Spisekort kan være morsom læsning. Særligt maskinoversættelser til turistmålsprog kan byde på overraskelser.
På de Canariske øer bruger man f.eks. at lave meget saltede kartofler, og de kaldes lokalt papas arrugadas. ’Arrugadas’ betyder rynkede, for sådan ser kartoflerne ud, når de koges med en masse salt. Men da blikket faldt på den engelske udgave af spisekortet, stod der: ’Wrinkled popes’.
Man ser det for sig.
Et gennemgående træk i særligt engelske menuer kan være en kilde til undren. Oksekød, siger vi på dansk, men det hedder beef – ikke noget med cow eller oxe her. Man kan have svært ved at finde kalvekød på sådan en menu, for man er nødt til at vide, at det ikke hedder calf, men veal, når man skal spise det.
Samme fordobling eller forbistring gælder for andre typer kød. Dyret hedder pig, men lad være med at bestille pulled pig, for det hedder jo pork. Skulle man komme ud for det lidt sjældnere lammekød, er englænderne også leveringsdygtige: Det hedder sheep, når det går på fire ben, men mutton på menukortet.
På den måde har det engelske sprog lidt flere gloser end det danske. Faktisk har en engelsk ordbog stadigvæk flere ord i sig end en tilsvarende dansk, og det skyldes de mange indvandrende stammer, der i århundredernes løb har taget deres mange ord med over på øerne.
Både beef, veal, pork og mutton stammer fra fransk, som normannerne indførte efter erobringen af England i 1066.
Som danskere har vi ikke så mange ord, så vi må simpelthen lære, at dyret hedder en ting, hvis det er levende, en anden ting, hvis det serveres.
Sådan gør man f.eks. også på spansk, hvor en fisk hedder pez, når den svømmer i havet, men på menukortet pescado. Det er sådan set den samme fysiske ting, men den hedder det ene, når den findes i naturen, og noget andet, når mennesker har forarbejdet den.
Det er en lignende forskel, vi finder i det ganske almindelige danske ord ’træ’. Måske kan læseren huske, at hun som 8-årig eller lidt senere begyndte at forstå, at træ og træ var to ting.
På engelsk er der jo de to gloser tree og wood. Træet som plante i naturen hedder the tree, mens træet som materiale hedder wood. Vi kalder begge dele ’træ’, men kan også bruge ordet ’ved’ om det sidste.
Spanierne kalder træet i skoven for arbol, men vedet, det man bygger af, brugstræet, det hedder madera. På nabosproget portugisisk hedder materialet madeira.
Det betyder altså egentlig ’træ’ som materiale, men ordet har spredt sig lidt. Når man lagrer den rigtige vin på de rigtige egetræsfade, bliver resultatet den bekendte hedvin af samme navn.
Man kan altså drikke madeira, og det produkt har ovenikøbet givet navn til den øgruppe, vinen kommer fra.
Ordet materiale stammer fra latin og er sjovt nok i familie med ordet for mor, mater. Hun hedder noget lignende på næsten alle de europæiske sprog, og hendes betegnelse har at gøre med det engelske make, det tyske machen og det danske mage, dvs. udsagnsord, der betyder noget med at lave, at frembringe.
Det er jo også, hvad mor gør, hun frembringer, hun laver hele tiden noget, om det så er mad, tøj, børn, hygge eller kultur.
Materia betyder stof, og det bliver et vigtigt videnskabsord i middelalderen og fremefter. Det betegner dels den fysiske kvalitet ved noget, dvs. det formløse stof, som udgør verden, men som skal formes, før det kan erkendes. Det har filosofferne tænkt længe over. Og dels benyttes det også til at betegne det emne eller den sag, der er tale om, den materie, der drøftes.
Det bliver på engelsk til matter, som med tiden finder mange forskellige anvendelser. Tænk bare på ’What’s the matter?’ eller ’It don’t matter if you’re black or white’. Også i det folkelige sprog kommer ordet i brug; man kan stadig finde ældre danskere, der bruger ordet ’materie’ som synonym for pus eller betændelse.
Vi har en del fremmedord fra denne rod, mest brugt er nok materiale, materialist, materialisme og materiel. En materialist er enten en tænker, der går ud fra den fysiske verden som vigtigere end ideerne (sådan en materialist er en ikke-idealist), eller han er en forretningsmand, der sælger forskellige stoffer.
Materialisme er idealisternes kritiske betegnelse for det at gå for meget op i ting, og materiel har igen to betydninger: Det materielle er det ikke-åndelige, når man taler filosofi, men det er jo også et ord, der bruges om noget ganske praktisk, f.eks. det tekniske tilbehør, man kan rydde sne med.
Ad disse og sikkert flere underlige veje kan man spore en helt central lyd vidt omkring. Det viser sig, at begge ord i overskriften faktisk stammer samme sted fra, selv om meningen ikke lader sig mærke med det.