Når jeg snakker med medarbejderne i AKKC, bliver huset til tider omtalt som ”en gammel dame”. Det er kærligt ment, for vi elsker alle vores snart 70-årige gamle hus. Kaldenavnet fortæller lige så kærligt en historie om, at vi har en erfaring og en styrke, der kun kommer med alderen. Men det viser i endnu større grad, at vi har en forståelse for, at vi skal bruge vores styrke til at bevæge os – vi må ikke stå stille og blive ”en støvet gammel dame”.
Kulturmæssigt har den gamle dame altid slået armene ud. Hun har kunnet rumme alt lige fra vilde ståkoncerter til det lille børneteater. I 1973 tog hun Gasolin til sig og lod Aalborgenserne få rock og rul, men for meget alkohol og ”speciel tobak”. Politimester Nyborg meddelte dengang, at det betød en bandlysning af datidens beat-koncerter i to år.
48 år senere, hvor kalenderåret læser 2021, står en af Danmarks største DJ’s, Martin Jensen, pludseligt på taget af husets scenetårn. Halvanden million mennesker kigger med, mens lys og fyrværkeri tordner afsted over den gamle dame og den skønne Aalborg by. Hun er blevet lidt ældre, måske lidt klogere, men vildskaben er stadig til at føle på. Hun kan stadig svinge hofterne.
Plads til at kulturbørnene vokser
Når hun inviterer indenfor, er der altid plads. Det Lille Teater rummer knap 300 siddepladser, Europahallen rummer nemt 800 og skal du have det helt store værelse, får Aalborghallens 3000 stående tilskuere stadig de små hår til at rejse sig. Du behøver ikke være vokset op hos den gamle dame – hun er en gæstfri sjæl med plads til alle – men det er fantastisk at se en kunstner vokse op. At se et talent, der nervøst slår første tone an på husets mindste scene, selvsikkert indtage Aalborghallen og få husets bonede gulve til at klistre i fadøl og dansetrin få år senere. Hun elsker de unge og hylder de gamle. Sådan skal det være.
Kulturprofilen har altid været vigtig for AKKC. Det er her, vi kan give gæsterne nogle helt unikke oplevelser. De er hjerteblodet og en stor grund til, at vi stadig kan trække i danseskoene.
Det er vigtigt, at damen tilbyder en smukt tilpasset kulturbuket til gæsterne. Hun kan rumme det – det har hun altid kunnet. Men kulturprofilen er også planen for, hvilke blomster der skal i buketten. Med vildskaben i behold, og et evigt ønske om at bevæge sig, er det derfor blevet vigtigt at den gamle dame tør gå en tur i kulturhaven. En tur langt forbi det lille læhegn af det-vi-kender og det-vi-plejer.
Selvfølgeligt skal hun plukke noget af det, hun kender, på vejen, men hun må aldrig lade sig tage til takke med det nemme valg. Hvad hun tror er en mælkebøtte, viser sig måske som en solsikke en dag. Buketten skal stå skarpt. Men det er også tid til at være både kreativ og eksperimenterende – endda modig – når der plukkes kulturblomster til gæsterne. De fleste sælger vel som de plejer. Nogle sælger måske bedre. Og nogle af dem sælger måske slet ikke.
Det er okay. Hun ved det godt, hun har prøvet det før – og blomster har det bedst, når de kommer frem i lyset.
Jeg vil gerne danse, du gamle
De var vilde i ’73 og vi er modige i ’21. Hun glemmer ikke hvor hun kommer fra.
Til januar står unge kunstnere som Per Vers, Katinka (billedet) og Bisse og giver deres hyldest til afdøde Benny Andersen. Det sker i hendes største hjerterum og hun er stolt over at kunne hylde de gamle ved at give de unge plads. Martin Jensen er kravlet ned fra scenetårnet, men vender stærkt tilbage til den gamle dame i november. Gammel men aldrig støvet. Jeg glæder mig til de mange ting vi kender og til at prøve alt det, vi aldrig har gjort før.
Kulturbuketten skal rumme alting, også de vilde blomster. Og når hun rækker hånden ud, tager jeg den, rejser mig fra stolen og danser med.
Vil du have et ugentligt nyhedsbrev fra os?
I så fald skal du skrive en kort besked med din email-adresse til: