Crazy-komisk komplot

FILM - ”Amsterdam”

Den her film er så proppet med stjernenavne, at de nærmest må skubbe til hinanden for at få plads og samtidig sørge for at holde liv i det ganske kringlede, men også ganske livlige plot.

Krigsveteranen, den excentriske, medicineksperimenterende Burt (Christian Bale) er efter Første Verdenskrig vendt hjem tilbage til New York, hvor han lapper andre krigsveteraner sammen.

Hans gamle soldaterkammerat Harold (John David Washington), nu jurauddannet advokat, overlevede også med nød og næppe. Blandt i kraft af den mystiske krigssygeplejerske Valerie’s (Margot Robbie) ferme evner til at pille kugler og metalstumper ud af de to ”brothers in arms”.

De to hjælper andre hårdt sårede krigsveteraner og står selvfølgelig klar til at hjælpe. da Liz (Taylor Swift) opsøger dem for at finde ud, hvad deres gamle regimentsgeneral Meekins egentlig døde af.

Er der noget mistænkeligt? Det må Burt kunne klare og går i gang med obduktion. Og ganske rigtigt – her er ikke tale om en naturlig død.

De to opsøger Liz for at fortælle om resultatet, men må pludselig se sig selv stå mordanklaget og på flugt fra både politi og en skummel, pistolbevæbnet gruppe.

Undervejs i deres lettere forvirrede forsøg på at finde ud af hvad, hvorfor og hvem der står bag mordet, støder de igen ind i deres krigsveninde, Valerie. Og sammen kaster denne muntre musketer-trio sig nu ud i at opklare sagen.

Der langsomt viser sig at have rødder ind til et magtfuldt komplot af rigmænd og forretningsfolk.

Det er god og gedigen underholdning. Med ganske solidt skuespil. Christian Bale spiller sin skøre doktor som en slags veloplagt karikatur af musikeren Tom Waits, mens den sorte advokat John David Washington giver den som renfærdig hædersmand. Og overfor spiller Margot Robbie den dårende dejlige, geniale og skrupskøre sygeplejerske med kunstneriske ambitioner.

Det fyger med galgenhumoristiske bemærkninger og situationer. Ikke ganske ulig gode gamle Monty Pyton-show. Alt imens historien og plottet i ganske fermt tempo byder på ganske uventede drejninger og overraskelser.

Filmstilen, skuespillet og manuskriptet kan på mange måder minde om den i min optik ganske geniale filminstruktør Wes Anderson. Uden at nå dennes højder.

Men mindre kan også gøre det.

Du er godt underholdt langt af vejen, og der er ikke sparet hverken på locations, kostumer, møbler og interiør a la 1930-erne. Flot er det, og med en elegant nærmest Wiener-vals dansende billedside. Så lækker, så lækker.

Nå, moral og en opsang til de fascistiske kupmagere skal der også være plads, og her bliver amerikansk films stensolide Robert de Niro, 79 år, i rollen som flådegeneral Dillenbeck kaldt ind for at holde en formanende tale – ikke blot til de forsamlede til veterangalla, men også os ned i biografmørket.

Sådan ender alt, som det skal. De onde får deres bekomst, verden og demokratiet er reddet for en stund, de gode kan satse på at leve videre med ægte kærlighed og den rigtige eneste ene ved deres side.

Og har du købt billet til Amsterdam, kan du kigge tilbage på to timers plus underholdning, der dog også bliver lige vel langtrukken til sidst. Men altså proff underholdning, flot serveret.