Udenfor mit vindue glimter Vesterbros asfalt vådt, og regndråber pisker vandret gennem lyskeglen fra den blæstdinglende gadelampe midt over vejbanen – dér, hvor Limfjordsbroen overtager trafikken fra min bys funkis-hovedgade.
I baggrunden lyser tv-skærmen blåt, og statsminister Mette Frederiksen har lige budt velkommen til endnu et af sine berømt/berygtede pressemøder, hvor landsmoderen vil meddele os rigets tilstand. Men jeg sænker de corona-trætte skuldre og de mentale parader: Ja, ja. Mette. Vi har forstået. Det hele går ad helvede til, og restriktionerne forlænges til og med den 17. januar.
Vi er lagt i social benlås og må forberede os på at sende nytårsraketterne op i en udsigtsløs grå himmel over Limfjordens krappe bølger, ledsaget af et fromt ønske om at 2021 umuligt kan blive værre. Men man har sine tvivl. Selvom ærmet er brættet op, overarmen blottet og parat til at modtage det lille stik, der vil være første skridt på vejen tilbage mod en ny normalitet. For den gamle kommer aldrig tilbage.
Denne præambel er naturligvis en omvej frem mod målet med denne nytårshilsen, men omveje er desværre blevet nødvendige, for at man kan holde det hele ude. Man må lige gå en omvej for at huske, hvordan det var. Hvor godt det var. Den hverdag, som Dan Turèll så smukt og enkelt besynger i sit langtidsholdbare digt om at holde af hverdagen.
I min hverdag er kultur en fast bestanddel. OK. Jeg er med på, at kultur kan defineres endog meget bredt. At en tur på Hjallerup Marked er kultur på det absolut folkelige plan. At fodbold er kultur. På samme måde som en kunstudstilling eller et teaterstykke er det. Men i sin grundsubstans er kultur det dyrkede. I modsætning til natur, som jo bare er der.
Og aldrig før har det dyrkede, kulturen, været så betydningsfuld for mig som i det annus horribilis, vi nu tager en kærlighedstømt afsked med. 2020 har slæbt sig afsted med restriktioner, formaninger, indskrænkninger og nedlukninger, og som gode samfundsborgere har vi lydigt bøjet nakken og sluttet op i de tavse geledder, der marcherede i folkesundhedens tjeneste. Med et ”fuck dig, Corona”, ud ad mundvigen.
Hjemme, omsluttet af de fire vægge, har bøgerne været min daglige balsam. Hvad enten det har været faglitteratur (Per Stig Møllers fremragende fortælling om ”Sommeren 1945”) eller en medrivende skønlitterær tour de force (Maren Utthaugs ”En lykkelig slutning”). At forsvinde ind i en bog er og har altid været en uforglemmelig oplevelse. Som Covid-19 har forstærket.
Musikken er også altid tæt på. Dels er der samlingen af cd´ere, hvor Tom Waits og Van Morrison altid har noget vægtigt at fortælle, og så er der streamingen, som fruen tager sig professionelt og smertefrit af.
Den ny med Bruce Springsteen, ”Letter to you”, om det USA, vi elskede før Trump, og danske Claus Hemplers ”Kuffert fuld af mursten” med den forårslette og blåhimlede poesi: ”Jeg elsker dig lisså højt som alleen er lang”. Man skæver drømmende ud ad vinduet og op over broen og ser en lystsejlermast passere de lodretstående broklapper, der bremser køen af blanke biltage i skinnende nuancer. Der dyttes utålmodigt i solskinnet.
Men der mangler alligevel noget. Ikke medierne, for jeg er storforbruger af radio, tv og aviser. Og de fylder endnu mere i Coronaens kvælertag. Nej. Det, der mangler, er oplevelsen. Det fysiske, at kulturen materialiserer sig som det, den også – og måske først og fremmest – er:
Det, der bringer os mennesker fysisk sammen i forundring, beundring, opmuntring, vrede, forargelse, foragt. Det har vi så smerteligt manglet, siden den første martsviol begyndte at neje i forårsblæsten, og Mette lukkede landet ned.
At stå skulder ved skulder i Skovdalen, mens rockmusikken rammer trækronerne, at sidde i biografens indtagende mørke og lide med helten og grine af idioten, at stå foran et maleri og udlede sin egen mening om, hvad kunstneren egentlig vil med det.
At vandre rundt på Nordkraft i en vrimmel af forfattere og debattører og andre ordfolk til Ordkraft, at sidde tilbagelænet, mens symfoniorkestret folder alle musikkens tonefaner ud, at sidde i et telt på Skagen Festival og høre et nyt australsk talent og tænke, at hun bliver stor engang.
At trampe og klappe på Skråen, når Malthe & Rockmaskinen for Gud ved hvilken gang giver os hele skiven af træffere fra 50 årtier i rockmusikkens og bluesens svedige historie og markerer, at først NU er det jul. Åh, Aalborg, mine drømmes eventyrby.
Men nej. Det hele har været lukket ned. Eller er os kun blevet til del i afmålte restriktionsdoser, en fad og tam afglans af det, vi kender. Vi er begyndt at vandre hvileløse rundt. Alle os, der savner kulturen i den grå hverdag.
Det piner mig, at kulturen har fyldt så lidt i hele det kriseforløb, vi vel kun er begyndt at kunne skimte en vej ud af, takket være de kommende stik i overarmen. Men linjen blev vel allerede lagt, da kulturministeren kom med den dybt forunderlige melding om, at det var upassende at tale om kultur i en krisetid.
Undskyld mig. Det har aldrig været mere passende at tale om kultur end netop nu. Men meget symptomatisk blev redningskransene til kulturlivet først kastet ud, da alle de vigtige og bærende samfundsinstitutioner sad sikkert i redningsbådene. Det er forstemmende.
Jeg tør vædde meget andet end den gamle hat, jeg ikke har, på, at når en ny normaltilstand engang indfinder sig, så vil vi bestorme vores kulturliv. Koncerterne. Spillestederne. Museerne. Gallerierne. Festivalerne.
Vi er i den grad underernærede og forsømte. At vi ikke er halvdøde, kan vi kun takke de opfindsomme og kreative sjæle i kulturlivet, som på trods af politisk apati og folkelig sløvhed fandt nye veje i formidlingen og holdt fanen højt, for. Af hjertet tak.
Men vi skal stadig meget igennem endnu. På pressemødet om de forlængede restriktioner til og med 17. januar 2021 blev kulturlivet dog nævnt. Én gang! Så der er håb endnu. Trods alt.
GODT NYTÅR!