Skip to main content
TV-DRAMA

Ulven og usikkerheden kommer snigende

TV-DRAMA: ”Ulven kommer”

Afsnit 1-6 af 8

Inden for dramatik taler man om point of no return. Altså der hvor handlingen knækker, hvor ting forandres, hvor det lakker mod enden, hvor gåden (næsten) er løst.

Enhver manuskriptforfatter ved også, at point of no return ligger tre fjerdedele inde i forløbet.

Så på den måde passer tingene jo meget godt med at alting bliver forandret med afsnit 6. Nu ved vi (måske), at Simon er voldelig over for sin kone.

Vi ved også, at Lars – socialrådgiveren – i givet fald har ret, efter at han har fremstået stedse mere kluntet de seneste par uger. I disse uger har vi alle fået på fornemmelsen, at Holly er fyldt med løgn. At der er ved at ske en justitsmord over for vores lille familie.

Simon skubber Dea

Og bum! Så skubber Simon til Dea, som stikker af og indlogerer sig hos sin chef.

Hun bliver spurgt, om han har slået. Men hun svarer ikke.

Hvad ligger der i det?

Socialrådgiver-Lars hævder, at hun aldrig kommer til at forlade Simon. Og i sidste scene tager hun da også med manden hjem.

Sex binder dem sammen

Men hvad er det for et kit, der binder dem sammen? Ja vi har set, at de har et ganske velfungerede sex-liv – tror jeg nok. Når de har sex er det ikke sådan noget pusse-nusse-noget. Det er vild og larmende sex. Ofte uden at døren er lukket. Simon og Dea går lidt mere til den end flertallet, når det kommer til sex.

Kunne det være de voldsomme sex-scener, der får Holly til at anklage sin pap-far for vold? For det kan se voldsomt ud for en 14-årig, når det par voksne går til den så højlydt, prustende og stønnende.

Med andre ord: Det stritter i mange retninger lige nu. Men vi fik altså lige placeret den tidligere voldsdømte Simon som voldsforbryder. Ikke?

Faktisk så vi det ikke…

Dramaturgisk skævert

Hvis Simon er voldelig over for Dea, så synes jeg, at det dramaturgisk falder lidt til jorden, at det kommer så pludselig. Så burde vi langt tidligere have haft en antydning deraf. I hvert fald hvis man skal overholde gængse, dramatiske spilleregler.

Men vi får se. Vi ved jo faktisk ikke, hvem der er skurken i dette spil. Der er mange på spil til at få dette prædikat: Simon, Lars, Holly, ja selv mor Dea. Derfor skal det også blive interessant at følge serien til dørs.

Flora spiller godt

”Ulven kommer” er præget af godt skuespil. Flora Ofelia Hofmann Lindahl, der spiller Holly, er helt fantastisk. Læg mærke til, at man ofte kan høre, når hun synker… Det er måske lagt på i efterbehandlingen af serien, men det er effektivt til at skildre frygt. Men hun er eminent til at spille denne rolle, der består af lige dele underkuethed og udspekulerethed.

Noah Storm Otto spiller drengen Theo. Også han gør et godt indtryk med en solid præstation, der virker ganske professionel. Altså alderen taget i betragtning.

Plaugborg er truende - alene i kraft af sin størrelse

Og så er der de voksne. Peter Plaugborg er ofte meget dominerende i sine roller. Ofte giver han den en lille smule for meget gas. Men det er formidabelt her. Det gør det heller ikke mindre interessant, at han er så stor, at han alene i kraft af sin størrelse opleves som en trussel. Men han er også fin til at udstille sin smerte, når savnet efter børnene bliver for stort.

Endelig er der Christine Albeck Børge som Mor Dea. Hun er nok den bedste på rollelisten. Men hun har også den bedste rolle. En rolle der ikke blot er svær, men som også er en skuespilmæssig god udfordring. Fordi man ikke helt ved, hvor det bærer henad. Hun plages dels af savnet efter sine børn. Og dels drages hun erotisk af sin mand – uanset om han er voldelig eller ej.

Og så bærer hun  på en hemmelighed! Tror jeg. En hemmelighed der endnu ikke er åbenbaret for os seere. Det er en flot præstation i en virkelig interessant rolle.

Herligt at slippe for krimi-gåden

Grundlæggende er ”Ulven kommer” interessant drama. Det er altid interessant, når tv-dramatik ikke blot er en kriminalgåde. Man kan godt blive lidt træt af, at alle tv-serier handler om tyve, voldsmænd og mordere. Så er det herligt at se et familiedrama i stedet. Noget DR faktisk altid har været fænomenale til.

Så vi er godt underholdt. Og vi aner ikke, hvor det hele ender.

  • "Ulven kommer"
  • Afsnit 1-6 (men især afsnit 6)
  • Hovedforfatter: Maja Jul Larsen
  • Instruktion: Pernille Fischer Christensen
  • DR-tv søndag aften
Arkiv