Råt & Godt

Råt & Godt

Da jeg forleden morgen forlod det moderne hotel på Godsbanen i Aalborg, gik jeg den modsatte vej.

Jeg vendte det pulserende byliv på Kennedys Plads ryggen og bevægede mig ud på Banedanmarks store areal, der ligger i skyggen af nogle af de mange højhuse (skyskrabere er et for højtravende ord), som byen overdænges med i disse år.

Begav mig ud på, hvad der skulle vise sig at blive en poetisk vandring med spændende kulturelle perspektiver, en forunderlig blanding af fortid og nutid i en kaotisk kulisse.

Banedanmark er én af landets største jordbesiddere, men en stor del af arealerne ligger ubenyttet hen fordi det kulturelle fænomen, som togdrift også er, har udviklet sig de seneste årtier.

Der er ikke brug for de mange spor på banegårdene, der i øvrigt mange steder også er reduceret til en billetmaskine og måske en døgnkiosk, der ikke har åbent om natten.

Bygningerne står tomme eller er udlejet til alskens firmaer, og de nedlagte spor anes kun gennem vildtvoksende græs, hvis de da ikke - som på mange jyske stationer - er blevet til togkirkegårde for de mislykkede IC4 tog.

Disse fungerer så som en slags gallerier for den nyere kunstart graffiti, også kaldet urban art.

I Aalborg har nogle af de gamle banearealer med deres 123 år gamle bygninger fået nyt liv, som dog ikke var at spore denne tidlige morgen - ud over tomme pladser og lukkede døre.

En del af arealerne er oplagringsplads for Banedanmark, hvilket i sig selv er et syn værd, for de fortæller jernbane- og byhistorie, så det vil noget.

Hvor er de mange tusinde skraldecontainere, som byen blev tømt for sidste år, blevet af? Her! Hvor ligger udtjente træsveller og skinner og rådner og ruster? Her! Hvor sætter iværksættere og alternativ kultur frø? Her!

Området er en kulturel oase opstået i det, der får lov at udvikle sig til vild natur.

Naturligt nok holder veterantoget Limfjordsbanen til her - det er jo også kulturhistorie. Og så er et særligt kulturelt fænomen vokset op mellem vildnisset af træer, buske og græs.

Urban City kaldes det, men har også det mundrette navn Råt & Godt. Her finder man et galleri, en "materialebank", et par caféer, et cykelværksted og sågar et insekthotel.

Fortid og nutid mødes altså på modernitetens losseplads.

Det er en fortælling om tidens overforbrug og smid-væk-kultur, men også om idealistiske forsøg med bæredygtighed og genbrug i mødet mellem natur og kultur.

Aalborg er (som Brande blev det i 60'erne) blevet berømt for sine gavlmalerier, de fleste af international klasse, men vil man se den mere anarkistiske, vildtvoksende urban art, grafitten, er det herude.

I mangel af kasserede IC4-tog, der begraves på mere ydmyge stationer nede i Jylland, males der her på faldefærdige bygninger, hegn m.v.

Der skulle en Google-søgning til for at finde ud af hvad "Råt og Godt", forkortet R&G dækker over.

På R&G's hjemmeside, der tegner et noget smukkere portræt, end virkeligheden, fortælles, at der er tale om en "socialansvarlig virksomhed med fokus på genanvendelse af materialer i hjertet af Aalborg”.

Senere fortæller ejer Christian Helweg mig, at der faktisk er tale om en privat virksomhed, men altså med et idealistisk formål, der da også støttes af offentlige og private fonde.

Som er åbent for alle hver dag, men indimellem inviterer til større kulturarrangementer, som fylder arealerne med liv – næste gang 31. august.

Det er moderne bykultur, der jo ikke blot er arkitektur, men især skabes af de mennesker, der arbejder og færdes i den. Som ofte byder på utraditionelle, kreative alternative løsninger på det moderne samfunds udfordringer.

Og som altså på samme tid charmerende og insisterende gemmer sig i små bortgemte nicher, man ikke umiddelbart opdager i det hektiske byliv.

Blandt sponsorerne til R&G-projektet finder man ironisk nok IKEA og naturligt nok den filantropiske Obelske Familiefond. Der er altså en slags orden i kaos - det er ikke selvtægt eller besætteri det hele.

Det er råt, og det er godt, at det er der. Lad vildnisset blomstre, giv insekterne plads og luft og lad de vilde, kulturelle idéer udfolde sig.

Foto: Evanthore Vestergaard