Skip to main content
TV-DRAMA

Så er det slut med hygge-nazisme

TV-DRAMA: Badehotellet, sæson 8, afsnit 3

Så er vi halvvejs gennem den ottende sæson af "Badehotellet". Og det var en fornøjelse. Ja måske er det et af seriens bedste afsnit, vi lige har set.

Man kan jo ikke skrive en anmeldelse af "Badehotellet" uden at bruge ordet hyggelig. Hyggen var der sandelig også masser af. Men hvor vi hidtil har oplevet tyskernes besættelse som hygge-nazisme, så viste nazisterne altså tænder her. Ikke blot over for de lykkelige beboere på badehotellet, men sandelig også i egne rækker.

Vi har jo den lille soldat Stefan med den halvjødiske kæreste derhjemme. Han skriver breve til hende. Men får dem konfiskeret af den grimme sergent. 

Hvem skulle have troet, at grosserer Madsen træder i karakter her og sørge for at være bindeled mellem den lille soldat og kæresten. 

Til gengæld vidste vi alle, at det ville blive afsløret. Nu er den lille soldat deserteret. Og på vej hjem til Tyskland, siger familien Madsen til hinanden.

Tvunget samarbejde med tyskerne?

Skal vi vædde?

Jeg er ret overbevist om, at den unge soldat ikke er i Tyskland. Han ender nok nærmere i Madsens klædeskab...

Næste skridt herfra er vel så, at Madsen skal hjælpe tyskerne. Men det er der jo sikkert også profit i.

Men der er masser af anden panik: Vi fik en særdeles effektiv cliffhanger, da frikadelleskuespiller Weyse taler med konen i København, mens politiet banker på i jagten på den kommunistiske teatermaler.

Hvorfor skal teatermaleren være fuld og dum?

Alene den scene er nok til, at jeg må og skal se næste afsnit. Lige der blev "Badehotellet" jo rent faktisk spændende. Måske for første gang. Men hvorfor skal den kommunistiske teatermaler Svend Damm gå omkring og være halvafklædt, beruset og dum hele tiden? Det er jo strengt taget ikke nødvendigt at klistre sådan en folkekomedie-agtig kliche på lige der. Den scene havde stået meget skarpere, hvis teatermaleren havde vist oprigtig frygt.

Vi har også hotelmutter - Amanda - som jo begynder at vise en vis interesse i den rare og hjælpsomme tyske løjtnant Kiessling. Nu fik han heldigvis fortalt, at han ikke er nazist. Men det er ikke klogt, hvis Amanda begynder at flirte med en tysk soldat. For der kommer jo en 5. maj 1945, hvor den slags piger bliver klædt nøgne og får klippet håret af.

Pas på med klicheerne

Nævner jeg lige til advarsel for Amanda.

Det var så den alvorlige del af festen. Så har vi alt fjanteriet uden om: Bertha Frigh og den falske arkæolog, der er lidt lun på tobaksfabrikantens datter. Vi har fru Fjeldsø, som også er ved at bringe sin figur helt ud i den utroværdige kliche. Og søsteren med for den sags skyld.

Det er lidt synd, at den slags klicheer står i kø, for dette afsnit havde altså substans nok til at det faktisk var både sjovt og spændende.

"Badehotellet", sæson 8, afsnit 3

  • Episodetitel: "Brevet"
  • Instruktion: Fabian Wullenweber
  • Forfattere: Stig Thorsboe og Hanna Lundblad
  • TV 2 mandag aften og TV 2 Play
Arkiv