Hele 4 timer kunne vi som online publikum følge Martin Jensens onemanshow: Me Myself Online. Med teknikere kravlende rundt i stilladserne for at sikre lyd og lys i topklasse og krydret med periodiske fyrværkeriindslag blev vi tryllebundet under hele koncerten.
Viewet hen over vores smukke by kunne følges med hjælp fra opsendte droner og gav os alle en følelse af at være til koncert med en international stjerne og med vores egen by som scene. En fantastisk oplevelse og en oplevelse af at feste sammen med tusindvis af andre aalborgensere.
Stay-at-Home koncerten var et rigtig godt eksempel på den nytænkning, der kan komme af en lang periode med nedlukning af vores kulturliv. En kæmpe ros til Aalborg Kongres & Kultur Center og teamet bag for at kaste sig ud i så stort og modigt et projekt. Det kan kun kvitteres for med den dybeste respekt og beundring.
Men også Musikkens Hus har i høj grad vist, at de kan tænke både nyt og stort. Onlinekoncerter med store navne som Mads Langer og Katinka er sendt ud i æteren på det seneste, og mange tusinde har siddet hjemme i stuerne og nydt deres yndlingskunstnere. Tilmed ganske gratis.
Live vaccine-musik
Derudover har Musikkens Hus vist spændende tiltag, hvor livemusikken er kommet ud til de ventende på vaccinationsstederne og på den måde skabt en god stemning omkring en ellers alvorlig og trist situation.
Kulturen er på mange måder en livsnerve for os - både i gode tider, men også i udfordrede tider.
Netop de mange nye projekter og tiltag, som vi har set vores kulturinstitutioner barsle med på det seneste, er med til at kickstarte kulturlivet efter coronanedlukningerne.
Vi bliver nemlig mindet om, hvor utrolig meget vi har savnet dét, at kunne tage til koncert, og det at feste eller hygge sammen. Og på den måde får corona-vanerne ikke lov at fortsætte, når vi igen kan møde fysisk op til arrangementer, koncerter, museer og meget andet.
Tak til vores aktive og nytænkende kulturliv i det nordjyske for at tage handsken på og finde nye måder at formidle kulturen på.
Rød stue/Blå stue - de kulturpolitiske klummer
De kulturpolitiske klummer skrives på skift her tirsdag af Maja Torp (V), Jørgen Andersen (SF), Vibeke Gamst (K) og Per Clausen (EL)