Coronaen og den upassende kultur

Udenfor mit vindue glimter Vesterbros asfalt vådt, og regndråber pisker vandret gennem lyskeglen fra den blæstdinglende gadelampe midt over vejbanen – dér, hvor Limfjordsbroen overtager trafikken fra min bys funkis-hovedgade. I baggrunden lyser tv-skærmen blåt, og statsminister Mette Frederiksen har lige budt velkommen til endnu et af sine berømt/berygtede pressemøder, hvor landsmoderen vil meddele os rigets tilstand. Men jeg sænker de corona-trætte skuldre og de mentale parader: Ja, ja. Mette. Vi har forstået. Det hele går ad helvede til, og restriktionerne forlænges til og med den 17. januar. Vi er lagt i social benlås og må forberede os på at sende nytårsraketterne op i en udsigtsløs grå himmel over Limfjordens krappe bølger, ledsaget af et fromt ønske om at 2021 umuligt kan blive værre. Men man har sine tvivl. Selvom ærmet er brættet op, overarmen blottet og parat til at modtage det lille stik, der vil være første skridt på vejen tilbage mod en ny normalitet. For den gamle kommer ...