En revolution med The Beatles

I denne weekend kan der udbryde revolution. Og jeg har glædet mig vildt til at det endelig er kommet dertil. Det er nemlig på disse dage, den 25., 26. og 27. november 2021, Disney+ starter streamingen af Peter Jacksons’ godt 6 timers lange dokumentar, fordelt på tre afsnit, om The Beatles indspilning af blandt andet "Let It Be". Den hedder "The Beatles: Get back". Jeg er klar!

Indspilningen af "Let It Be" er gået over i historien som rammen for et slagsmål mellem de fire beatler, der på det tidspunkt havde forskellige ambitioner og ønsker til både den konkrete plade og til fremtiden.

En opfattelse der ikke mindst blev grundlagt af den oprindelige film om indspilningen, redigeret og filmet af Michael Lindsay-Hogg, og vist i maj 1970 som "Let It Be". På et tidspunkt, hvor The Beatles i praksis og formelt var gået i opløsning.

Filmen er altså blevet til på et tidspunkt, hvor man søgte efter grunde til, at et af de bedste pop-bands skulle gå i opløsning, efter at have været aktive på pladefronten i sølle ni år, og hvor de havde nået at lavet 13 albums.

Albums der stort set alle havde sat nye standarder for pop- og rockmusik.

Men netop opløsningen af the Beatles blev det filter eller de briller, man så bandets seneste aktiviteter igennem. Derfor havde filmen fokus på trætte ansigter, skænderier, uoplagte optrin og mere i den dur. Ikke nogen opløftende oplevelse, men på det tidspunkt en umiddelbar bekræftelse af, at der åbenbart ikke var mere i The Beatles.

Bestil af The Beatles

Filmen blev til på bestilling fra The Beatles.

Man havde mere eller mindre besluttet, at man ville prøve at spille live igen. Og som optakt og reklame til det, ville man lave en tv-film, som skulle vise, hvad The Beatles havde gang i.

Derfor fik fotografer fri adgang til at filme alt, hvad Beatles lavede i begyndelsen af 1969.

Det blev til 50-60 timers film og endnu mere lydbånd. Og det er i denne kolossale bunke råfilm, Lindsay-Hogg fandt bekræftelsen af, at The Beatles var uden inspiration og slidt op.

Der var imidlertid noget, der ikke stemte. Det er der stadig.

Hvis man kikker på The Beatles' udgivelser kan man se, at efter de første pop-orienterede plader kom der for alvor gang i opfindsomheden og de rigtigt gode sange med "Revolver" fra 1966.

Efter at The Beatles havde besluttet at lægge koncerter på hylden. I øvrigt af ret mange gode grunde. Først og fremmest fordi ingen kunne høre musikken, når første publikum gik amok. Hvad de gjorde hver gang. Det kunne datidens lydanlæg ikke for alvor overvinde.

Med "Revolver" havde Beatles lært at bruge studiet som andet og mere end et sted, hvor man indspiller sange. Nu blev der eksperimenteret med teknik, instrumenter og lydbilleder.

Tænk eksempelvis på "Eleanor Rigby" og "Tomorrow never knows". Den kreative proces var opadgående, hvilket blev til ikke mindre end de 14 gode sange, der udgjorde "Revolver".

St. Peppers Lonely Hearts Club Band

Men Beatles var også ramt af sin egen skygge. For herefter skulle det jo helst blive endnu bedre. Det var nærmest Beatles' kontrakt med publikum: Når nu vi ikke spiller live, så er det fordi, vi kan give jer meget bedre musik på vores plader.

I et forsøg på at slippe ud af denne spændetrøje opfandt man derfor et nyt orkester.

Nemlig St. Peppers Lonely Hearts Club Band, der forsamlet til Beatles begravelse gav den en ekstra skalle, støttet af datidens og fortidens kendte ikoner, bl.a. Bob Dylan, de unge og ’udstoppede’ voksdukker The Beatles, Gøg og Gokke, Marilyn Monroe, Karl Marx osv.

På St. Pepper lavede Beatles billeder med lyd, tekst og musik. Ikke mindst lyd.

 En skelsættende udgivelse der førte til endnu et forsøg på at vriste sig fri af sin egen skygge, nemlig en helt nøgen udgivelse – uden dikkedarer og uden pomp og pragt. Bare de simple sange med alt hvad de kunne rumme musikalsk.

En udgivelse der knapt havde en titel, men man kunne dog mærke navnet på pladens forside – "The Beatles". Et dobbelt album med en masse opfindsomme og energiske pop- og rocksange på.

Måske var det en plade, hvor de fire medlemmer var hinandens studiemusikere, men hvis man hører en af de senere års mest interessante Beatles udgivelse, nemlig "The White Album" med The Esher Demos, kan man få et meget givende indblik i den indbyrdes forståelse og musikalske energi, der kendetegner The Beatles på dette tidspunkt.

Det er virkelig en oplevelse!

Live igen?

Herefter kommer man til et nyt skelsættende tidspunkt, hvor The Beatles endnu engang skal genopfinde sig selv. Og denne gang med en ambition om at spille live igen.

I hvert fald er det Paul McCartneys ønske, som de andre medlemmer lidt nølende måske har nikket ja til. Og det er som optakt til nye koncerter, man vil lave en ny plade og ovennævnte tv-film.

Sådan gik det ikke. Det ved alle. Det blev bare til en enkelt koncert, uden publikum, på taget af Apple-bygningen i en frokostpause.

Musikalsk var der masser af energi, og man diskede skiftevis op med sange, der både fandt vej til "Let It Be", til "Abbey Road" og til sange på de første soloalbums fra beatlerne.

Det var altså endnu en kreativ proces, der blev åbnet for i 1969, og det er forhåbentlig den, Peter Jackson har fanget med den lange dokumentarfilm, "The Beatles: Get back".

At det så stadig er i en kaotisk proces, er der heller ikke tvivl om. Man fik aldrig bundet trådende endeligt sammen på "Let It Be".

Selv om Glyn John lavede et råt mix af pladen, som godt kunne fungere, og som er blevet tilgængeligt på den nye udgivelse med seks cd’er af optagelser til "Let It Be".

Man lod Phil Spector polere og samle trådene, som så blev til Beatles sidste udgivelse, og som udkom i 1970, selv om den er indspillet før "Abbey Road" (1969), hvor George Martin igen fik lov til at producere.

 Filmen blev som nævnt heller ikke til det, man havde drømt om.

Selv om den faktisk modtog en Oscar for bedste Original Sound Score. Jeg har stadig en ussel dvd kopi af den, og må indrømme at den ikke er særlig slidt.

Men nu sker der noget. Hvad jeg har dristet mig til at kalde for en revolution:

Med Peter Jacksons dokumentarfilm "The Beatles: Get Back" bliver der åbnet for et indblik i The Beatles kreative processer. Håber jeg.

For vejen hertil har været spændende. Både med rå optagelser fra St. Pepper, The Esher Demons, og med optagelser fra indspilningen af "Let It Be". Jeg er klar. Med et glas rødvin og spidse ører!

Selvfølgelig kan jeg blive skuffet. 6 timers dokumentar uden handling kan godt gå hen og blive en langgaber. Men jeg tror det ikke. Det bliver en revolution, der åbner for nye perspektiver på fænomenet The Beatles.