Sød, tænksom og pisseirriterende

FILM - ”C´mon C´mon”

Du har aldrig set sådan en film før. Og det er ment som en ubetinget anbefaling.

Radiojournalist Johnny (Joaquin Phoenix) er ved at forberede en længere interviewserie. Med børn og unge. Overalt i USA. Med åbne spørgsmål som – hvad tænker du om fremtiden? Hvordan forestiller du dig den?

Det er også et års tid siden, at Johnnys mor døde, og på årsdagen ringer han til sin søster Viv (Gaby Hoffmann) fra det dødssyge hotelværelse i Detroit, hvor han p.t. er for at lave interview. Søster har sit at se til. Hendes ægtemand Paul (Scott McNairy) er på kanten af et psykisk sammenbrud, og skønt de ikke lever sammen mere, føler hun sig forpligtiget til at tage sig af ham.

Men hvem skal så tage sig af hendes søn Jesse (Woody Norman), mens hun er væk fra hjemmet? Sikkert kun et par dage.

Johnny melder sig som barnepige og vågner snart til en helt anden krævende virkelighed hjemme hos søster. Med Jesse liggende på gulvet hørende knaldhøj opera og en lang huskeliste efterladt til at guide ham igennem de næste dage.

Det er en ganske usædvanlig film, fordi den så præcist undersøger forholdet mellem barn og voksen. Ikke alene forældrerollen og dens ansvar og forpligtigelsen til at tage sig af ens afkom.

Men hele spillet mellem den ”kloge” og fornuftige voksne og det nysgerrige, ærlige og sandhedssøgende barn. Som ikke alene allerede har afluret konflikten mellem mor og onkel, men også kan finde på at stille direkte spørgsmål til Johnny i stil med:

- Hvorfor er du ikke gift? Og hende du slog op med – elsker du hende stadig?

Det er både fortvivlende og kærligt problemfyldt, når de to forsøger at få en hverdag til at fungere, mens mor er væk.

Joaquin Phoenix er som sædvanlig ikke mindre end fremragende som den trætte, midaldrende arbejdsnarkoman af en journalist, hvor jobbet er og betyder det hele. Mens hans personlige forhold er smuldret omkring ham.

I løbet af få minutter får han os til at glemme, at han er stjernen Joaquin Phoenix, og bliver lykkeligt forenet og går i ét med rollen.

Overfor ham er Woody Norman som den 9-årige Jesse intet mindre end et fund. Krølhåret, køn, sød, tænksom og tit og ofte uendeligt pisseirriterende.

Sådan som børn er, når de skal prøve grænser af og tjekke, hvor meget de kan hyle den voksne ansvarlige ud i tovene.

Det er skuespil, som du tror på hele vejen igennem. Ligesom Gaby Hoffmann i morrollen er både rørende og præcis, når hun på langdistancen prøver at guide og hjælpe sin broder.

Det hele er filmet i sort-hvid, mens vi kommer rundt med Johnny og Jesse og besøger Los Angeles, New York og New Orleans. Undervejs bliver deres kamp for at få en dagligdag til at fungere og blive trygge ved hinanden komplementeret med virkeligt gennemførte interview med unge amerikanere.

Som taler om det usagte. Om hvordan de ser de voksne, om at have en far, som er kommet i fængsel, om vor klodes fremtid, om hadet, men også troen på, at verden endnu ikke er klar til at gå under.

I hvert fald ikke hvis det står til de unge.

Disse interviews perspektiverer og lægger yderligere farve på forholdet mellem radiojournalist og barn. Og skønt dreven reporter og lyttende udspørger er det Johnny, som igen og igen kommer til kort og får lært både noget om sig selv, sine egne fortrængninger og svagheder.

For Jesse slipper ham ikke. Men kræver svar på det, man ikke kan tale om. Men det gør den voksne Johnny efterhånden også – får lært, at han ligesom barnet må lære at holde fast. Ikke give slip og blot vælge den nemme behagelige udvej.

Men kræve svar.

Sammen vokser de, sammen finder de hinanden, både hensynsløst og ømt, barn og voksen.

En klog, eftertænksom film. Usædvanlig og anderledes, og det er ment som en absolut anbefaling. Kom så, kom så, kom så afsted!