At danse limbo under stregen

Jeg havde tænkt at skrive om inspiration denne gang. Syntes det var passende her i genåbningstiden. Men… lige nu sidder jeg og venter på Coronatallene for Vor Frue sogn (hvor Teater Nordkraft ligger). Vi har lige fået en varsling fra kommunen om, at vi er uhyrligt tæt på nedlukning. Det er ganske få promiller, der afgør det.

Tallene offentliggøres klokken 14.

Det er ikke ligefrem inspiration, som strømmer gennem kroppen.

Efter sådan et år her skal man sgu lede lidt i skuffen efter den - den gode inspiration. Jeg har ligefrem skrevet det ind i min kalender, at jeg skal finde den. “Krea“ står der. Det betyder, at jeg skal være kreativ. Mindst en time om dagen. Nogle gange to. Gudhjælpemig.

Her må jeg ikke svare på mails. Eller tale om hjælpepakker. Eller svare på mails om hjælpepakker. Og slet ikke bekymre mig over om folk vil bruge deres coronapas på et teaterbesøg.

Børnehaveværksted

Krea.

Jeg skammer mig lidt over ordet. Tænker på et børnehaveværksted. Tænker - at jeg kunne fundet på noget mere kreativt. Tænker - at det ikke burde stå i min kalender, fordi resten af personalet jo kan se min kalender.

I går sagde en kollega til mig: Jeg kan se, du ikke kan holde et møde der, for du har jo krea-tid. Gad vide hvad de tror, jeg laver i min krea-tid?

Det er også et godt spørgsmål. So far har jeg ikke lavet noget som helst. Jeg har faktisk krea-tid lige nu. Men det eneste, jeg kan tænke på, er at finde svaret på spørgsmålet: Hvordan kommer vi tilbage til normalen? Til en ikke-undtagelsestilstand?

Normalen er bare en drøm

En kollega sagde til mig i morges, at måske er normalen bare en drøm. Og måske skal den forblive en drøm. Ville vi ikke dø af kedsomhed, hvis alt bare var normalt?

Det tænker jeg var det dejligste, nogen har sagt længe. Og faktisk ret inspirerende. Leve på kanten af afgrunden…. lidt Lady Gaga - agtigt. Jeg tjekker min skærm. Stadig ingen udmelding. Hmmm… måske bare lidt normal havde været dejligt.

Måske skulle jeg lave en liste over ting, som inspirerer mig.

De sidste uger har jo trods alt været ret fantastiske, med genåbning og to premierer.

Selvom det var lidt grænseoverskridende at møde publikum igen. At nu skulle nogen faktisk se, hvad det var vi lavede. Og bedømme det!

Man var jo blevet helt vant til bare at gå og gemme sig.

Men da jeg kom over den værste angst og blufærdighed, kunne jeg jo selvfølgelig også mærke rusen.

Og den helt store glæde ved at dele ud og få tilbage. At blive bekræftet I, hvad kunst kan. Hvordan den kan røre ved folks hjerter og ruske om i deres sind.

Jeg tjekker min skærm igen.

0,12 procentpoint fra lukning

Tanken om endnu en gang at skulle ringe til folk og aflyse er helt ubærlig. Jeg prøver at få noget ned på listen: Jeg bliver inspireret af…. man må ikke sige rødvin.… hmm. Jeg går lige ned på Azzurra og køber en pizza.

30 minutter senere: Vi klarede den! Vi dansede limbo lige under stregen. 0,12 procentpoint fra nedlukning.

For et år siden havde vi aldrig kunnet forestille os, at vi kunne blive så lykkelige bare for at få lov at arbejde.

Som vi sad der, hele teateret samlet rundt skærmen og ventede på udmeldingen, fik jeg lidt følelsen af at være med i en verdenskrig. Mange mennesker, tæt sammen (vi er jo testede) omkring en radio i en bunker. Lidt overdramatisk måske… men det er vel en arbejdsskade.

Krea-tiden er slut for i dag. Men i morgen: Da hæver de incidensgrænsen til 600 - så der tror jeg sgu, den kommer. Inspirationen.