Som unge studerende ved det dengang helt nye AUC gik vi undertiden ned på Folkekøkkenet på C.W.Obels plads for at spise et måltid mad. Selvfølgelig fordi det var billigt, men især for at vise solidaritet med det arbejdende folk. Vi ville ikke tilhøre eliten. Vi ville afskaffe klassesamfundet.
Det ironiske var, at vi selv kom fra det arbejdende folk, samt at vi slet ikke mødte dem, vi ønskede at solidarisere os med på Folkekøkkenet. Dengang som nu besøges varmestuer og sociale caféer af borgere, der af mange forskellige grunde i en periode af deres liv lever på kanten af samfundet.
Kanten
Hvad vil det sige at leve på kanten af samfundet? Den afgørende faktor er tilknytningen til arbejdsmarkedet, så de mange årsager, der kan være til, at et menneske ikke kan passe ind på arbejdsmarkedet, udgør grænserne og danner kant. Der kan være tale om sårbarheder i form af misbrug, kriminalitet, mangel på uddannelse, miserabel skolegang, ensomhed, psykiatriske diagnoser, elendig og sølle barndom, hjemløshed, sygdom, svigt, overgreb og fattigdom. Og sikkert mange flere.
Det er et mysterium, at antallet af voksne og unge på kanten af samfundet stort set ikke har ændret sig siden min ungdom. Gruppen tæller stadigvæk ca. 10-15 procent af en årgang. Når det er et mysterium, er det fordi kommuner og Folketinget med skiftende politiske ideologier gennem hele perioden har ført krig mod de åbenlyse konsekvenser af social arv. Det er ikke lykkedes, og der er stadig brug for de sociale cafeer. Hvordan ser hverdagen ud for de udsatte borgere her i vores by?
Fast rutefart
I Aalborg centrale bymidte findes en række sociale caféer, drevet af frivillige organisationer i samarbejde med Aalborg Kommune.
Helt centralt på Boulevarden ligger Café Parasollen og lokaler hvor Gadeteamet holder til. Der er også Café Hjerterum, Frelsens Hær morgencafé og Kirkens Korshærs café.
Det storslåede i disse tilbud er, at organisationerne bag sammen med Aalborg Kommunes Gadeteam har koordineret åbningstider og tilbud.
Hermed er der skabt ruter, der kan danne ramme og struktur i en gruppe udsatte menneskers hverdag, og ser man godt efter, bevæger der sig en strøm af mennesker i en fast daglig rutefart gennem de forskellige tilbud.
Det er lidt som at passe et arbejde. Morgenmad med kaffe og frisk brød på Mølleplads på Frelsens Hær morgencafé. Frokost med varm mad kan købes for små penge på Café Parasollen og på Kirkens Korshær cafe i Søndergade. Senere er der varm mad på Cafe Hjerterummet, og alle steder mødes ligestillede til en gratis kop kaffe, drillerier og snak.
Hvert sted har sin egen kultur og særkender, hvor stamkunder har mærkværdige navne og hilses på med gensynsglæde af personale og venner. Også aften og nat er der muligheder for at finde ly, en seng og samvær.
Er det så den rene fryd og gammen? Nej, som i alle andre fællesskaber er der også her konflikter og oplevelser af at blive holdt udenfor, snydt og svigtet. Og selv små konflikter kan reaktivere tidligere dårlige erfaringer.
Derfor er gode rammer ikke nok – uden de mange frivillige og fast personale ville mange sårbare ikke kunne opnå den tryghed, der skal til, for at turde bruge de mange velmente tilbud. Nu skal vi møde to af de frivillige, som tidligere hørte til stamgæsterne.
En historie og et møde
Jeg besøgte en formiddag Café Parasollen (afløseren af Folkekøkkenet) for at få en snak med et par brugerrepræsentanter. Udenfor møder jeg først en gruppe Hus Forbi-sælgere, der får udleveret aviser og gør sig klar til dagens arbejde.
Indenfor får jeg en varm velkomst midt i en gruppe af mennesker, der sidder og drikker kaffe, spiller brætspil, lægger puslespil, snakker sammen eller bare sidder og har et zen-moment med sig selv. Så præsenteres jeg for de to frivillige, der har sagt ja til at bruge en time eller to på mig for at fortælle om hvordan hverdagen udfolder sig.
Jeg møder Tinus Pedersen og Johny Steffensen, som begge er opvokset i Aalborg Øst i ikke alt for gode og stabile hjem. Begge ryger som meget unge ud af det normale skolesystem og prøver kræfter med opdragelsesanstalter og forsøger sig på arbejdsmarkedet. Men først og fremmest kommer de hurtigt på kanten af loven og udvikler afhængighed af alkohol og stoffer.
Som Johny fortæller, så kom han som ung mand i lære som kriminel. Og det er ikke et liv for småbørn. Det er et hårdt miljø, hvor den kloge narrer den mindre kloge. De siger samstemmende, at heldigvis havde de stået et godt sted, da der blev delt intelligens ud.
Både Tinus og Johny er for længst på den anden side af de faser i livet, hvor kriminalitet og misbrug dominerede.
For begges kommer vendepunktet, da kriminalforsorgen på et tidspunkt tilbyder et længere forløb med afvænning og opbygning af troen på sig selv. De fortæller, at da de får tilbuddet, siger de først nej tak, da de jo ikke er narkomaner! Det siger jo noget om misbrugets lumske væsen.
I dag arbejder de begge som frivillige og står f.eks. for de guidede ture ’Povertywalks – Aalborg set fra gaden’, som Café Parasollen arrangerer en gang om måneden.
De tager ud til konfirmand-forberedelse og skoler for at fortælle om den farlige og korte vej til misbrug og kriminalitet, og den lange og svære vej til et liv med trivsel og glæde.
Tinus Pedersen er en af hovedkræfterne i foreningen ’Aalborg Rock & Metal’, som holder koncerter en gang om måneden med plads til udsatte borgere.
Tinus og Johny kommer som ekstra ressourcer i det daglige i Café Parasollen, hvor de stiller sig til rådighed for samtale om at have det godt og holde fast i håb og tro på forandringer. Johny og Tinus udtrykker stor solidaritet og fællesskab med gruppen af udsatte. Det er del af deres identitet at være kommet på den anden side af udsatheden og nu være i stand til at hjælpe folk, der er udsatte. Dette fællesskab var en øjenåbner for mig.
Og med en klar holdning til, at uanset hvor store fremskridt og trivsel der er tale om, er verden fortsat set fra deres stol splittet op i et ’dem’ og et ’os’.
Byens rum er for alle
Udsatte borgere har også brug for at bruge byens rum. De føler sig dog ikke altid velkomne, som f.eks. når der anvendes sort design udenfor togstationen, så man ikke længere kan sidde på kanten af elevatoren. Men hvad er problemet?
Er det hensynet til velbjærgede, der kan finde det forstyrrende at blive mindet om, at vi ikke står lige i muligheder for et godt liv? Eller måske af hensyn til butiksindehavere der er bange for at miste omsætning? Eller, er det af respekt for mennesker på kanten og deres behov for egne rum i byen? Steder, hvor de selv er med til at definere fysisk indretning, geografisk placering og dermed rammer om hverdagskulturen?
Det er sikkert alle tre ting, der spiller ind, så spørgsmålet er om det er lykkes at komme de forskellige aktører i møde?
I Aalborg midtby findes flere såkaldte ’ hellesteder´ som er indrettet med borde, bænke og nogle steder toilet og vand.
Hellestederne er placeret tæt på alt, men alligevel trukket lidt væk så brugerne kan være sig selv og måske holde en mindre fest uden at genere andre.
Det er stadigvæk et forholdsvis nyt fænomen, så om de bliver omfavnet og brugt vil vise sig, men afgørende er det at Udsatterådet og andre organiseringer omkring sårbare medborgere er taget med på råd og givet stemme. Hellestederne udgør på sammen måde som varmestuerne faste holdepunkter i en dagligdag med ruter fra det ene til det andet sted.
Og det må være vejen frem – at opdelingen af verden i et ’dem’ og ’os’ gennem anledninger, hvor mennesker på kanten og os ’normale’ mødes og fører respektfulde dialoger, måske kan opløse eller inddæmme mistro, medlidenhed og ikke mindst fordømmelse. Og værdsætte forskellighederne.