Fogedretten - vi har taget den for dig

TV-SERIE: "Fogedretten"

Forfatteren Jens Dahl har gennem årene vist, at han kan lave finurlige og anderledes tv-serier. Ofte med overraskelser i plottet. Og lige så ofte med nogle skægge karakterer. Han har været med til at lave serier som "Norskov", "Lullu og Leon", "Når støvet har lagt sig" med meget mere.

I "Fogedretten" har han selv grebet taktstokken og instrueret. Altså ud over at skrive manus. Og lad det være sagt med det samme: Der er intet - som i absolut intet - at kritisere instruktionen for. Skuespillet fejler bestemt heller ikke noget. Nej, problemet lige her skal findes i Jens Dahls kernekompetence: Manuskriptet.

Det er nemlig mildt sagt et ringe manuskript. Men lad os lige stille om til selve historien:

Eva Turell er dommer i fogedretten. Og hun har et problem. Et spilleproblem. Hun har formøblet 300.000 kroner på et online kasino. Bagmændene vil naturligvis have deres penge.

I løbet af seks afsnit følger vi så dommeren, mens hun bliver forfulgt af en gorilla, der prøver at inddrive gælden.

Sideløbende hermed får vi historien om seks kunder i fogedretten. Faktisk fylder disse sidehistorier mere end 80 procent af sendetiden. Så er der 20 procent tilbage til seriens plot.

Jamen du godeste. Det kan man da ikke.

Sidehistorierne fejler intet. De viser, at Eva er hamrende dygtig til sit fag. At hun har hjertet på det rette sted. At hun finder selv de sværeste kompromiser mellem klienterne.

Sidehistorier er generelt gode. De er med til at beskrive hovedpersonerne. De er med til - ofte - at give en tiltrængt pause, når hovedplottet bliver for spændende. Men her fejler det fatalt. For det nytter jo ikke noget, at man næsten glemmer, hvad serien går ud på, fordi plottet kun fortælles i omkring ét minut i hver episode.

Men selve plottet kan heller ikke klare at komme en tur i retten - eller i fogedretten:

Eva Turell har spillet en masse penge væk i et online kasino. Og det er da første gang, jeg har hørt om et kasino på nettet, hvor man kan låne penge til sit spil.

Eva Turell er dommer. Hun er jurist. Derfor kan hun naturligvis godt spille på nettet. Men det vil være utænkeligt, at hun ville anvende et spillested, der ikke er registreret. Hun kan simpelthen ikke være så dum med den baggrund.

Hun er single og højtgageret. Ville hun ikke kunne skrabe 300.000 kroner sammen, hvis det virkeligt pressede sig på?

Jeg er bestemt heller ikke imponeret af seriens sidste afsnit, hvor hun finder en midlertidig løsning på sit problem. Den løsning er også helt ude i tovene.

Og så synes jeg, at slutningen er Gudsjammerlig ringe.

Marie Askehave spiller hovedrollen, og det gør hun aldeles lydefrit. Der er intet sted, hvor skuespillet halter.

Halter gør til gengæld også scenografien. Det meste er optaget på Eva Turells kontor. En stor sal, der henlægger i næsten-mørke. Her er væggene skiden-grønne. Og så ligger Karnovs Lovsamling lige og flyder på en hylde. Scenografen må have tænkt: Hvad kan jeg lave, der ikke koster fem flade øre.

På bundlinjen står: Kulturen.NU har taget serien for dig. Du behøver ikke ulejlige dig. Dette er noget af det ringeste, du kan finde inden for streamet tv-dramatik lige nu.