Fællesskab på tværs af niveau, genrer og kunst

Det er ingen hemmelighed, at jeg - ligesom mange andre mennesker - er enormt afhængig af fællesskaber.  Jeg finder en kæmpe glæde, når jeg er sammen med venner, og hvis vi så putter lidt sang ind i ligningen, så er der intet, der kan slå mig ud.

Jeg har altid følt mig meget mere som mig selv, når jeg befinder mig i kor-sammenhænge, og det er uanset, om jeg er korlederen, korsangeren eller tilskueren.

Men her på mine “gamle” dage er jeg begyndt at tænke over, hvad det egentlig er, jeg synes, der er så fedt ved at arbejde med kor - for nu har jeg trods alt været i gang i 18+ år, og jeg synes stadig, at det er nyt, uigennemsigtigt og spændende stort set hver dag.

Vidt forskellige mennesker kan skabe noget stort sammen

I virkeligheden handler det om, at fællesskabet bliver utilregneligt, fordi man ikke ved, hvad de andre gør omkring en, og det kan skabe nogle rigtige spændende situationer og resultater.

Det må være derfor, at improteater, jazz-jams og kunstneriske fællesskaber er begyndt at fylde mere og mere i det aalborgensiske bybillede.

Jeg bliver ofte inviteret til events, hvor forskellige kunstnere vil prøve at skabe noget sammen - ikke nødvendigvis et fælles fysisk resultat, men en fælles oplevelse med hver deres udgangspunkt.

Det, synes jeg, er enormt interessant og givende, for man kan virkelig aldrig vide, hvad man får serveret.

Typisk kender jeg til én af udtryksformerne, da det ofte er musik og/eller teater, og så er jeg allerede blevet mødt i min interesse, for så derefter at blive kastet ud i dans, poetry slam, samtidsmaleri og meget, meget mere.

Det er en måde, hvorpå man kan finde nye ting at holde af, som man enten ikke kendte til i forvejen eller man i hvert fald ikke havde oplevet i forvejen.

Fælles kunst, forskellige mennesker

Noget, jeg er begyndt på inden for de senere år, er at lave fælleskoncerter med kor. Både med mine egne og med andre korledere og deres kor ligeså. Det er en af mine yndlingsformer for koncerter!

Der er selvfølgelig det indlysende aspekt i det, at så skal man ikke stå med alt det praktiske selv, hvilket nogle gange kan være trættende og drænende.

Men det giver mig altid et smil på læberne at se flere med samme interesse finde sammen og blive overvældet af, hvordan et kor kan lyde, når der pludselig er 80 stemmer i stedet for 20 og en ny klang, fordi de nye stemmer præger den fælles klang.

Det er en lærerig proces for alle sangerne, for de, der er dygtigst, får pludselig en kasket på, hvor de skal udvise større ansvar og sikkerhed i musikken, og de mindre dygtige har noget at se op til, så de er nødt til at mande sig op og give den alt, hvad de har.

Jeg kan kun på det dybeste opfordre til at finde fællesskaber, kombinere fællesskaber og grundlæggende lader sig selv opleve noget, som man ikke på forhånd ved, om man kan lide.

Jeg vil i hvert fald glæde mig til at lave koncerter i foråret med flere af mine kor på samme scene!