En hovedstad i provinsen

Jeg har svoret, at jeg ikke vil skrive mere – nogen sinde – om nogen limfjordsforbindelse, hverken den tredje eller syvende, for det ender altid på samme måde: ”Vest eller øst?” lyder spørgsmålet. Og så er der nogenlunde lige så mange for det ene som for det andet.

Det er næsten, som når børnene legede ”Bro, Bro, Brille” i min barndom. ”Hvad vil du helst have: æbler eller pærer?” lød spørgsmålet dengang.  Og skønt ingen vidste, hvem der stod for hvad, voksede de to broer bag hver af de menneskelige bropiller med nogenlunde sammen hast. Når alle børn til sidst var kommet i den sorte gryde, og trækningen fandt sted, kunne ingen forudsige udfaldet. Og nu er jeg så pludselig alligevel i gang, ikke for at skrive om infrastruktur, men for at skrive om det meningsløse i KUN at snakke infrastruktur.

Vi snakker enormt meget infrastruktur, men ikke ret meget indhold. Vi snakker Den tredje Limfjordsforbindelse, og vi snakker +Bus. Vi snakker cykelstier, selvkørende små busser, løbehjul  og elektriske havnebusser. Vi glæder os over tog til lufthavnen og over nærbanestationerne syd for fjorden, og vi vil gerne have flere stationer nord for fjorden.

Man skulle tro, at nordjyderne tilbringer deres tid med at piske rundt i kommunen. Det gør de muligvis også, men skulle vi ikke prøve at se lidt på, hvad de egentlig pisker rundt efter?

Aalborg er blevet en uddannelsesby. +Bussen skal sørge for, at de mange studerende og ansatte kan komme ud til universitet og universitetshospital i Aalborg øst.

Førsteklasses universitet

Det er fint, at de kan komme frem, men de skal komme frem til et førsteklasses universitet med det hele. Vi har måttet kæmpe hårdt for at få ”rigtig” jura og ”rigtig” medicin til Aalborg Universitet, og ikke ”bare” medicinske ingeniør - og juridisk merkantile uddannelser hertil.

Vi skal stadig kæmpe for flere ”rigtige” uddannelser.  Hvorfor har vi ikke teologi? Et universitet i en hovedstad har et teologistudium. Vi mangler i høj grad præster i Nordjylland og i hele landet for den sags skyld. Vi skal have teologi!

Og hvad med universitetshospitalet? Et universitetshospital i en hovedstad har mange specialer. Vi fik netop reddet børnecancerspecialet for vores universitetshospital, skønt vi er landets bedste til specialet.  Vi skal slås for vore specialer. Det skal vi først og fremmest for patienternes skyld, men dernæst for hospitalets og regionens skyld. De attraktive specialer gør det lettere at rekruttere og fastholde den gode arbejdskraft og virker som en driver for udviklingen.

Kunstneriske uddannelser

Vi savner kunstneriske uddannelser. Dem har vi næsten ingen af, skønt vi nu med stor succes og støtte fra Statens Kunstfond siden 2017 har drevet Aalborg Talentakademi, hvor særligt talentfulde unge gennem tre-årige kurser forberedes til de egentlige kunstneriske uddannelser inden for teater, musik og billedkunst.

Vi har en landsdelsscene, men ingen teaterskole. Det skal vi da have. Til enhver landsdelsscene bør der høre en teaterskole.

Vi vil ikke affærdiges med snak om, at der ikke skulle være volumen i Aalborg til det, eller at der ikke skulle være behov. Kunstneriske uddannelser kræver ikke stort volumen for at kunne opvise kvalitet. For eksempel optager Den danske Filmskole på sine uddannelser kun seks elever per årgang, og så optager alle otte uddannelser endda ikke elever hvert år.  I en hovedstad er der en teaterskole.

Vi havde engang et nordjysk musikkonservatorium. Det havde vi fra 1930 til 2010. Nu har vi kun en afdeling af Det jyske Musikkonservatorium, hvor flagstangen står i Aarhus. Det har medført, at vi stort set kun har de rytmiske musikuddannelser, men ikke de klassiske. Vi har et landsdelsorkester, og vi har et universitetsstudium i musikvidenskab. Tilmed har vi rammerne for det hele i Musikkens Hus. Har vi da helt glemt visionen om denne herlige treenighed? Vi skal have selvstændiggjort vores musikkonservatorium.

Et kunstakademi kunne vi sagtens etablere. Vi er bedre kørende end de fleste landsdele med hensyn til kunsthistorisk og akademisk viden og sagkundskab inden for området. Det burde være naturligt at opbygge en sådan uddannelse omkring Kunsten/Utzon, de øvrige statsanerkendte kunstmuseer og Aalborg Universitet. Sagt i al fredsommelighed, så kunne landets øvrige kunstakademier, ikke mindst Det Kongelige Danske, også godt trænge til et wake-up call.

Institutioner i hovedstadsformat

Engang var Limfjorden en transportvej i sig selv og en kilde til vækst. Nu adskiller den landsdele og vanskeliggør samhandel og samfærdsel.

Engang var Nordjylland porten til Norge og dermed midt i riget. Nu er Nordjylland en del af Udkantsdanmark, en del af provinsen, men med et stort, endnu uforløst potentiale.

Vi må kæmpe med næb og klør for alt, hvad der kan fremme væksten og understøtte udviklingen, og en god infrastruktur er afgørende. Der er bare lige en ting, det er væsentligt at huske på: Gode forbindelser er dobbeltrettede! De er ikke kun forbindelse, ad hvilke man kan komme TIL Nordjylland, men også forbindelse, ad hvilke man kan komme VÆK fra Nordjylland!

Vi slår os selv oven i hovedet, hvis vi ikke sørger for, at Nordjylland er et sted med noget, der er værd at komme efter.  Nordjylland er provinsen, og der er mange byer i provinsen, men kun én hovedstad: Aalborg.

Aalborg skal have institutioner i hovedstadsformat, og vi vil have dem alle!