Da fjernsynet kom frem i 1950'erne blev det spået, at det ville blive biografernes død. Jovist fik biograferne nogle hårde år, men de kom tilbage. Biograferne og publikummerne.
Men kan vi nu spå, at coronaen bliver kulturlivets død? Nok næppe, men der er mange kulturelle udbydere, der ligger vågne om natten. For udstillingsstederne mangler gæster. Biograferne mangler gæster. Teatrene sukker. Koncertsalene har tomme sæder. Festivaler går konkurs inden de overhovedet åbner. Tingene er ikke, som de plejer.
Muligvis kan krigen i Ukraine også være grund til at folk går mindre ud og oplever kultur. Det har boostet corona-effekten. Det er nok svært et beregne.
Hvad gør folk så, nå de skal have det kulturelle kick? Ja der bliver i hvert fald streamet tv-serier og film som ingen sinde tidligere, omendskønt streamingtjenesterne også sukker. Netflix har krise, abonnenterne falder fra. Til gengæld er antallet af streamingtjenester støt voksende. For kun få år siden var der én udbyder - Netflix - i dag er der mange. Og folk har jo ikke råd til at følge alle. Der skal vælges. Men først og fremmest skal der jo fravælges. Det er måske lidt træls for Netflix.
Som alle andre streamer jeg også. Jeg binger som det hedder på nudansk - altså ser flere afsnit ad gangen. Det er derfor, jeg nu tillader mig at spå en smule: tv-serier er ikke kommet for blive.
Nåja - det er nok en lige lovlig kæk konstatering, så jeg må hellere straks tilføje et forbehold: De er ikke kommet for at blive i deres nuværende form.
Problemet med serierne er, at publikum er umætteligt og vil have flere. Derfor bliver serierne mere og mere tarvelige. Altså forstået som stedse billigere at producere målt på prisen per minut. En tv-serie, der har sit naturlige leje på seks afsnit af 40 minutter, ender snildt som 10 afsnit af 60. Og vupti har du skabt mere end dobbelt så meget indhold for de samme penge.
Opskriften er ligetil: Den hedder gentagelser.
Hold nu op hvor er der mange gentagelser. Hvor er der mange resumeer. Hvor er der mange teasere til kommende afsnit. Hvor er der mange scener, der er alt for lange. Hvor er der mange indendørs scener lavet i et billigt studie med et par statister, der står og ryger i et hjørne, spiser på restaurant, slås om ingenting eller diskuterer alting. Alene anbragt lige der for at trække tiden. Eller naturbilleder hvor der panoreres hen over smukke steder i en uendelighed, afløst af et nærbillede af en agerhøne.
Og nej: Du får aldrig en producer til at indrømme, at det er anbragt der for strække elastikken. Men for mig ser det åbenlyst ud. Det ligner en ren tilståelsessag.
Jeg skal naturligvis også være så fair, at jeg slet ikke mener, at det er alle tv-serier, der er sådan. Der er guf derude. I det - meget beskedne - omfang DR laver tv-dramatik, er serierne oftest uden for mange gentagelser. Der er lidt flere gentagelser i dramatikken fra TV 2 - som jo altså også har overhalet DR i forhold til antallet af producerede timer. De mange tv-serier som DR laver til DR 3 har også rigeligt med gentagelser, teasere, resumeer og hvad ved jeg.
Men jeg er træt af gentagelserne på tv. Ikke kun på streamingtjenesterne. Ikke kun inden for dramatik. Det gælder også dokumentarudsendelser, som trækkes i det uendelige. Bare tag DR's efterhånden ganske fallerede koncept "Kontant", som rast væk varer 40-45 minutter. De historier kunne fortælles på fem. minutter.
Måske er det håbet for kulturlivet, jeg netop har ridset op her og nu. For vi stakkels kultur-forbrugere kan da ikke i længden nøjes med at se gentagelser på tv - på trods af at tv-skærmene efterhånden er på størrelse med små børneværelser.
Jeg tror, at vi trænger til mere intense oplevelser. Jeg tror, vi trænger til at komme ud. For der sker masser af spændende ting derude. Måske ikke lige i aften, hvor sensommeren og rosé-vinen på terrassen truer på den lækreste måde. Men om kort tid, når temperaturen falder og dagene bliver kortere. Så er vi nødt til at give tv-skærmene en fuckfinger og komme ud til alle de andre for at nyde kultur med alle de andre. Det kan betaler sig. Jeg garanterer...