Kulturpolitikken har fået helt nye muligheder

Coronatiden har for alvor udfordret samfundet og individerne på alle niveauer. Vi er blevet tvunget til at leve et helt andet liv, end det vi hidtil har kendt.

Specielt har evnen og kompetencen til at forandre tilværelsen været sat i spil. Sociokulturelle institutioner har været lukket ned, og vi skal hver især vælge andre måder at leve vores liv på. Vi har haft masser af tid til at reflektere over tilværelsen, og om vi lever det liv, vi gerne vil leve.

Kulturpolitik og udvikling af kulturpolitik har været sat på stand by, og det har primært handlet om størrelsen af hjælpepakker og overlevelse for alle kulturområderne.

Sport, musik, kunst, teater, museer etc. Der kæmpes nu en hård kamp for overlevelse, og opgaven er nu for alle at være i stand til igen at vise sit værd og sin berettigelse. Intet er givet længere. Folk har fået nye vaner og en ny adfærd, tvunget af omstændighederne.

Hvordan får man folk tilbage i teatret, på stadion, i svømmehallen, på museet, i biografen, på galleriet?

Start på en frisk

Først og fremmest handler det for mig at se om, at vi bruger den tvungne og pålagte nedkøling til at starte forfra og nu benytte anledningen til at få sat kulturpolitiske diskussioner og visioner på den politiske og samfundsmæssige dagsorden.

Politikerne - både nationalt og lokalt - har gennem alt for mange år betragtet det kulturpolitiske område som et lavprioriteret sekundaområde, hvor ikke mange politikere og politiske partier har turdet eller evnet at igangsætte kulturpolitiske debatter.

Ja, er der nogen derude, der kan fortælle mig, hvornår vi i Nordjylland og Aalborg sidst har diskuteret, hvad vi vil med vores kulturinstitutioner? Hvilke er vigtige? Hvilke kan vi ikke undvære? Hvilke mangler vi?

Indimellem er der et pip om, at vi bruger for mange penge på Musikkens Hus eller Symfoniorkestret, eller at vi ikke prioriterer nicheområder, børne, ungdomskultur, det interkulturelle etc. Men meget debat bliver det ikke til.

Et par dage i Nordjyske og så er den pot ude.

Hvor er ildsjælene

Nej, jeg mangler at mærke politikere, kunstnere og aktive indenfor kulturområderne går all in og vedholdende vise, at man vil kæmpe for det, man tror på.

Hvis jeg kigger ned i de kommunalpolitiske programmer - som nu er brandaktuelle op til kommunalvalget - står der kun lidt om kultur.  Masser af værdiord og masser af overordnet lirum larum snak. Ikke mange konkrete forslag.

Hvor jeg dog savner partier og politikere, som har en kulturpolitisk sag, som han/hun går til valg på og vil kæmpe for. Hvornår har vi sidst haft sådan en politiker eller et parti, som har prioriteret det kulturelle område?

Underligt egentlig - fordi mange undersøgelser viser - at borgerne i høj grad prioriterer gode kulturelle muligheder og tilbud i en kommune.

Forandring overalt

Coronaen har åbnet vores øjne for, at alting lynhurtigt kan forandres.

Familierne har fået et andet liv. Vi har aldrig været så meget ude i naturen, ude at gå og ude at cykle.

Vi har lært vores lokalområde at kende ud i alle hjørner. Miljøet har fået det meget bedre. Vi har fundet ud af, at vi ikke behøver at forbruge og købe så meget. Vi behøver ikke at køre så meget etc. etc.

Vi er med andre ord begyndt at tænke nyt og anderledes.

Alt dette kan bruges i en kulturpolitisk genrejsning og i en igangsættelse af nye kulturpolitiske dagsordener.

Man kan håbe - at nogen med kærlighed til kulturen - griber de nye muligheder.