Indespærret kærlighed

Film -”Ammonite”

Ammonite – vel nok verdens mest ucharmerende titel til en kærlighedsfilm - betyder forstening, og en palæontolog er et videnskabsmenneske, som studerer uddøde planter og dyr indfanget i sten. Fra den ældre stenalder, sådan cirka 600.000 år før vor tidsregning.

Hvorfor skal du, kære læser, nu havde det at vide? Jo, for filmens kvindelige hovedrolle Mary Anning (Kate Winslet), er en tidligere anerkendt palæontolog, der nu lever et slidsomt og usselt liv i en lille fiskerflække i Dorset.

Her sælger hun indsamlede små forsteninger, ”turisttosserier”, og passer sin skrantende mor, Molly (Gemma Jones).

En dag træder en tilrejsende gentleman Roderick Murchison (James McArdle) ind i hendes turistshop. Han er villig til at betale hende godt for at lære kunsten at samle sten – altså at finde dem, som rent faktisk indeholder en fortidig rest af liv.

Med sig har han sin hustru, Charlotte (Saoirse Ronan), spinkel med blonde slangekrøller og lidende af ”mild melankoli”. Modvilligt tager Mary ham med på stranden, men værre bliver det, da han overtaler hende til at tage sig af Charlotte.

Efter at hun har fået et svaghedsanfald, og han derfor ikke kan tage hende med på den planlagte, længerevarende udlandsrejse.

Så er de to kvinder alene på stranden. Med det evigt rastløse, omskiftelige hav foran sig.

Det er en film, der planter en vedkommende, nutidig problematik i en historisk ramme uden at kvæle den i kostumer og vadmel. Og det er to stjerneskuespiller som Winslet og Ronan også garant for.

Det er britisk film med stort B – med betagende bredformat-billeder, bevægende kammerspil og ganske banale hverdagsskildringer af kvindelivet anno 1840.

Alt det arbejde, som skulle gøres og som sætter hele mandssamfundets naturgivne magt i perspektiv. For andre mænd har ganske naturligt taget æren for Mary’s videnskabelige arbejde og slid med at aflokke de stejle skrænter ved kysten deres hemmeligheder om fortidigt liv.

Det er en film med lange perioder uden ord eller dialog. Kun øjekast og en symbolsk hvilen på en detalje eller en genstand. Som f.eks. de porcelænsfigurerne Mary og hendes mor hver dag vasker omhyggeligt.

Ganske små symbolske tilkendegivelser, der langsomt lukker filmen op. Fortæller om underliggende hemmeligheder og forbudte følelser, som både Mary og Charlotte og omgivelserne gemmer på.

På den måde kan filmens filmsprog minde ganske meget om Céline Sciammas ”Portræt af en kvinde i flammer” (2020), der også handlede om forbudt kærlighed i et mandsdomineret samfund. Ganske som her mellem to kvinder. Skørt filmen her er mere afdæmpet og tempomæssigt dvælende fremadskridende.

Kate Winslet spiller rollen fremragende. Træt resigneret og samtidig knivskarp intellektuel. Lige på uden omsvøb. Hvad hun ikke kan fortælle med et øjekast, mimik eller bortvendt ansigt eller en enkelt nøgtern afslørende bemærkning, som da Charlottes mand vil overbringe hende ros fra det geografiske selskab i London.

- Nå, drengeklubben, siger Mary.

Overfor hende spiller franske Saoirse Ronan hustruen, der i virkeligheden er lige så ensom som Mary. En fortvivlet porcelænsfigur, der får liv og mod i kraft af samværet med den anderledes robuste og selvstændige videnskabskvinde. Og sådan pludselig frigjort tager koket og modigt initiativ.

Det skal jo ende med erotisk fysisk fuldbyrdelse, og gør det såmænd også, men dermed er filmen ikke fuldbragt. For selv om kærligheden er sat fri, hugget ud af de forstenede, undertrykte kvindesjæle, skal der jo mere til, før to så forskellige kvinder kan finde sammen.

Og på den måde ender filmen ganske åbent. Med en verdensfjern, idealistisk kvinde dybt optaget af sit arbejde, og en anden yngre ganske villig til at blive forenet med den, hun elsker …

Kan de finde hinanden?