Skip to main content
TV-drama

Sommerdahl bliver aldrig et levende drama

TV-SERIE: "Sommerdahl", sæson 2, afsnit 1

Der er sikkert en grund til, at TV 2's serie "Sommerdahl" er henvist til deres pensionistkanal, TV 2 Charlie. Og undskyld til alle jeg kom til at fornærme her.

Men "Sommerdahl" er ikke nogen god serie. TV 2 har nu skudt gang i endnu en sæson af krimihistorier, der baserer sig på Anna Grues bøger. 

Serien foregår i Helsingør, hvor Dan Sommerdahl er betjent. I Helsingør sker der i gennemsnit et drab om ugen, hvis man skal tro denne serie. Det er mere end et mexicansk narko-kartel kan overkomme. Men skidt-pyt: Det er jo blot en tv-serie.

Dan Sommerdahl er en dygtig betjent, og derfor får han da også alle drabssagerne, som han så skal efterforske, og han har en opklaringsprocent på 100.

Han omgives på såvel arbejde som i fritid af hustruen Marianne og bedstevennen Flemming. Marianne vil skilles, fordi Dan aldrig er hjemme og altid svigter sine aftale. Og Flemming vil gerne byde sig til som husbondafløser. Han er lun på Marianne.

Så serien følger to spor: Dan og hans rodede privatliv. Og en krimigåde, der skal løses i Helsingør. Om sommeren. I evigt solskin. Og med en betjent der bor i strandkanten med egen badebro og en flaske vin, der aldrig bliver tom. Eller en håndbajer, når han sidder med bedstevennen ombord på båden.

Det værste ved serien er nok skuespillet. Samtlige medvirkende spiller, som får de penge for det. Det gør de sikkert også. Men der er dælme ikke lagt mange følelser i disse roller. Replikker bliver liret af uden patos og uden engagement. Når selv skuespillerne ikke tror på deres roller, så bliver det jævnt ringe.

Alle krimigåderne er delt op i to afsnit: Først får vi drabet. Og i næste afsnit får vi opklaringen. Jeg har ikke set anden del af denne krimigåde. Kun først afsnit. Men hvis det ender, som det plejer, ja så dukker der pludselig en løsning op. Ikke en løsning der baserer sig på intelligent detektivarbejde. Nej det er nærmere en løsning, man nærmest snubler over. 

Og ugen efter sker der endnu et mord. 

"Sommerdahl" ligner en discount-produktion - og det er det sikkert også. Og hvis der ikke er fornuftige budgetter, ja så må det ende således. Så manglende økonomi gør, at vi kan tilgive meget. Men "Sommerdahl" bliver aldrig en serie, hvor man glæder sig til næste afsnit. Det er en serie, man ser, fordi man falder over den og har 40 minutter, der skal slås ihjel.

"Sommerdahl"

  • Episodetitel: "Tabte drømme" - del 1
  • Manuskript: Lolita Bellstar.
  • Instruktion: Carsten Myllerup.
  • Producer: Janni Helleskov.
Arkiv