For et par uger siden var jeg afsted til Vejgård Lægehus for at få en influenzavaccination. Venteværelset var godt fyldt, ældre og yngre, nogle med mundbind, andre uden.
En mor sad tålmodigt med sin lidt utålmodige dreng på skødet og ventede på at komme til. Deres samtale gik på, om de nu kom ind til den læge, som den femårige søn syntes bedst om.
Inden jeg fik enden på den historie, blev jeg kaldt ind. Af med jakke, trøje og skjorte og vupti var jeg et stik bedre beskyttet i venstre skulder. Det hele tog vel tre – fire minutter.
Så var det tilbage og vente 15 minutter i venteværelset for at se, om stikket havde udløst uhensigtsmæssige reaktioner.
Der er tyst og stille i sådant et lægeventeværelse,
Vi sidder hver og især og grubler over vores eget. Rigtig mange tjekker mobilen, og så lød det pludselig med klar barnestemme fra den femårige:
- Det gik hurtigt.
- Ja.
- Hvad gjorde lægen ved dig?
- Jeg fik et stik, så jeg ikke får influenza – bliver forkølet og syg.
- Hvad hedder du?
- Bent.
- Hvor gammel er du?
Her måtte jeg rose venteværelsets unge journalistiske medarbejder for hans velformulerede og ganske direkte spørgeteknik. Det hører sig til i ethvert godt interview, at man også får oplyst alder på den interviewede.
- Jeg er 67.
Kort pause fra den femårige.
-Du ser godt ud!
Det var ikke alene mig, men hele venteværelset, der fandt behag i den replik. Der blev trukket på smilebåndet. Pludselig var vi sammen om noget. Der en fortravlet formiddag i et venteværelse.
Du kender det godt. Det der med, hvor meget mindre vi rent faktisk taler sammen. Altså det med at henvende sig til et fremmede medmenneske. I toget, bussen, på gaden eller hvor vi nu støder ind i nogle.
Der jo rent faktisk ofte er der af samme grund, som du selv er. Togene havde kupeer i gamle dage. Med siddeplads til 6 - 8. Der kunne man tilbringe timer sammen og falde i snak med mennesker, du aldrig tidligere havde mødt.
På tværs af sociale skel, arbejde og status. I toget var vi alle lige og vores mening og holdning lige gyldige. Ikke ligegyldige.
De halvandet år med corona og pandemiens lurende trussel, har tvunget os i isolation. Fra venner og familie. Men generelt taler vi mindre sammen. Mobil, I-pad, de sociale medier – alle kræver de hver dag vores opmærksomhed og tid.
Men vores konstante opmærksomhed og fokus på at være på, fjerner os også fra hinanden.
Indtil én bryder igennem og spørger – hvem er du? Eller som det lød engang på Klosterkroen, da en værtshusgæst kom ind.
- De ser mig ud til at være en brav mand. Sæt Dem ned, og lad os høre en historie fra Deres hjemegn.
Netflix, tv og streaming har haft voldsom vækst i coronatiden, men bliver jo som oftest nydt og fordøjet derhjemme. Kulturlivets store aktører kan meget og finder hele tiden nye veje og indtjeningsmuligheder.
Men vi skal passe på med ikke at isolere os – gå nu ud og hør musik, tag i biografen og teatret, tjek Kunsten og gallerierne. Vi her på sitet tror på, at kulturlivet på mange måder er den samfundslim, som holder os sammen.
Når vi oplever den sammen, deler vores indtryk og følelser, og de tanker som kunsten sætter i gang.
Fordi netop kulturen – den bedste af den – altid har nysgerrigt fokus på, hvad der nu sker lige nu og her omkring os. Kunsten kan jo noget ganske særligt, når den er bedst.
På ganske forførende vis skildre hvordan andre har det. Hvordan deres liv er blevet formet og måske på mange måder er anderledes, end det vi selv lever og har oplevet. Men samtidig giver den forståelse for, hvorfor de gør, som de gør.
De udstødte, de hjemløse, indvandrerne, men også de velbjærgede, de rige og de mægtige.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at denne skribent også er skyldig i et mangeårigt, langvarigt misbrug af skønlitteratur. Bøger kan nemlig sætte os i andres sted, så vi forstår medmennesket indefra, og her på falderebet skal lyde en varm anbefaling til efterårslæsning.
Af en ganske anderledes, men også berigende bog. Den iranske forfatter Rodaan Al Galidi modtog i 2011 EU’s litteraturpris for sin lille roman “Autisten og brevduen”.
Bogens hovedperson Geert er autist. Han tager alt for pålydende og opfatter sproget ganske bogstaveligt. Så når hans mor siger, at han skal gøre en pige våd, før han har sex med hende, kaster han en spand vand på pigen.
Geerts mor er i øvrigt ganske alkoholiseret. Gert er resultatet af en fest i et faldefærdigt skur. Her blev røget flittigt med joints. Geerts mor var 17 og ved ikke, hvem af drengene i skuret, der er far til hendes barn. Faktisk blev hun gravid med et sugerør!
Bogen vil med garanti give dig indblik og forståelse for autistens både usædvanlige og uskyldige sind.
Tid er en kostbar vare og skal ikke spildes med ligegyldigheder. Den lærdom kommer efterhånden til én. Måske med alderen. Så kast dig ud i kulturlivet og bliv klogere på både dig selv og medmennesket.
Portrætfoto: Lars Horn