Ved en optagelsesprøve til musikkonservatoriet i 70'erne meldte sig et år en håbefuld ung dame, som gerne ville ind med sang som hovedfag. Hun blev hurtigt "hældt ned ad brættet" som man siger.
Året efter: samme dame, samme afslag - og året efter igen! En af de tilrejsende censorer sagde da til den lokale lærer: "Nu gider vi ikke høre hende igen. Hvis dét er sang, så vil jeg påtage mig at lære enhver kartoffel at synge, hvis jeg får tid nok".
Hændelsen aktualiserer begrebet "10.000 timer", som handler om, at det kræver mindst 10.000 timers øvelse før man bliver en god musiker, skuespiller, maler, danser etc.
Men er det nu nok? Hvad med talent? Kan man øve sig til det?
En anden historie handler om Pablo Casals, der siges at have været verdens bedste cellospiller. Han skulle have besøg af en journalist i anledning af mesterens 90 års fødselsdag.
"De må komme over middag for om formiddagen skal jeg øve mig", sagde han til journalisten, som selvfølgelig gjorde det. Første spørgsmål til Casals var: "Maestro, hvorfor øver De dog stadig?" og svaret var: "Jeg håber at blive bedre".
Jeg er ikke sikker på det, men det var vist den temmeligt arrogante Poul Reumert, der engang sagde til en skuespiller i garderoben på Det Kongelige Teater:
"De begyndte på 0 og har fordoblet Deres talent". Så var det sagt: manden var talentløs i Reumerts optik.
Konklusionen er nok, at uden talent går det ikke, uden hårdt slid heller ikke. Det ene kan ikke erstatte det andet, heller ikke hvis der mangler lidt i én af vægtskålene.
Et begrænset talent kan ikke opvejes af flere timers øvelse, og holder man ikke den tekniske side af sagen vedlige, rækker et nok så stort talent ikke til.
Øvetimer kan tælles, men hvordan måler man talent? Man kan, i hvert fald når det gælder musik, sætte nogle elementære, objektive kriterier op.
Hvis man er tonedøv kan man ikke have musikalsk talent. Hvis man af natur er uden kropslig sans for rytme heller ikke. Hvis begrebet samklang er ukendt land går det ikke.
Gehør, rytme og harmoni er så grundlæggende begreber for næsten alle musikalske genrer, at de er basis for talentet. Oven i kommer så en mængde subjektive elementer.
Kunstnerisk talent skal opdages og plejes tidligt, så det har muligheder for at udvikle sig. Historien er fuld af beretninger om "vidunderbørn", og det er for længst fastslået, hvor vigtigt det er netop at tage fat i det talentfulde barn og give det alle tænkelige muligheder for at udvikle sig.
Nogle steder i verden, f.eks. i Østeuropa og Kina, har man forstået dette, mindre i Vesteuropa. Det hænger måske sammen med en vis tradition for disciplin og autoritetstroskab andre steder.
Hvor mange 5-6 årige børn kan sætte anerkendte modne kunstnere til vægs, når det gælder teknik, er det så som så med det personlige, egentligt kunstneriske udtryk - det kræver menneskelig modenhed at udvikle. Alligevel er der næppe tvivl om, at det barn, der tidligt sættes til at mestre teknikken, også modnes tidligere kunstnerisk.
Derfor fik Nordjylland og et par andre steder i landet for 35-40 år siden det såkaldte MGK - Musikalsk Grund Kursus, der skulle fylde hullet mellem skole og konservatorium ud.
Det har været en ubetinget succes.
Det samme var Nordjysk Ungdoms Symfoniorkester, da det blev dannet for nogle år siden.
Nu er det ved at lide skibbrud på grund af pengemangel. Heldigvis ser det ud som om Aalborg Symfoniorkester med et nyt, lignende initiativ, tager udfordringen med børnenes og de unges musikalske udvikling op.
Men spørgsmålet er, om det er nok. I f.eks. Frankrig og Tyskland har man kunst og kultur på skoleskemaet allerede fra 0'te klasse. Man dyrker også det elitære langt tidligere, end man gør i Danmark.
Ligestilling betyder ikke, at alle skal behandles ens, men at den enkelte skal have muligheder for at udvikle netop det talent, han eller hun har.
Spørgsmålet er så hvor stor talentmassen egentlig er. Det fik billedkunstnerne et fingerpeg om, da den internationalt kendte museumsmand Lars Nittve i 1995 blev direktør for Louisiana kunstmuseet.
I et interview sagde han, at der i hans hjemland Sverige vel var 8-10 egentlige kunstnere. Så statistisk ville der så være 5-6 af slagsen i Danmark. Den provokerende påstand gumlede mange på, da de læste det.