En flad tur til Helsingør

Sommerdahl er tilbage med en tredje sæson. Serien er smuk at kigge på, og man når da også blive lidt involveret i mordmysteriet. Desværre så halter det bagefter med skuespillet og dialogen.

Det er en smuk sommer i Helsingør. Der er kælet for detaljerne. Vinglas på bordet, smukke blomster i vaserne, og gåture på stranden i solnedgang. Dét, sammen med de flotte dronebilleder af byen og vandet, gør tredje sæson af Sommerdahl rigtig dejlig at se på.

Men selvfølgelig er der ugler i mosen. Der bliver begået et mord. Denne gang går det ud over familiefaren med det meget danske navn, Karsten Hansen.

Dan Sommerdahl (Peter Mygind) og hans hold er straks på sagen og er klar til at efterfølge hver en ledetråd.

Sæsonen fortsætter hvor den foregående slap. Det betyder selvfølgelig, at der også er masser af personligt drama imellem medlemmerne af efterforskningsholdet. Dan Sommerdahl er blevet skilt fra konen Marianne (Laura Drasbæk).

Dan Sommerdahls bedsteven og partner, Flemming Torp (André Babikian), er også forelsket i Marianne. Der er altså masser af drama, udover selve mordmysteriet, at dykke ned i.

Skuespillet i ”Sommerdahl” blæser desværre ikke en bagover. Meget af det virker lidt kunstigt og påtaget. I starten af afsnittet ser vi Dan Sommerdahl fanget i en dårlig drøm, det bliver illustreret med en urolig vippen med hovedet og ordenen:

- Nej, stop, stop.

Resultatet minder om noget man ville se fra et barn, der skulle lade som om at det havde et mareridt. Sagt mildt, så er det langt fra overbevisende.

Dialogen virker flere gange unødvendig. Som om der er lagt mere på end hvad der egentligt er nødvendigt. Man sidder tilbage med en følelse af, at det godt kunne være gjort mere elegant.

De skuespillere, som er mest troværdige, er faktisk dem, som ikke fylder lige så meget som vores tre hovedpersoner. Den myrdede Karsten Hansens kone, spillet af Helle Fagralid, er en af de skuespillere.

Hun får følelserne af sorg og fortvivlelse op til overfladen i sådan en grad, at man får sympati for hende. Samtidigt er der en vis mystik over hende, som holder en på tæerne.

Svend (Peter Gantzler) som også er en del af efterforskningsholdet, er en af de karakterer som virker mere oprigtig. Peter Gantzler formår at gøre karakteren, som har en stor entusiasme for hjemmebag, til en af de mere vellidte personligheder i serien.

Serien har i bedste mordmysterie-stil mange klassiske elementer med som gør det muligt at gætte med hjemme i stuen. Men de er ikke så tydelige, at man med det samme får en idé om hvem der står bag forbrydelsen.

Det når aldrig at blive rigtigt uhyggeligt eller intenst i sæsonpremieren af Sommerdahl. Man sidder altså ikke på kanten af sofaen og råber ad karaktererne, fordi det lige er ved at gå galt for dem. Der mangler nogle elementer, som vi normalt ser ofte i krimiserier.

Sæsonpremieren er mere hyggelig, og også underholdende til en vis grad, og så er den flot at se på. Men der er fejl og mangler i både skuespillet og i dialogen, og det medfører, at man sidder efterladt med en lidt flad fornemmelse.