesnak, mens Nørby ville gribe om brændende nælde og tale om den kunst, der giver liv og kræver livet til gengæld. Alt, mens begge sad på en klapstol midt i trafikken på Kongens Nytorv!
Jeg kalder det ringe journalistisk arbejde i enhver henseende og tænker på, hvad den rigtige journalist havde kunnet fange af visdomsord og ny indsigt fra en af landets største scenekunstnere.
Men måske har jeg misforstået formålet med interviewet.
Måske gik det hele ud på at få den temperamentsfulde Nørby til at tage bladet fra munden og sige sin mening i harske ord til journalisten, hvis robuste natur ingen vist kan være i tvivl om.
Det ville ikke være pænt, men det ville være fin sommerunderholdning. I så fald kan man kun kalde interviewet en succes. SoMe-Danmark gik i selvsving. Alle skreg op om, hvad ”divaen” kunne tillade sig over for journalisten. Ingen skreg op om, hvad journalisten kunne tillade sig over for divaen.
Reaktionen kan kun forstås som forløsning af den folkelige skuffelse over tabet. Tabet af den fælles fryd ved tilbedelsen af gudebilledet. Gudinden SKAL være identisk med gudebilledet.
Den unge danske pige med smilehuller og ternet tørklæde, fuld af milde ord og kærlig overbærenhed med andres mangler. Hvis det viser sig, at hun ”kun” er en ualmindelig dygtig kunstner og dertil et menneske med menneskets svagheder, skal hun ofres. Så har hun ført folket bag lyset.
Ghita Nørby var slet ikke grov eller nedladende over for intervieweren. Med de ramsaltede ord fulgte smil, latter og invitation til øjenkontakt og fælles følgeskab.
Se interviewet og spørg dig selv, om det havde udløst samme reaktion, hvis det havde været to mænd. Hvad med Ulf Pilgaard og Anders Breinholt – midt på Kongens Nytorv på et par klapstole, forstås?
Og så er der for resten nogen, der siger, at der foregår en tredje kvindekamp lige nu. Det hævdes, at mens Danmark holder ferie, strejker sygeplejerskerne. De ønsker mere i løn for deres arbejde. Det skal nok kunne mærkes, og mærkes hårdt, mange steder, men ikke i SoMe-Danmark. Det er beklageligt for sygeplejerskerne, for det er i SoMe-land, at det sner, også midt om sommeren.
Nu skal jeg som regionspolitiker nok lade være med at komme med gode råd til strejkende, så jeg vil nøjes med at sige, at uanset om man er bankdirektør, skuespiller eller sygeplejerske, skal man lære sig at slås. Vi må stadig kæmpe for ligestilling i dette land. Valpladsen er stadig mændenes. Mændene har valgt våben, og mænds våben ligger gennemgående ikke godt i kvindehænder.
Rigtig god sommer og rigtig god kamp.