I den meget vellykkede, danske film, ”Balladen om Carl Henning” fra 1969, lader instruktørparret Lene og Sven Grønlykke hovedpersonen Carl Henning gennemleve sin tidlige ungdomstid i marsken mellem Ribe og Tønder. Carl Henning, fremragende spillet af en meget ung Jesper Klein, er en ung mand fuld af livsmod og nysgerrighed.
På et tidspunkt i filmen, hvor tingene begynder at gå rigtig galt for Carl Henning, forlader han marsklandet ude vestpå og dukker pludselig op, downtown Aalborg, på Reberbansgade i myldretiden.
På sin forvildede vej gennem livet er han søgt til storbyen. Kameraføringen virker håndholdt, og tilskuerne får nærmest blæst de forbipasserende på det smalle fortov direkte op i ansigtet, i en forvirrende og kaotisk mangfoldighed.
Vi ser gaden med Carl Hennings forundrede øjne. Filmen er optaget i sort-hvid, og Aalborgs midtby fremstår som en metropol i grå nuancer. Gadebillederne viser et hektisk og intenst storbyliv, og vi er langt fra marskens langsomhed og stilhed.
20 madsteder på 200 meter
Her i 2022 er Reberbansgade stadig livlig og intens, grænsende til det hektiske.
Mens jeg til fods bevæger mig ad det smalle fortov i retningen bort fra Vesterbro, får jeg, lidt som Carl Henning, det travle Aalborg blæst lige op i ansigtet i løsrevne og lidt forvirrende brudstykker.
Og i modsætning til filmen, er det hele nu i farver.
Grelle, livlige og meget forskellige farver, selv på denne overskyede og blæsende februar-dag. Fortovet er stadig smalt, og trafikken er voldsom, og i modsætning til i filmen må bilerne, for at kunne passere hinanden, ofte køre op på fortovet med det ene hjulpar.
Som fodgænger bliver man hurtigt opmærksom på, at man må passe på sine tæer, så de ikke mases under et radialdæk.
Bilisterne er generelt lidt udfordrede i 2020’ernes aalborgensiske bybillede, men her på Reberbanen må de, i modsætning til så mange andre steder i den indre by, gerne være.
Der er bare ikke rigtig plads til dem i den smalle gade med tovejstrafik og mange kantstensparkeringer. Blikkene bag bilernes forruder er søgende, frustrerede og undertiden aggressive.
Bilister ønsker almindeligvis at parkere lige ved den allernærmeste kantsten. Det er der ikke noget usædvanligt i.
Men alligevel: Hvorfor er behovet for de hurtige, spontane og uplanlagte parkeringer så stort lige her?
Det er kun nødvendigt at kaste et hurtigt blik på rækken af forretningsfacader for at finde svaret: Her sælges der mad ud af huset. Ikke bare fra nogle få forretninger, men som hovedtendens. At sælge mad ud af huset, færdiglavet, varm mad, er simpelthen Reberbansgades DNA.
På de godt 200 skridt fra Jens Bangs gade i øst, til Svendsgade i vest tæller jeg med rund hånd hele 20 madsteder, der stort set alle sælger deres tilbud ud af huset til kunder, som derefter til fods, på cykel og i bil haster hjem med lækkerierne.
Eller tager elevatoren op på en af Universitetshospitalets mange etager.
Midt i gadens små og lave byhuse ligger nemlig Sygehus Nords gråhvide, monsterhøje mastedont, som kylet ind i husrækken af en legesyg kæmpe, med et barnligt ønske om at lave så meget ravage i bybilledet som muligt.
Et brutalt, gigantisk mindesmærke efter tressernes magtfuldkomne kommunale byplanlægning.
Det ligger mange år tilbage, men var der ikke også dengang noget med en millionoverskridelse af anlægsbudgettet (mange penge dengang), og politikere der måtte gå af?
Men nu ligger den der, betongiganten, og var måske engang årsagen til at Aalborgs madmekka kom til at ligge netop her.
Hospitalsmad er ofte et omdiskuteret emne. Både borgerne imellem og i offentligheden. Og det kan være vanskeligt for hospitals-køkkenet, at ramme hele befolkningens smag med et enkelt menu tilbud.
Derfor har der altid blandt hospitalets indlagte og deres pårørende været en betydelig interesse for gadens tilbud af lune retter. I dag er kredsen af potentielle kunder dog langt bredere.
Unge mennesker under 30, herunder singler uden børn og med nye spisevaner, udgør nu en betydelig del af Aalborg midtbys beboere, og dermed af gadens økonomiske grundlag.
Thai eller mexicansk?
Både bredden af kundernes behov og efterspørgslens omfang kan aflæses af madstedernes samlede udbud af menuer, som de annonceres i vinduer og på husfacader.
På min vej til fods fra Jens Bangs gade og ned mod Reberbane Apotek, oplever jeg et madudbud, der er imponerende, grænsende til det overvældende.
Både når det gælder retternes antal og mangfoldighed.
Det er naturligvis muligt at købe en pizza eller en burger, men ud over disse favoritter folder det thailandske, det mexicanske , det indiske og det arabiske køkken deres tilbud ud sammen med det italienske og det amerikanske.
Den internationale mangfoldighed afspejler sig i navne som Sason pizza – kebab, Bollywood indisk take away, Sapori Italiana, Mik Mik autentisk thai køkken, Chopn’ Wok, Sushi Mania, Burger Beast, Vaca mexican Finger Food, Falafel House, Casapazza og Bogø Sandwich, - for blot at nævne nogle.
Fristelserne er mangfoldige, og selvom jeg på forhånd spiste et let måltid derhjemme, registrerer jeg en voksende sultfornemmelse på den korte vej ned gennem det, jeg godt tør kalde Aalborgs Mad-mekka.
Ingen anden gade rummer nemlig så mange forskellige tilbud om varm mad til salg, på så få meter fortov. Restauranterne med deres hvide duge og fyldige vinkort må søges andre steder i byen. Dette er stedet at gå hen, hvis man ønsker at bringe den færdiglavede mad med hjem. Og det er der stadig flere der ønsker.
En klipning, eller en film med James Bond?
20 madsteder på 200 meter fortov er i sig selv helt specielt, men Reberbansgade har andet og mere at byde på. På samme tur ned gennem gaden tæller jeg: Syv frisør- og Beauty saloner, to genbrugs forretninger, en delikatesse, et apotek, en dyrehandel og som nævnt et hospital.
Ganske imponerende, og ingen tomme butikslokaler med ”til leje” skiltets triste besked.
Her er der gang i omsætningen og alle lokaler er lejet ud.
I øvrigt grænser det til frækhed, når jeg omtaler Læsehesten som en genbrugsforretning. Den spiller tydeligvis i en anden liga end Blå Kors, og formålet er også et andet.
Her drives forretning med et klart kommercielt sigte. Varesortimentet er særdeles bredt, og hvis man tror at DVD’er og CD’er har udspillet deres rolle, bør man kikke indenfor og blive overbevist om noget andet.
Her, på et beskedent butiksareal, tæt pakket med blade, bøger og plader, kan man så gnubbe albuer med en virkelig blandet kundekreds, fra særdeles specialiserede, let grånende og økonomisk velpolstrede samlere til helt unge mennesker, der står på hovedet i kasser med tegneserier og rockplader fra 70’erne.
Den hurtige mad og det nemme liv
Ud-af-huset madkulturen siger noget vigtigt om det hverdagsliv, som vi lever her i 2020’erne. Jeg henter selv, mindst en gang om ugen min varme mad udefra, og spiser den i ophøjet ensomhed foran tv skærmen. Og det sker ikke bare, når Danmark spiller slutrunder i håndbold. At jeg ikke er alene om at gøre det, får jeg et klart indtryk af her på Reberbansgade.
Indtrykket bekræftes, når jeg rundt i byen ser de mange cykelbude haste gennem gaderne med deres overdimensionerede madkasser på ryggen på vej til sultne kunder overalt i byen.
Fra kernefamilien i parcelhuset til den unge studerende i kollegielejligheden.
For små tyve år siden rystede vi vantro på hovedet, når vi hørte om, at man i USA’ storbyer nu byggede lejligheder, der ikke havde noget køkken.
Fordi man i stigende grad gik bort fra selv at tilberede den varme mad.
”Skøre amerikanere! ” tænkte vi, lettere forargede. I stedet investerede vi Big Time i samtalekøkkener, kogeøer og hvad har vi.
Måske burde vi have brugt pengene på noget andet?