Bundskraber

TV-SATIRE: "Ellen imellem"

Bølgerne er gået højt den seneste uges tid. Altså bølgerne omkring DRs nye satireprogram  "Ellen imellem".

Programmet går ud på, at journalisten Ellen Kirstine Jensen har inviteret en gæst i studiet til noget, der skal forestille at være et interview. Det er bare ikke Ellen, der stiller spørgsmålene. Det gør i stedet en aktivist i et baglokale. En aktivist der typisk har et horn i siden på den person, der skal interviewes. Eller som blot plaprer ureflekterede spørgsmålet videre til øresneglen på Ellen.

DR undskylder sig med, at der er tale om satire. Eller rettere: Et interview med satiriske elementer, fortæller de.

Altså: Der er ikke skyggen af satire i disse udsendelser. Kun dumhed.

Er det sjovt?
Nej. Overhovedet ikke. God satire er om ikke sjovt, så i det mindste lidt underholdende, eller det giver stof til eftertanke.

Er det begavet?

Nej. Overhovedet ikke. Spørgsmålene her er så konstruerede, at det nærmer sig det pinlige. Jeg kender mange - rigtigt mange - journalister, og jeg tvivler på, at én eneste af dem ville lægge navn til sådan en omgang juks.

Er det oplysende?

Nej. Overhovedet ikke. Det kan godt ske, at der er et relevant emne på dagsordenen, men i kraft af at spørgsmålene bliver dikteret af et tågehorn i baglokalet, som har en dagsorden, der er helt ude i hampen, så bliver det aldrig relevant. De vigtige spørgsmål bliver aldrig stillet. Som seer bliver du aldrig klogere. Du sidder blot tilbage med fornemmelsen af at have spildt otte gode minutter.

Allerede i den første udsendelse, hvor astrofysikeren Anja C. Andersen er i studiet, kommer det spørgsmål, som burde være grundlag nok til at kassere hele konceptet. Udsendelsen starter med klippet/spørgsmålet:

- Hvordan har du det med, at Nasa er så tæt på nazi.

At Anja C. Andersen ikke udvandrer lige der, skyldes alene hendes passion for faget, ønsket om at oplyse og en god opdragelse.

Men at produceren ikke lige der råber:

- CUT!!!!

Det er ubegribeligt. Lige der burde serien være lukket og slukket!

I baglokalet sidder en galning, der argumenterer for, at jorden er flad, og vi kan se, at han virkelig tilbageholder et gigantisk fnis, fordi han synes, at spørgsmålet er så vanvittigt begavet.

Nej: Det er vanvittigt stupidt, og det er simpelthen det laveste og mest nedrige, DR har præsenteret nogensinde.

Nej: Det er ikke sjovt at sige "nazi". Jo, måske nok hvis man sidder på bagsædet af en bil og har kørt 1000 kilometer og keder sig Gudsjammerligt. Ellers ikke. I hvert fald aldrig på tv.

I afsnittet med tyk-aktivisten Regina Fjendbo, der interviewer ernæringsekspert Morten Elsøe er det tæt på en udvandring. Han er på nippet til at skride på grund af de sindssyge og irrelevante spørgsmål og måske især, at han konstant beskyldes for synspunkter, han ikke har. Det bliver næsten vanvittigt lige der, fordi dumheden står i lys lue.

Nu ser vi jo kun det, som DR har valgt at præsentere på de otte minutter i hvert afsnit. Vi ser ikke fraklippene. Vi ser ikke lange pinlige pauser. Vi ser ikke forundring. Vi ser ikke vrede.

Det er mit indtryk, at det vi præsenteres for ikke er selve interviewet. Det er det, DR har valgt. Det som passer ind i deres forulykkede koncept. Sådan er det såmænd også normalt. Jeg tror bare, at lige her ville råbåndet give et helt andet indtryk, end det DR præsenterer for os manipulerede tilskuere.

Jeg vil ikke afvise, at formatet kunne fungere. Men så skulle det dælme ikke være presset ned over hovedet på videnskabsfolk med mere. Så skulle det have været politikere, det gik ud over.

Det kunne jo være interessant, hvis Pernille Vermund fra baglokalet gik i flæsket på Karsten Hønge. Hvis Morten Messerschmidt gik i flæsket på Sofie Carsten Nielsen. Hvis Inger Støjberg for i flæsket på Jacob Ellemann Jensen. Eller omvendt. Politikere må nemlig finde sig i lidt mere end de fleste, for de er jo kendte for at manipulere og tale uden om.

Men at gøre dette til en satirisk sportsgren for videnskabsfolk er altså helt ude i hampen.

Der er blevet klaget til pressenævnet over disse udsendelser. Jeg ville elske at deltage i deres behandling. For det er også en debat, der kan ende mange steder. Det er nok tvivlsomt, om klagerne får ret.

Journalister må ret beset godt stille spørgsmål, der er stupide. De fleste tv-journalister er vante til, når de interviewer, at der sidder en producer ude i kontrolrummet og råber spørgsmål i ørene på intervieweren. Og vi oplever jævnligt dårlige og pinlige spørgsmål på den konto. Så dumme spørgsmål er tilladte.

For god ordens skyld: Selv landets dygtigste journalister stiller dumme spørgsmål engang imellem. Undtagelsesvist. Her stilles ikke andet end dumme, postulerende spørgsmål.

Ofte bliver journalisten også briefet i forvejen om, hvad hun skal spørge om i den virkelige journalistiske verden. Der er fornuftigt. Men her møder journalisten op fuldstændig uforberedt - blot med en øresnegl.

Men prøv lige at forestille dig, at hvis en velforberedt journalist have spurgt de samme videnskabsfolk efter en briefing fra sølvpapirshattene, hvad der så kunne være kommet ud af det. Jeg tror faktisk, at det kunne være interessant. Men at sølvpapirshatte får lov til at diktere spørgsmålene direkte - er tæt på utilgiveligt. De er jo ikke journalister. De er sølvpapirshatte. Flere af dem foret med et dobbelt lag sølvpapir.

Så kom nu, DR: Læg jer ned. Indrøm det: "Ellen imellem" er noget af det ringeste, I nogensinde har fundet på. Og husk: Man kan aldrig bruge ordet satire som undskyldning for, at man kvalitetsmæssigt her helt nede på bunden af gylletanken.

Når vi giver én stjerne, så skyldes det alene, at det er i farver, og at man kan høre, hvad der bliver sagt.