Da jeg i sommeren 2011 sad på mit kontor i krydset mellem ingenting og ingenting oppe i Vendsyssel og udtænkte konceptet til Kulturmødet, var jeg nok så begejstret for idéen, at jeg ikke tænkte stort på dens bæredygtighed og nytteværdi flere år frem.
I år har Kulturmødet så 10 års jubilæum, og der er basis for at stille spørgmålet: nytter det noget?
Da Marianne Jelved var kulturminister døbte hun Kulturmødet ”den nødvendige diskussion”, og det er jo smukt, men det svarer jo ikke på spørgsmålet om nytteværdien.
Når man ser, hvordan corona-krisen håndteres kunne man få den tanke, at kunst og kultur ikke synes at være en nødvendighed for mange danske politikere. I øvrigt modsat mange andre europæiske lande som England, Frankrig og Tyskland.
Et af formålene med Kulturmødet var ellers at pege på denne nødvendighed og en væsentlig del af målgruppen var politikerne. En del af dem er da også flittige deltagere på mødet, men slet ikke i samme omfang, som på Folkemødet, som i sin tid var mit stikord til at skabe Kulturmødet.
Jeg havde besøgt Folkemødet på Bornholm i 2010 og der konstateret, at kunst og kultur fyldte lige så lidt de dage i juni - som i den politiske hverdag. Derfor mente at jeg at kulturen burde have sit eget folkemøde, som den så fik i 2011 – med 6.500 deltagere (bevidst ikke kaldet publikummer eller gæster).
Den ene af de fire søjler, der udgør Kulturmødet hed i mit koncept Symposium, men kom til at hedde det mere naturlige Samtale.
Under devisen samtale, der fører til samarbejde, tænkte jeg, at et kulturliv, der står samlet, har større indflydelse, end ét, der er præget af at ramme kunsten ind i institutioner inden for bestemte kunstarter. At erkendelse og udnyttelse af fællesnævnere er mere givtigt, end en evig kamp om politikernes gunst og dermed støttekroner.
Fra begyndelsen var dannelse og uddannelse – og dermed børn og unge – et af de mest betydelige udgangspunkter. Ud fra en forestilling (og erfaring fra udlandet) om, at kunst og kultur skal ind med modermælken, hvis den skal kunne bruges i det enkelte menneskes stadige dannelse af sig selv. Kun sådan indser man, hvor livsnødvendig disse fænomener er.
Kulturmødet var fra begyndelsen en succes - i hvert fald kvantitativt. Fra det første års 6.500 deltagere steg antallet støt de kommende år og i 2018 var det vokset til 25.000.
Kulturlivets organisationer, institutioner og enkeltpersoner tog det også hurtigt til sig og bakkede imponerende op både med deltagelse, men også med ressourcer.
Desværre er politikernes engagement ikke fulgt med. Uden at have kendskab til konkrete tal er det mit indtryk, at de kulturinteresserede politikere, der efterhånden kom på banen de første år, er de samme, der kommer i dag.
Det er ganske simpelt ikke så attråværdigt at deltage i Kulturmødet som i Folkemødet. Og det på trods af at vi ret hurtigt fik medierne med både som spejlere af mødet og som arrangører.
Ud over deltagertallet voksede mødet også i omfang år for år. Fra første års 12 samtaler til næsten 300 samtaler fem - seks år efter.
Den kunstfestival, der er en anden af Kulturmødets søjler, kaldet Oplevelse, voksede samtidigt, så Nykøbing Mors hver august - i 48 timer - formelig vrimler med musik, billedkunst, teater, litteratur, film etc. Alt i og omkring Kulturmødet voksede, og gør det vist stadig, men hvad med idealerne, indholdet, kvaliteten?
Allerede i mine år som medudvikler og deltager i ledelsen, d.v.s. til og med 2018-mødet, gjorde jeg igen og igen opmærksom på nogle fundamentale fejl, man begik allerede fra begyndelsen.
Bl.a. fordi man målte succes i tal, og for mig skal Kulturmødet sammenlignes med et kunstværk. Som bekendt er kvadratmeteromfanget af et maleri ikke udtryk for dets kvalitet. En symfoni eller film bliver heller ikke bedre af at vare fire timer og ikke en enkelt.
Jeg var naturligvis ovenud tilfreds med den store tilslutning, men mener, at man har set sig blind på tallene og tabt nogle grundlæggende idealer fra det oprindelige koncept på gulvet.
Kulturmødet er en national begivenhed, der foregår lokalt var et slogan fra begyndelsen. Det blev tolket sådan, at man tog kommunalt ejerskab over mødet, med Region Nordjylland som en afgørende medspiller.
Succes’en betød, at Morsø begyndte at lancere sig selv som kunstø og kulturø, hvad den ikke er og næppe bliver. Værre var det, at lokal- og regionalpolitikere så at sige hackede mødet, og når jeg råbte vagt i gevær, blev jeg mødt af tavshed.
Fra begyndelsen mente jeg, at mødet skulle organiseres selvstændigt, uafhængigt af politik og politikere. Ganske vist etablerede man sig som selvejende institution efter nogle år, men bestyrelsen er fyldt med politikere og alt for få fagfolk, som jeg anbefalede.
Den lokale dominans, imponerethed af den kvantitative succes, nervøsitet for økonomi og manglende forståelse for, hvad kunst er og kan, fik kvaliteten til at dale støt.
Morsø burde koncentrere sig om sin rolle som vært (som den spiller glimrende) og ikke blande sig i indhold, men det insisterede man på.
Det betød f.eks. at de første års princip om, at samtalerne skulle redigeres stramt og ikke mindst at kunsten i oplevelsesdelen skulle kurateres, blev valgt bort for at spare og blev lagt i hænderne på folk uden den nødvendige ekspertise.
Bl.a. undertegnede hvis kompetenceområde især er musik – jeg måtte også tage mig af andre kunstformer. I de seneste år har man etableret sig med en slags bookingsystem, hvor kunstnere og institutioner tilmelder sig online med deres værker.
Det samme på Samtale-området hvor man allerede i min tid begyndte at uddelegere drøftelserne til kulturinstitutioner, medier, fonde etc. med den følge, at programmet blev svært at overskue.
I de første år anbefalede jeg et årligt tema. Det var man ikke interesseret i – alligevel kom det vistnok fjerde år. Det samme med forslaget om et advisory board, som jeg fik lov til at lege med, selvom man fandt det unødvendigt.
Da man så i ledelsen, hvad jeg fik samlet sammen af koryfæer og kendisser, var man pludseligt fyr og flamme. Men boardet bruges ikke som det var ment og fungerer mest som en slags kransekagefigur.
Kulturmødet varer 8.760 timer og kulminerer på Mors i 48 timer. Sådan lød et andet slogan, der skulle realiseres gennem en søjle, der blev kaldt Optakt.
Meningen var, at der rundt om i landet skulle afholdes ”mini-kulturmøder” året rundt for derigennem at gøre opmærksom på kunst og kultur og kvalificere samtalen på Mors.
Nogle år gik det godt – med snesevis af arrangementer på højskoler, museer m.v. og sågar møder i Berlin, Rom, Paris, London, Island m.m. med derboende danskere og internationale kulturfolk.
Den idé blev også slugt med henvisning til manglende økonomi, men dybest set fordi Morsø mente, man havde nok i de 48 succestimer i august. Det var der selvfølgelig også mere omsætning i.
Det oprindelige koncepts fjerde søjle havde tæt forbindelse med Optakt-programmet. Meningen var, at Dokumentation, som søjlen hed, skulle opsummere de mange samtaler både rundt om i landet og på Morsø i en slags ”grønbog”, der i modsætning til en hvidbog, ser fremad.
Det blev realiseret de første år, men så blev det pludselig tolket som ”evaluering”, og man brugte enorme beløb på at hyre eksterne bureauer, hvis formål var at dokumentere deltagertal, tilfredshed, medieomtale m.v. Efterhånden gled selve indholdet i baggrunden og forsvandt helt.
Er Kulturmødet en succes? Ja, det er født til at være det, fordi idéen var rigtig og kom på det rigtige tidspunkt. Fordi tilslutningen af samme grund var bemærkelsesværdig fra begyndelsen.
Og ikke mindst fordi mange gode kræfter i kunst- og kulturlivet støttede initiativet og lagde helt afgørende menneskelige og økonomiske ressourcer i det. Kulturmødet skal nok bestå i én eller anden form, for det har vist sig at være og bære det, Marianne Jelved kaldte ”den nødvendige diskussion”.
Set fra mit synspunkt, som naturligvis er den kritiske, måske lidt sentimentale ophavsmands, er succes’en dog betinget og mere til stede på trods af, end på grund af.
Kort sagt: det hele kunne være endog meget bedre, hvis de nævnte forhindringer ikke var blevet lagt ud. Det er en påstand, nuvel, en subjektiv vurdering og der er sandsynligvis stadig stor tilfredshed med mødet. Men mest fordi man ved, hvad man har og ikke hvad man kunne få.
Tilbage står det afgørende spørgsmål: nytter det?
Det er svært at vide, hvilken betydning Kulturmødet har for dansk kunst og kultur, for den løbende kulturdebat og for selve udviklingen af dette livsnødvendige område.
Det bliver ikke mindre svært af, at man forsøger at måle succes i et excel-ark. Personligt tror jeg ikke mere, at det har den store betydning. Men det giver mange mennesker nogle oplevelser, og kunstnere og kulturfolk kan forkæle og bekræfte sig selv og hinanden 48 timer i udkanten af riget.
"Kulturmødet 21” foregår i år i tre "kapitler", og det første begyndte i går med tankegangsarrangementer, hvor Kulturmødet inviterer på kulturelle gåture i selskab med kendte kunstnere og kulturpersonligheder. Det er gratis, men kræver tilmelding på: kulturmødet.dk/tankegang.