Skip to main content
Sprogklumme

Mad og snak

Der er ting, man ikke længere spiser. Klummeskriveren kan f.eks. overhovedet ikke få familien med på hverken hjerte eller lever. Barndommens smagsoplevelser kommer nok aldrig til at gentages, og så må man leve med det.

Som barn fik vi ellers tit indmad af forskellig slags. Det var traditionel mad på landet, men det var jo også godt for både sundhed og bæredygtighed, at man undgik madspild.

Der var dog en enkelt undtagelse, for min far satte foden utvetydigt ned, når det gjaldt tunge. Han ville ikke spise noget, andre havde haft i munden, som han sagde.

Glæden ved kalvetunge har altså skullet opøves senere, og selv om det smager godt, har retten aldrig opnået samme betydning, som erindringen om hjerter i flødesovs eller stegt lever kan spille på.

Tungen er den eneste muskel i menneskekroppen, som kun er fæstnet i den ene ende. Tænkte du, der var flere, er det din egen fantasi, der vandrer på afveje.

Hos de højere primater er tungen frigjort i en såd...