Politikere interesserer sig ikke for kultur.
Det er naturligvis et meget generaliserende udsagn, men lige så sjældent, kulturen kommer på valgplakater og bliver emner, når politikerne stiller op til debat, lige så sjældent er kultur og kunst på den konkrete politiske dagsorden i Folketinget.
De offentlige budgetter på kunst- og kulturområdet er også forsvindende små, at set fra et politisk synspunkt er der ikke så meget at tale om.
Men politikerne er også for dårlige til både at tale om kunst og kultur og til at forvalte dem. Oven i den manglende interesse, er der en slående mangel på kvalifikationer.
Det forstærkes af en holdning om, at enhver mening om kultur er gyldig, og at kunst er en smagssag. Begge dele er noget vrøvl. Ligesom andre politikområder begynder stillingtagen med indsigt.
Kvaliteten af den kulturpolitiske debat daler jo længere, man kommer ned i det politiske hierarki. Her kommer fordomme, udokumenterede påstande og manglende baggrund/historieløshed virkeligt på banen, ofte pakket ind i klicheer som var det en dansktopsang. Lokale perspektiver og ønsker og naturligvis de små budgetter blænder for visioner og vovemod.
Det gode eksempel er menighedsrådene, det nederste lag blandt de folkevalgte, hvor der ofte er strid med kunstnere, eksperter og menighedsrødder, når der skal indkøbes ny kunst.
Men også i laget over - kommunalbestyrelserne - er kompasset indstillet mod laveste fællesnævner, og man bliver helt træt, når politikerne igen og igen taler og skriver om kultur som "sammenhængskraft", "kit, der holder samfundet sammen", kunst som noget "der skaber forståelse mellem mennesker" og andet small talk.
Alt sammen tegn på, at de sjældent ved, hvad de taler om, hvilket naturligvis især ses i deres prioriteringer og de meget tilfældige diskussioner om, hvad man skal med kunst og kultur og hvordan.
Et frisk eksempel er fra det aalborgensiske, hvor fagfolk og kunstnere nyligt har gjort opmærksom på, at Kunsthal Nord har manglet en kvalificeret leder i lang tid. Hvis en professionel virksomhed pludseligt mistede sin direktør, ville man nok opdage det straks og finde en ny.
Politikerne har simpelthen ikke forstand på kunst og kultur. De anerkender ikke eksperter på områderne og betragter kunstnerne og de kulturelle ildsjæle som nogle, der bare hytter deres eget skind og derfor mangler troværdighed.
Hvad kan så gøre ved dét ud over at ønske det utopiske, at politikerne skaffer sig lige så meget indsigt i kunst og kultur som de gør i økonomi, når de skal drøfte næste års kommunebudget? Kulturlivet, som ofte fejlagtigt kaldes en "branche", har selv forsøgt at klæde beslutningstagerne bedre på.
For blot et par måneder siden introducerede Kulturministeriet Kulturens Analyseinstitut, der skal "sammenfatte, bearbejde og formidle aktuel og relevant forskning og viden fra ind- og udland, og samtidig have kapacitet til selv at gennemføre analyser, udredninger og undersøgelser".
Det lyder jo smukt og med skal, at nok er Kulturministeriet opdragsgiver, men idéen har været drøftet i kulturlivet, siden idrætten fik sit analyseinstitut i 2005 (med et budget, der naturligvis er større, end kulturens). Man må håbe, at det ikke bare bliver ved analyserne, men at der kommer beslutningsmæssig power og mere politisk bevågenhed som konsekvens.
Et andet initiativ, også fra kulturlivet selv, er Kulturmødet på Mors, der har eksisteret i godt ti år. Formålet med Kulturmødet var netop at kvalificere den danske kulturdebat, og det skete de første år mest mellem kulturfolk og kunstnere selv, uagtet at deltagertallet hurtigt voksede fra 6.500 til 30.000 årligt.
Medens politikerne flokkedes om Folkemødet tog det flere år at få dem til at rejse til Mors. Effekten af Kulturmødet i forhold til formålet er nok vanskelig at måle, men at kulturen er kommet mere på dagsordenen er evident.
Der er lang vej til en større politisk anerkendelse af kunst og kultur. Det er et meget lille skridt, at politikerne i de "lavere" lag i hierarkiet i agurketiden finder floskler om sammenhængskraft og kit frem og til en egentlig indsigt i og forståelse for kunst og kultur - naturligvis med flere penge som konsekvens.
Måtte der ske noget snart!