Skip to main content
filmtal-analyse

Danske film blomstrer - men på en skummel baggrund

6,7 millioner biografbilletter blev der solgt sidste år. Det er en nedgang på 48 procent i forhold til det seneste normale år - 2019. Det normale - hvis nogen kan huske hvad det er - er et samlet salg på 13-14 millioner biografbilletter hvert år.

Det matcher sikkert også meget godt med at de danske biografer har været lukket i omkring halvdelen af året.

På den måde er det nærliggende at skrive, at alt er ved det normale. Det normale er også, at det er enkelte titler, der løber med det hele. Således også i år, hvor den seneste (men næppe sidste) James Bond-film i fin stil fik solgt 1.058.000 billetter og dermed blev den bedst sælgende film i det 50 år gamle koncept. I hvert fald i Danmark.

Ninja med potentiale

Blandt danske film var det "Ternet Ninja 2", der skabte køerne ved billet-lugerne. Det blev til i alt 930.000 billetter - og dermed det største salg til en dansk film siden "Op på fars hat" tilbage i 1985.

Salget af billetter til danske film har været uhørt højt sidste år. Danske film udgør 40 procent af salget. Det normale er pænt under 30 procent.

Det er der naturligvis også en forklaring på: Amerikanerne holder igen på titlerne. Nogle køres direkte ud på streaming-markedet fra start af. Andre bliver holdt tilbage og bliver først sendt ud, når markedet er åbent og publikum vel at mærke har lysten til biografbesøg.

Ja det der med lysten til biografbesøg er ikke så ligetil.

Selv om biograferne "kun" var lukket 138 dage sidste år, så gik der et pænt stykke tid, fra åbningen i maj til at lysten var tilbage. Dengang i maj var også kun et mindretal af danskerne vaccineret. Så folk valgte den sikre løsning: De blev hjemme i stuerne og hyggede sig med streaming i stedet. Men efter sommerferien kom der gang i billetsalget. Og helt amok gik det fra 19. august, da Anders Matthesens ternede ninja skabte køer ved billetlugerne. 

Dagens smittetal: 32 (den 19. august)

Til orientering: Dagens smittetal 19. august var 32 - i dag er det næsten 1000 gange større.

Og til behagelig orientering: Anders Matthesen sidder lige nu og overvejer, om han kan finde en god historie, så Ninjaen kan komme på eventyr for tredje gang.

Under artiklen finder du en faktaboks med det præcise salgtal til alle danske film sidste år. Det kan du selv nørde lidt rundt i. Men der er et par spændende ting, man kan iagttage:

Tag blot nummer 6 på listen: "Marco Effekten" efter Jussi Adler Olsen krimi. Den solgte 225.000 billetter, og det må siges at være årets største flop.

Jovist er salgstallet gigantisk, men de andre film i serien om Afdeling Q har haft salgstal på 7-800.000 billetter. Denne femte film i serien havde fået skiftet alt ud: Instruktør, skuespillere, filmselskab, producent med mere. Jussi Adler Olsen mente, at de fire første film var alt for hyggelige. Han forlangte mere ondskab. Derfor skiftet. 

Dum kommerciel beslutning

Det må så siges at være en virkelig dum beslutning - rent kommercielt. Men vi kan også bemærke, at anmelderne landet over var enige om, at det var noget juks. Og så havde filmen premiere i slutningen af maj - lige da biograferne genåbnede - så frygten for at blive smittet i biografmørket sad sikkert stadig i publikum.

Lige så stort et flop er Rasmus Heides "Centervagten", der solgte 25.000 billetter. Heide er manden bag "Blå mænd" og "Alle for en/to/tre"-filmene. Altså komedier af den type, som anmelderne hader og som publikum elsker. Også her var publikum og anmeldere enige. Det blev til én stjerne her på sitet... Men Rasmus Heide har næppe tidligere oplevet et salgstal på under 300.000.

Den danske film "Flugt" - en delvist animeret dokumentarfilm-agtig ting - solgte 11.000 billetter. Den er til gengæld stadig med i kapløbet om dette års Oscar for film på mærkelige sprog.

 

  • 1: Ternet Ninja – 930.321
  • 2: Margrethe den Første – 372.030
  • 3: Pagten – 244.368
  • 5: Skyggen i mit øje – 228.039
  • 6: Marco Effekten – 224.874
  • 7: Hvor kragerne ender – 146.648
  • 8: Retfærdighedens Ryttere – 146.026 (+459.151 i 2020)
  • 9: Familien Jul og Nissehotellet – 94.405
  • 10: Smagen af sult – 89.270
  • 11: Buster – 82.511
  • 12: Lille sommerfugl – 76.207 (+60.695 i 2020)
  • 13: Forsvundet til Halloween – 44.681
  • 14: Druk – 35.847 (+806.594 i 2020)
  • 15: Centervagt – 25.702
  • 16: Krummerne – 18.170
  • 17: Venuseffekten – 15.336
  • 18: Kandis for livet – 14.586
  • 19: Flugt – 11.709
  • 20: Madklubben – 2755 (+ 118.349 i 2020)
  • 21: Skål – 2749
  • 22: Miss Osaka – 1993
  • 23: Det er ikke slut endnu – 1327
  • 24: I walk – 89 (+3056 i 2020)
  • 25: 7 Years of Lukas Graham – 50 (+21.819 i 2020)
  • I alt: 2.809.386 billetter til danske film I 2021
Arkiv