Det er mørkt nu. Det har været mørkt længe. Et langt og dybt mørke, der strækker sig igennem gaderne, ind ad vinduerne i husene og ind i vores hjerter. Vintermørkets lune og hyggelige mørke er det ikke, men et uvant mørke skabt i tomrummet efterladt af pandemien. Normalt er sang, glæde, selskab og nærhed sværdet der løftes mod vinterens mørke. Men normalt er død, og sværdet ligger i stykker. At stimle sammen og finde hinandens hænder til håndtryk og kram er blevet et minde om svundne tider, og håbet om fremtidige aftaler forventes næsten at brydes af telefonopkald om symptomer.
Eventyr starter dog ofte med modgang, og selvom salene står tomme i kulturinstitutionerne, er lyset tændt. Det er også hvad jeg oplever i min daglige færden i Aalborg Kongres & Kultur Center.
Husets store åbne rum, ellers fyldt med mennesker, snak og smil er svundet ind til sporadiske arrangementer og små enklaver på de administrative gange og driftens kontorer. En gang imellem står oplevelsen af et vellykket arrangement dog som et lys i mørket, men selv her er omverdenens tilstand dog svær at slippe fra. Den omverden og dagligdags trummerum, jeg normalt søger ind i kulturen for at lægge i baghovedet. Håndtrykket er blevet et vink og smilet er tildækket af polyester og bomuld. Fællessangen er forbudt og klapsalverne tøvende.
Tørstig efter kultur og mennesker
Jeg tørster. Vi tørster. Efter at omgive os med mennesker og give muligheder for grin, gråd og at finde hinanden. Så da Aalborg Karneval ville holde årets Horror Night i de mørke, og mildest talt uhyggelige, gange under AKKC, var det som en kold fadøl i Sahara.
Åbningsdagen kom. Vi var klar. Zombier, djævle og andre gespenster kravlede langs rørene i kælderen. Billetterne var solgt, folket var klar på at grine, skrige og mærke noget igen. Og så tonede nyhederne frem på skærmen: ”Nye Restriktioner i Nordjylland” var overskriften. Og vi bukkede os, aflyste, faldt på knæ og øllen flød ud i sandet og forsvandt. Årets store skurk havde sejret før eventyret var begyndt. Historien var ovre. Eller var den?
Fra asken til ilden
Som en fugl Phønix rejste arrangørerne sig fra asken samme aften. Aalborg Karneval greb stumperne af sværdet og fik samlet byens smede. Og der blev smedet! Aldrig har jeg oplevet et fællesskab som i den sidste måned. Der blev trukket lamper, kabler, lysnet og mandskab fra nær og fjern. I Kildeparken hænger lys fra Europahallen i træerne, over alléen mod Vesterbro er lysnet fra Kennedy Arkaden og Karnevallets egne stjerner blinker smilende til de gående gæster. Park og Natur går rundt i skumringen og tænder hundredvis af levende lys hver søndag i advent.
Og dér var det. Lys i Mørket. En måde at skabe samvær for byens borgere på, uden at skulle forcere regler og restriktioner. En måde at give til borgerne på, som vi så længe måtte være foruden.
Tårer og smil
Jeg hørte i dag en af Kildeparkens gæster fortælle, at hun gik en tur i parken i søndags med tårer i øjnene. Hun kunne ikke huske at have oplevet den stemning i Aalborg før.
Måske har vi alle glemt den. De glade, de legende, de grinende og de krammende, alle oplyst i mørket af byens fællesskab. Det er dét vi som arrangører og institutioner skal huske. Fællesskabet, følelserne og mennesket.
Tørsten efter frit samvær er noget vi deler, men lige nu stinker byens fællesskab af en tur på den lokale.