I Region Nordjylland dyrker vi portrætkunsten. Det gør vi også i Aalborg kommune.
Derved forstås, at den afgåede/afgående borgmester eller regionsrådsformand skal have malet sit portræt og hænges op i den lokale ”hall of fame” hhv. i Rådhuset på Gl. Torv og i Regionshuset.
I regionsrådssalen hænger 4 portrætter af de 4 amtsborgmestre, som nåede at tjene landsdelen i den periode, hvor den kommunale strukturreform af 1. april 1970 holdt.
Fra 1. januar 2007 hedder chefen for det hele ikke længere amtsborgmester, men regionsrådsformand, og jeg erfarer til min store glæde, at den afgåede regionsrådsformand Ulla Astman ikke skal behandles ringere end sine amtsborgmesterforgængere.
Hun skal også portrætteres.
Jeg ved ikke, om der er nogen speciel maler i kikkerten, og jeg har ikke drøftet valget af maler med modellen selv; men jeg kunne forestille mig, at hun nok føler valget som et spørgsmål om valget mellem pest og kolera.
Ellers har hun det anderledes end sine to forgængere, for de kunne ikke rigtig lide tanken om at skulle portrætteres. Måske vover jeg mig ud i det indiskrete, når jeg nu siger det, men de fleste mennesker er bange for at blive portrætterede, for de er bange for kunstnere!
Nu er der jo noget særligt ved at blive ”taget af” i det hele taget. Hvem har ikke med gru betragtet resultatet af fotografens anstrengelser og spurgt sig selv: ”Ser jeg virkelig sådan ud? Jeg plejer da at være pænere i spejlet i badeværelset, selv om morgenen.”
Nu plejer selv den mest seriøse fotograf dog at være til at forhandle med, og gammeldags retouchering og nymodens photoshopping kan rette op på naturens manglende gavmildhed.
Dertil kommer, at selv om mange fotografer betragter sig selv som kunstnere, er de dog almindelige mennesker som vi selv. Vi har vel alle prøvet at fotografere.
Det er straks noget helt andet med malere. De er kunstnere. De ser verden med andre øjne end vi, og deres opfattelse af, hvordan et billede skal være, er tit ubegribelig. Kan man nu risikere, at man bliver malet med mørkegrøn ansigtshud eller øjet nede i brystlommen?
Når man ser et fotografi, kan man sammenligne med spejlet og vurdere, om man synes, det ligner. Med et malet portræt er det noget ganske andet, for hvordan ser modellen mon ud for kunstnerens blik?
Jeg var i sin tid involveret i valget af kunstner, da amtsborgmestrene Søren Madsen og Orla Hav skulle males. Jeg har hørt mange meninger fra mange sider om begge portrætter; men jeg ved den dag i dag ikke, hvad de selv syntes, da billederne blev afsløret.
Uanset hvad, ville jeg have forstået dem, hvis de havde sagt, at de ikke syntes, at det lignede. Det synes man kun, hvis kunstneren opfatter modellen på samme måde som modellen selv, og det forekommer sjældent.
Jeg kan godt forstå, at mange kunstnere ikke bryder sig om at få portrætopgaver og med tiden fravælger dem. Der er så mange interessenter, der skal tilfredsstilles. Der er modellen selv, naturligvis, men også familiemedlemmer, medarbejdere, sponsorer, offentligheden i vid forstand, hvis der er tale om en offentlig person.
I dette trafikkryds af interesser vil maleren gerne holde fast i sig selv og levere noget, han kunstnerisk kan stå inde for. Det må være svært.
Kronprinsesse Mary har netop fået afsløret et nyt portræt. Jeg er sikker på, at de fleste danskere vil synes, at det er godt. Det ligner hende, som vi ser hende. Vi må formode, at det også er sådan, maleren Jesus Herrera Martinez ser hende.
Kronprinsessen er sikkert godt tilfreds.
Der var ingen, der spurgte til Dronningens tilfredshed, da hun i 1996 blev portrætteret af Thomas Kluge. ”De har sandelig fået det hele med,” var hendes replik. Det må man sige, at han har.
Det er det mest ubarmhjertigt ærlige, men samtidigt så gribende portræt, der findes af Dronningen. En hverdagens heltinde, usminket, et liv på folkets nåde og barmhjertighed.
Dronningen må have haft storsind nok til at kunne se bag om egen forfængelighed og ind i kunsten, for siden har Thomas Kluge fået flere portrætopgaver for Kongehuset. Det er blevet til værker, som vil holde, og som vil blive holdt af.
At lade sig male er at udlevere sig selv. Det nødes vi til i mange af livets forhold; men at udlevere sig selv til en kunstner kræver noget særligt.
Tillidsforholdet mellem maler og model er af en særlig art, især hvis modellen ikke selv har valgt maleren, men er blevet ham eller hende påduttet af sponsor bag portrættet.
Usikkert må man gå ind i situationen og forlade sig på sagkundskaben, dem der ”har forstand på kunst.”
Vi ved jo alle, at kunstnere kan finde på de uhyrligste ting og slippe godt fra det, blot de kalder det kunst. Var jeg model, ville jeg sidde pænt stille til de mange forberedende fotos.
I mellemtiden, mens kunstneren arbejdede, ville jeg svæve mellem håb og frygt. Når endelig portrættet skulle afsløres, og det blev mig tilstået at drage det dækkende lagen bort, ville jeg forestille mig, at der blot viste sig en tom ramme, og at titlen var:
”Portræt af en fratrådt regionsrådsformand. Take the money and run. Version II.”