Nyheden om at Covid-19 igen muterede til en mere smitsom art er nok en af de mest forudsigelige nyheder i vor tid, men der er næppe noget at sige til, at de fleste af os – også statsministeren – har fortrængt den tanke.
Nu er vi her så igen – og igen er det kulturen og kulturarbejderne, som rammes hårdest. Igen lærer vi – på den hårde måde – hvor vigtig kulturen er for vores fællesskaber. Kultur og kulturelle oplevelser passer rigtig dårligt til det nye fremherskende slagord, om at vi skal være fælles hver for sig.
Selv om det måske kan være svært at forstå alle elementer i den nye nedlukning - jeg har lidt svært ved at se, hvorfor kirkelig kultur har fået en særstatus, og at det skulle være farligere at gå på museum end i kirke – er det jo rigtigt, at mange kulturelle oplevelser handler om, at vi oplever ting sammen med andre – ofte også tæt på andre.
Så derfor er beslutningerne nok både rigtige og nødvendige.
Det går jo også nok. Vi har stadig Netflix, Facebook og et væld af tv-kanaler – og mon Filmstriben ikke igen bliver et hit – og indtil videre er barerne også åbne, men det er nu ikke helt det samme.
Godt nok stammer min første oplevelse med absurd teater fra DR, som i den bedste sendetid sendte ”Mens vi venter på Godot” i starten af 70erne. Det var vist i øvrigt en genudsendelse.
Men muligheden for at blive udsat for den slags overraskelser og kulturelle vækkelser er vist ikke så store i dagens udvalg. I øvrigt ville jeg sikkert have zappet videre der i begyndelsen af 70erne, hvis det havde været en mulighed, men det var det ikke den gang, så selv min far tog hele oplevelsen med.
Han gentog det vist ikke frivilligt, men det har jeg til gengæld gjort. Sidst da jeg så ”Jeg er vinden” på Aalborg Teater sidst i november – en fantastisk spændende oplevelse. Jeg troede, at det var optakten til en række teater-oplevelser i løbet af vinteren, men nu må vi se.
Tilbage i sommeren 2020, hvor vi troede, at vi var på vej ud af coronaen første gang, kom vi lidt sent i gang med at diskutere, hvordan vi kunne give kulturen en saltvandsindsprøjtning, så der for alvor kunne komme gang i aktiviteterne, når det blev muligt.
Jeg tror, vi allerede nu må tage fat på den diskussion igen. Det er ikke gjort med nationale hjælpepakker, for det er ikke kun sundhedsvæsenet, som er slidt af coronaens hærgen.
Det er kulturlivet og de mennesker, der arbejder i det også. Det gælder kunstnerne, men også alle dem, der arbejder i de helt nødvendige støttefunktioner – og kulturinstitutionerne
Det er vigtigt, at de ved, at vi har tænkt på deres muligheder for at komme i gang igen. En ny opstartspakke skal være en del af vores tilbud. Det konkrete indhold af denne, synes jeg. ar vi skal bede de kunstneriske miljøer om at komme med input til.
For mig er det afgørende, at der kommer fokus på aktiviteter, som understøtter kunstnernes møde med publikum. Vi har brug for mange mindre arrangementer. Så vi igen kan mødes i fællesskaber omkring kunst og kultur.
Så kan vi måske sikre et godt nyt år på den anden side af endnu en Corona-jul.