For et par uger siden var jeg mentor til Mutation Week - en tværkunstnerisk vækstlagsfestival her i Aalborg. Et fantastisk initiativ! En masse forskellige unge kunstnere var sat sammen i grupper hvor de fik en uge til at lave en performance som skulle vises frem nede på værftet i Vestbyen.
Jeg var meget glad for opgaven og havde et helt klart billede af, hvordan jeg skulle gå rundt og kloge mig og hjælpe de unge mennesker med at lave noget fed kunst.
Jeg har sjælden følt mig så overflødig. Som en eller anden ældre nisse gik jeg rundt og bankede på og tilbød min, for dem ukendte, ekspertise. Alle tog venligt imod mig og modtog høfligt mine tips og tricks, men de fleste var allerede fuldt flyvende. Det, de var igang med, var superambitiøst og superkomplekst. De gjorde det bestemt ikke nemt for sig selv. Og det var helt sikkert heller ikke deres intention. Her handlede det ikke om tips og tricks eller om at løse en opgave - men om at udforske noget. Meget inspirerende, selvom jeg kun forstod halvdelen. Jeg tænker jo ellers på mig selv som en forholdsvis eksperimenterende kunstner, men jeg følte mig ret gammel da jeg gik hjem.
Dem over 40 år: Kedelige
Da jeg kom ud fra instruktøruddannelsen på Teaterskolen, var jeg 29 år. Jeg syntes, at de fleste over 40 var kedelige, bagudstræbende og bange. Jeg var sur over, at de aldrig var klar til noget nyt, men bare holdt fast i deres måde at gøre det på. Jeg lovede mig selv højt og og helligt, at jeg aldrig ville blive sådan; jeg ville være en åben, modig og en ikke-dømmende voksen.
Mange år senere kan man så modvilligt erfare at det ikke kommer af sig selv. Det er nemmest og dejligst at arbejde med folk fra sin egen generation, folk man kender. Vi kender hinandens måde at arbejde på og vi har nogenlunde samme smag. Hvilket jo i øvrigt også den rigtige og bedste smag! Vi har jo brugt 20 år på at arbejde os frem til noget vi synes fungerer og er fedt, vi topper jo nu! Men jeg kan jo godt se at den måde at tænke på kan virke en smule bagudstræbende og bange.
I denne her sæson har jeg hyret et ungt makkerpar til en af forestillingerne, en instruktør og scenograf som lige er færdige på teaterskolen. De tænker på en helt anden måde - både omkring den kreative proces og omkring selve forestillingen. Det er lidt urovækkende… men hold kæft hvor er det også skægt. Hver gang vi har holdt et møde er jeg helt oppe og køre. Nu starter de snart prøver på teatret, og jeg håber af hele mit hjerte, at jeg kan leve op til mit løfte: At ikke blive et fossil som siger “vi plejer at gøre det på den her måde…” men at kunne træde til side og lade noget nyt vokse frem. Måske ikke for at udrydde os over 40… men for at udvikles sammen.
I samme tanke har vi startet et projekt på Teater Nordkraft med partnerskoler. Vi laver jo en masse ungdomsteater - men hvornår har man egentlig sidst snakket med en teenager?
Nu har vi et forløb hvor en masse unge mennesker kommer til workshops, samtaler, prøver, forestillinger osv. Det starter i næste uge og jeg er dødsens bange for at ikke slå til. Men værre ville være at ikke forsøge. Vi håber på at kunne gi dem et inspirerende udgangspunkt at se teater fra. Til gengæld håber vi at de vil gi os en indblik i hvordan det er at være dem! At de vil forvirre os, overraske os, og en dag - overgå os.