Alt var bedre i gamle dage – også oprøret

Vibeke Gamsts klumme i sidste uge havde fokus på kunstnernes oprør i 60'erne og 70'erne. Her gennemførte Lene Adler og Bjørn Nørgaard flere happenings, som er gået over i historien: ”Uddrivelsen af templet/Nøgen kvindelig Kristus”, hvor Lene Adler Pedersen gik nøgen igennem Børsen og ”Hesteopfringen” er nok de mest kendte.

Det ser ud til, at Vibeke Gamst allerede den gang nærede en vis sympati for happeningerne/kunstværkerne og i dag ved vi jo, at Lene Adler Pedersen og Bjørn Nørgaard er dygtige kunstnere. 20 år efter aktionen i Børsen betalte det danske erhvervsliv Bjørn Nørgaard for at producere de gobeliner, om dronningen fik på sin 50 års fødselsdag og som nu hænger på Christiansborg.

Som bekendt er Børsen nu digitaliseret, men til gengæld er investorernes og spekulanternes magt over vores liv nok større end nogensinde.

Vietnamkrigen stoppede, men det gjorde den globale undertrykkelse og uretfærdige krige ikke. Så selv om disse happenings gjorde indtryk på mange og skabte et nyt rum for kunstnerisk udfoldelse, er det svært at sige, om de for alvor gjorde nogen forskel uden for kunstens verden. Til gengæld er historien om Bjørn Nørgaard et godt eksempel på, at kapitalismen har en enestående evne til at inkorporere oprøret og bruge det til at vitalisere denne.

Hvem ville være mest forarget

I dag er det sjovt at tænke på, hvem der ville have været mest forarget, hvis man i 1969 havde forudset, at Bjørn Nørgaard 20 år senere ville have produceret erhvervslivets gave til dronningens 50 års dag. Bjørn Nørgaard selv eller datidens konservative politikere?

Det gjorde jeg nu ikke. Dette var bare endnu en anledning til at konstatere, at min far var et gammelt reaktionært røvhul, der intet forstod. Godt nok var han ikke begejstret for spekulanterne på børsen og vel heller ikke nogen stor tilhænger af USA's krig, men at hesteslagtning og nøgne kvinder i Børsen skulle være kunst, som måske endda blev støttet at staten, det var næsten lige så absurd, som når DR insisterede på at vise absurd teater på Danmarks den gang eneste tv-kanal den ene gang efter den anden.

På den måde er der ingen forskel på reaktionen dengang og reaktionen nu, når unge kunstnere smider en gipsbuste Københavns Havn og det et nok for tidligt med sikkerhed at fastslå, at man også i fremtiden vil være enig med Vibeke Gamst og Bjørn Nørgaard i, at ”Hesteofringen” var stor kunst, mens ”bustemordet” kun var hærværk. Måske er det med kunst og hærværk som med had og kærlighed, at det kan kobles sammen i en underlig symbiose.

Kunst som forstås af folket

Udfordringen er nok snarere, at det er oprørske kunstneres skæbne, at de sjældent forstås af dem, de gerne vil være solidariske med. Det var som en reaktion på dette, at mange politisk bevidste kunstnere i 70erne fokuserede på at producere kunst, som kunne forstås af ”folket”. Det kom der meget godt og meget skidt ud af, men det er en anden historie.

”Hesteofringen” og ”bustemordet” handler grundlæggende om global uretfædighed.

Vietnamkrigen er gået over i historien. Den ophidser ikke længere nogen. Noget andet er den uforskammede påpegning af, at rigdommen i den vestlige verden oprindelig blev baseret på slaveøkonomien og imperialistisk udbytning af store dele af resten af  verden. Hovedsagelig baseret på en militær overlegenhed, som var udviklet i de utallige interne europæiske krige.

Det angriber jo hele den grundlægende opfattelse af, at vores rigdom skyldes vores egen dygtighed og overlegenhed. Vi er rige, fordi vi har det bedste og mest velfungerende samfund i verden. Så skal man jo ikke komme og sige, at det hele er baseret militær overlegenhed, slaveri og økonomisk udbytning af andre folk.

Forstår vreden

Jen kan godt forstå vreden, dette bliver mødt med. Men det er jo netop kunstens opgave at stille spørgsmålstegn ved de grundlæggende myter, vi baserer vores livsopfattelser på. Det kan ske talentfuldt og talentløst – og det er der andre, der er bedre kvalificeret til at bedømme end mig, selv om nutidens dommer ofte er blevet overrulet af eftertidens.

Derfor kan der sagtens være gode grunde til, at Det Kongelige Danske Kunstakademis rektor er blevet fyret. Det ved jeg ikke. Til gengæld bliver jeg bekymret, når den socialdemokratiske kulturordfører på Twitter roser fyringen af rektor med henvisning, at nu skal der gøres på med indoktrinering og ensretning på Kunstakademiet. Rigtig undervisning skal sættes i centrum. Det skal være slut med ”bustemord” kan man forstå.

Ministeriet skal ansætte en leder, der kan sikre, at den ”statslige” opfattelse af, hvad der er alsidighed, kunst og undervisning kommer i højsædet.

Her var der ingen borgerlige politikere der talte om socialdemokratisk magtfuldkommenhed.

Når det kommer til stykket er liberale synspunkter ofte isoleret til den yderste venstrefløj. For os bliver svaret aldrig snævrere statslig styring af uddannelsesinstitutioner for kunstnere.