Boykot Rusland – men ikke alle russere

Ruslands invasion af Ukraine har betydet et opbrud i holdningerne på mange områder. Både i sportens og kulturens verden anses boykot af Rusland og russere nu som en helt naturlig ting.

Ingen taler længere om at adskille politik fra sport og kultur.

Det er spændende at se, at dette skred skete ugen efter afslutningen på OL i Kina. Her gik mange ind for politisk boykot, hvilket betød, at det officielle Danmark ikke deltog, mens sportsfolkene deltog. Holdningen til VM i Qatar er stadig uafklaret. I forhold til Rusland rammer boykotten tilsyneladende alt russisk.

Jeg er helt enig i den konsekvente og hurtige reaktion. Ruslands invasion af Ukraine er på alle måder uacceptabel og må bekæmpes og fordømmes. Derfor skal alle muligheder for at lægge pres på Rusland udnyttes.

Som formand for Aalborg Forsyning gik jeg straks i gang med at få droppet vores indkøb af russisk kul og var med til at træffe de nødvendige beslutninger for at sikre, at Aalborg Kommune ikke havde noget økonomisk eller officielt samarbejde med Rusland.

Vi suspenderede vores venskabsbysamarbejde med Rusland og vi opfordrede også til at droppe alt kulturelt samarbejde med Rusland.

Der er fulgt effektivt op på disse opfordringer. Russiske kunstværker er blevet fjernet fra udstillinger, russiske besøg aflyst m.v. Det er fint. Det er vigtigt, at man i Rusland tydeligt mærker konsekvenserne af denne invasion.

Men når Aalborg Teater opgiver at opføre Tjekovs "Ivanov". og når kendte russiske modstandere af Putin udelukkes, er der måske grund til at spørge, om vi ikke er gået for vidt.

Vi skal jo ikke udrense alt russisk fra vores kultur på grund af Putin og hans krig. Vi holder jo heller ikke op med at læse bøger skrevet af russere.

Set i lyset af den modstand, som invasionen af Ukraine har ført til i Rusland, burde vi måske begynde at diskutere, hvordan vi i civilsamfundet kunne opbygge forbindelser til de russere, som er kritiske over for Putin. Deres modige modstand er vigtig. I sidste instans er det dem, der skal fjerne ham.

Her kunne kulturlivet spile en vigtig rolle, men det forudsætter, at vi tør skelne mellem russere og russiske institutioner, som er tæt forbundet med Putin og hans regime og de russere, som er kritiske overfor ham og hans krig.

Det kræver, at vi tager stilling til om et samarbejde med russere er til fordel for Ruslands mulighed for at føre krig og/eller giver en økonomisk gevinst til Rusland – eller det kan styrke de kræfter i Rusland, som ønsker krigen stoppet og Putin fjernet.

For mig er det vigtigt, at skelner mellem det officielle Rusland og de institutioner, som er en del af dette og de russere, som bakker op bag krigen og invasionen på den ene side – og så de russere, som er kritiske over for Putin.

I forhold til de sidste grupper ville det være oplagt at søge øget kontakt og samarbejde.

Så på den en side er jeg glad for, at det nu står klart for langt flere, at der er en tæt sammenhæng mellem kultur, sport og politik.

På den anden side er jeg bekymret for, at vi glemmer, at lande er andet og mere end de politiske og økonomiske magthavere. Den erkendelse er nemlig vigtig, hvis vi skal skabe forudsætningerne for et opgør med Putin og verdens øvrige tyranner.