Den henrettedes enke

FILM -”Balladen om den hvide ko”

En hvid ko stående i en fængselsgård. En grædende kvinde på vej i taxi. Hun banker på fængslets dør – ”det er uden for besøgstid” – ”han skal henrettes i dag”.

Hun får adgang og bliver vist ind i sin ægtemands celle. Metaldøren bliver låst efter hende, og vi zoomer langsomt ud, mens vi hører hendes fortvivlede gråd bag døren.

Åbningsscenens anslag er lige så effektivt grusomt, som resten af denne film. Om enken Mina (Maryam Moghaddam), som vi møder et år efter henrettelsen. Hun skal have livet til at fungere med jobbet på mejeriet og en syv-årig døv datter, der nægter at gå i skole.

Med meget få penge til at klare sig for. I Irans hovedstad, Teheran.

En dag bliver hun tilkaldt. Retssystemet har begået en fejl, et vidne har trukket sin forklaring tilbage, det var ikke Minnas mand, som var morder. Til gengæld vil staten udbetale en erstatning – blodpenge.

Men det stiller Mina sig ikke tilfreds med. Hun søger om æresoprejsning for sin mand og går rettens vej, imens hun venter på at få erstatningen udbetalt.

En dag står en ukendt mand Reza (Alireza Sanifar) og banker på. Han er, forklarer han, ven med hendes afdøde mand Babak og skylder ham et større beløb. Minna er reddet på målstregen, og i al stilfærdighed hjælper Reza. Med at skaffe en ny lejlighed – Minna bliver nemlig smidt ud, fordi hun har lukket en fremmed mand ind.

Men hvem er Reza egentlig? Hvad er baggrunden for, at han så generøst hjælper den henrettedes enke?

På ganske umærkelig vis skifter filmen karakter og bliver thriller-agtig spændende, mens vi følger de to hovedpersoner. Både på det private plan, men også i deres samspil med det omgivende samfund.

Hurtigt tegner der sig et billede af mangelsamfund. Mangel ikke blot forstået som materielle goder, men også - og det er værst - manglende medmenneskelig forståelse for næsten. Med et islamisk bureaukrati og en gennemført kvindeundertrykkelse, der kan være svær at forestille sig. Ikke demonstrativt firkantet fremvist, men netop i små dagligdags optrin, der lammer både Mina og os, som fortvivlet ser med.

Når den døve datter Bita får 0 i opførsel, fordi hun ikke har træningstøj med i skolen. Eller da Minas svigerfar lægger sag an imod hende for at få fingrene i henrettelses- erstatningen.

Maryam Moghaddam spiller kvinden, der for enhver pris vil have retfærdighed. Hun er oppe mod et system, der benægter at have begået fejl. Hvis dommerne tog fejl, må det have været Guds vilje.

Maryam Moghaddam er ganske overbevisende i rollen som enken, der langsomt tør håbe på et bedre og lykkeligere liv. Bemærk hvordan det sorte enketøj bliver skiftet ud med mere farverige gevandter.

Men også Alireza Sanifar gør det udmærket, som den indesluttede, plagede mand, der vil forsøge at vaske sin egen skyldfølelse væk med penge og hjælpsomhed.

Billedsiden er sine steder ganske statisk. Her er ikke meget kamerabevægelse, men desto mere fokus på skuespillet og ansigtsmimik. Der kan være noget uafvendelig græsk tragedie over filmen.

Det er en barsk og realistisk skildring af livet i Iran. Trøstesløs og så alligevel med et lille håb. Samtidig med at den skildrer, hvorledes dem, som er noget – læger, sagsbehandlere og dommere - arrogante og selvbevidste er systemets lydige tjenere.

Hvordan mennesker kan blive tvunget til ikke at fortælle sandheden. For på den måde personligt at slippe lettere. For at beskytte sine nærmeste. For at undgå det omgivende samfunds fordømmelse. Og så alligevel blive ramt af nemesis.

Det er en ganske subtil film. Men også en film, der kræver sit af én selv. Flinthård realistisk og samtidig en elegant spunden skæbnefortælling om to mennesker.

Der er ikke tale om letbenet mainstream, men går du ind og ser den, får du et ganske nøgternt og desto mere skræmmende billede af det iranske samfund. Samt et portræt af en stærk kvinde.

Og slutscenerne kan du jo gå og gruble ganske længe over.