Skip to main content
Rød stue/Blå stue - de kulturpolitiske klummer

Nye og gamle kulturvaner

En af de nyere trends inden for kulturen er udendørs lysudsmykning. Vi ser det i Aalborg ZOO med den smukkeste julebelysning kreeret af Lars Jeppesen og senest samarbejdet mellem Aalborg Karneval og Aalborg Kongres og Kulturcenter med lysopsætningen “Lys i Mørket”.

Julebelysningen i ZOO fik desværre i år en alt for kort sæson pga. coronaen, men heldigvis er udsmykningen blevet forlænget, og med genåbningen af de zoologiske haver pr. 16. Januar er der en ny mulighed for at opleve den smukke lysvandring gennem haven. Det kan varmt anbefales.

I Kildeparken midt i Aalborg har Aalborg Karneval og Aalborg Kongres og Kulturcenter sammen skabt en smuk lysudsmykning, der blev indviet i starten af januar måned. Her vil du frem til den 30. Januar blive mødt af smukke lysopsætninger i forskellige farver i Kildeparken, der lyser både træer, parkens sø og bygninger smukt op i mørket. Lysfestivallen fandt for første gang sted i 2020.

Lyset bryder mørket i en tid, hvor dagene er korte og vejret trist. Samtidig symboliserer lyset, at der selv i en mørk tid kan være lys. Det tror jeg vi alle i disse dage har rigtig meget brug for at føle. For årstiden og undtagelsestilstanden med de dagligt titusinder af nye corona-smittetilfælde gør hverdagen tung og uforudsigelig. Stort set alle sociale arrangementer, konferencer, koncerter og fester aflyses på stribe - og ofte i allersidste øjeblik med beskeden; aflyst pga. coronasmitte.

Det er trist for os som mennesker og vi vænner os efterhånden til at leve et liv med helt andre vaner. Vaner, der gør, at vi er mere hjemme og i højere grad mødes med få mennesker, dropper koncerter, arrangementer og lignende - for de bliver jo alligevel nok aflyst, og vi har efterhånden fundet andre måder at bruge vores tid på. Med kronede dage for Netflix, HBO Max, Viaplay etc.

Men hvad betyder det mon for kulturen på den lange bane?

Fremtidens kulturvaner

Fra kulturinstitutionernes ledelser analyseres og granskes på livet løs. For billetsalget nu og her er udfordret, og billetter købes i allersidste øjeblik, fremfor i god tid forud for et arrangement. Det gør det vanskeligt at disponere og vanskeligt at planlægge, og kulturaktørerne må ofte tage store og økonomisk risikofyldte chancer. Det er en situation, det er svært at navigere i, og forhåbentlig får vi meget snart mere normale tilstande igen, hvor præmissen for kulturaktørerne bliver nådig.

Samtidig må man spørge sig selv, om vi som kulturbrugere kommer til at ændre vaner mere permanent efter denne meget lange coronaperiode, eller om vores nye vaner - med mindre kultur - skal ses som en overgangsperiode?

Fremtrædende adfærdsforskere er heldigvis optimistiske og forventer, at vi inden for en overskuelig periode vil finde tilbage i de gamle vaner - hvor vi i god tid forud for en koncert, show eller lignende køber vores billet og længe glæder os til oplevelsen. Gamle vaner, hvor kulturudbuddet nærstuderes og er en helt naturlig del af at planlægge sin hverdag og sine weekender hen over året.

En ting er dog ganske vist: Kulturen beriger vores liv. Så lad os huske hinanden på at finde tilbage i de gamle kulturvaner allerede nu, hvor kulturinstitutionerne igen åbner for de mange gode kulturelle oplevelser, som vores landsdel byder på.

Bevar optimisme og glæd dig.

Arkiv