Krig og venskab

Aalborg kommune har mange venskabsbyer, 33 faktisk, og det er efter nogens mening rigeligt.

Siden den første venskabsbyaftale blev indgået med Fredrikstad i 1951, er antallet vokset støt. De fleste venskabsbyer ligger i Europa, men vi har også to i USA og en i Kina.

En gang imellem kommer det til diskussion, hvad meningen er med den slags internationale kontakter. Det skyldes ofte en eller anden konkret situation, som har givet offentligheden den opfattelse, at det hele vist mestendels handler om den slags kontakt, der foregår med kniv og gaffel og under festlig musik og gaveudveksling.

Så kan skiftende byråd nok så meget pege på betydningen af at styrke Aalborgs internationale profil, at udvikle kulturelle og faglige relationer, understøtte virksomheders og institutioners samarbejde på tværs af landegrænser etc. etc.

Nyt lys på venskabsby-samarbejdet

Siden 24. februar er der sat en helt ny belysning på venskabsbysamarbejdet.

Pludselig bliver vi på grufuld baggrund mindet om, at krig i Europa har været reglen mere end undtagelsen, og vi mærker pludselig på egen krop de følelser, der må have grebet vore forældre og bedsteforældre, da de i 1945 stod i Europas rygende ruiner, omgivet af flygtninge, sult, epidemier og bundløs fattigdom for millioner af Europas overlevende, mishandlede befolkning.

De må have spurgt sig selv, hvordan dette vanvid havde fået lov at løbe løbsk. Og de må have tænkt: Havde vi dog bare kendt hinanden noget bedre! Havde vi dog bare talt noget mere med hinanden og prøvet at forstå hinanden! Så kunne dette aldrig være sket!

Det var på den baggrund, at tanken om venskabsbyers betydning opstod. Bånd mellem folkene skulle ikke kun knyttes på nationalt plan, men også lokalt.

Foreningen Norden, der var etableret efter 1. Verdenskrig mellem de nordiske lande, var båret af samme tanker. Den forening oplevede nu en kraftig opblomstring med lokale foreningsdannelser. Også andre former for lokale samarbejder fandt sted. Venskabsbyer blev etableret mellem ikke blot nordiske kommuner, men også andre europæiske kommuner.

Undrer det nogen, at Aalborg tog fat på det, friskere end de fleste?

Aalborg lod det ikke blive ved skåltalerne. Man gik til arbejdet, og Ungdomslegene er et af eksemplerne på det nye samarbejde. Mange aalborgensere har haft unge fra Aalborgs venskabsbyer boende til Ungdomslegene. Det har vi også selv i min familie, og det har været til stor glæde både for værtsfolkene og for gæsterne.

Skære i antallet af venskabsbyer

For et par år siden blev det diskuteret, om Aalborg ikke skulle skære i antallet af venskabsbyer. Det skete ikke. ”Jamen, det kan man da ikke,” var den gennemgående holdning i byrådet.

Måske har vi ikke lige tæt kontakt med alle, og måske synes vi ikke selv, at vi får noget ud at et bestemt venskabsbysamarbejde; men hvem ved, om venskabsbyen ser anderledes på det?

At ”gøre det forbi” er en drastisk handling, som kun kan opfattes negativt, måske også sårende eller direkte fornærmelig, med mindre de to byer har følt hinanden vældig godt på tænderne og er sikre på, at ønsket om venskabsbysamarbejdets ophør er gensidigt.

I sidste uge blev venskabsbysamarbejdet med Pushkin kommune, nabokommune til Skt. Petersborg i Rusland, imidlertid sat på pause. Det var en beslutning, som blev truffet i byrådets økonomiudvalg, og jeg bifalder den fuldstændigt.

Der var de byrådsmedlemmer, som mente, at Aalborg lige skulle ”spise brød til” og vente og se, hvad det gik over til med Ruslands angreb på Ukraine. Den holdning deler jeg ikke.

Hvis begrebet venskabsby overhovedet skal give nogen mening, ligger venskabsbyer ikke i krig med hinanden.

”Men Rusland har da ikke angrebet Danmark,” vil nogen måske mene. Nej, og Aalborg har heller ingen venskabsby i Ukraine. Men Aalborg har venskabsbyer i Ukraines nabolande såvel som i Ruslands nabolande, der nu alle bæver for udviklingen. I Rumænien, Bulgarien og Polen, I Letland, Litauen, Finland og Norge. Kan man være ven med sin vens fjende?

Ikke set brevet

Jeg har desværre ikke set det brev, ved hvilket Aalborg meddeler sin suspension af venskabsbysamarbejdet med Pushkin. Jeg håber, det er formuleret med stor diplomatisk snilde. Det er ikke noget, vi gør af lyst. Det er noget, vi gør, fordi vi er nødt til det. – Jeg har ingen anelse om, hvordan brevet vil blive modtaget, eller på hvilket niveau, det vil havne.

Rusland er meget anderledes end vi, og måden at gøre ting på og omgås hinanden på – og her kom ”kulturen ind i klummen – er meget forskellig fra vores måde.

For 17 år siden havde flere af de nordjyske kommuner og amtet et stort børnekulturelt projekt sammen med Det danske Kulturinstitut i Skt. Petersborg og mange teatre og ensembler derovre. Vi kaldte projektet ”Sputnik – Russerne kommer!”

Ak ja. Det var andre tider.

Man kunne tillade sig den luksus, som humor er, og ikke blot humor, men galgenhumor.

Børnekulturfestivallen blev holdt i Nordjylland, men der var forberedende besøg og arbejdsmøder i Skt. Petersborg. Ved sådanne møder var Kulturinstituttets kontorprinter på overarbejde.

Intet kunne aftales eller fremføres, uden at det skulle besegles med diplomer og mindeark, eller uden at der blev holdt taler og tømt et glas på venskabet og samarbejdet.

”Den slags betyder meget for russerne,” sagde institutleder Rikke Helms, og det havde hun tydeligvis ret i. Prestige, ære, respekt… Hvordan vil de mon modtage vores brev?

Kultur er mange ting. Den bærer vores kommunikation og er forudsætningen for det hele, også fred. Hvis venskabsbysamarbejde har nogen betydning overhovedet, har afbrydelse af det også. Det tror jeg, at det har for russerne. Måtte vi snart kunne mødes igen i fred.