Skip to main content
Film

Assisteret ægteskab

Film - ”What’s love got to do with it?”

Romantisk komedie på den trygge måde, men også med ganske seriøse undertoner og fine overraskelser.

Filmdokumentarist Zoe (Lily James) er vokset op som nabo til den pakistanske familie Khan i en London-forstad. Sammen med sin enlig mor, Cath (Emma Thompson).

En dag bliver hun inviteret til bryllup hjemme hos familien Khan og finder sin mor i fuld gang med at feste, mens lægesønnen Kaz (Shazad Latif)  gemmer sig udenfor, rygende, i deres fælles barndoms hemmelige træhytte.

Kaz skal giftes. Ikke fordi han er forelsket, men fordi hans forældre vil finde en passende brud til ham.

Det hedder ikke længere arrangeret ægteskab, men assisteret ægteskab, og Zoe’s umiddelbare reaktion lyder:

- Er det ikke bare assisteret selvmord!

Men snart finder hun sig selv bag kameraet i færd med at dokumentere, hvordan sådan et arrangeret ægteskab bliver tacklet.

Hendes andre ideer til kommende dokumentarfilm bliver nemlig hurtig skudt i sænk af hendes producere, men at følge med på sidelinjen og med til Lahor i Pakistan …

Den ide og arbejdstitlen ”Love Conctractly” bliver ikke bare købt, men råslugt!

Så er vi i gang med en britisk komedie i et godt tempofyldt gear.

Lily James spiller den kække, søde og insisterende spørgende kvinde, Zoe, som selv har så lidt held med at finde den eneste ene.

Uanset om hun bruger dating-apps eller bare drikker sig i hegnet og kaster sig i armene på, hvem der nu lige er i nærheden. Og det gør hun glimrende

Overfor hende er Shazad Latif så den fornuftige, mandige lægesøn, der følger både sine forældres ønske, men samtidig også argumenterer for at ”ægteskab er mere end blot kærlighed”,

På sidelinjen spiller Emma Thompson sig helt og overbevisende ud som bramfri sarkastisk, hvidvinsdrikkende mor, der gerne vil have sin datter godt afsat. Og så må vi ikke glemme Shabana Azmi i rollen som Aisha, det frygtindgydende dragemonster til mor og Khan-familiens matriark.

Det er rygende morsomt sine steder. Med masser af fine one-liners, med gode skuespiller og et godt manus.

Bid mærke i birollen, ægteskabsmægleren Mo (Asim Chaudry), der uden hæmninger går lige til sagen, så du er ved at sprutte af indestængt latter.

Her er garanti for overgivne grin og samtidig giver filmen et sjældent, klogt og fornøjeligt indblik i muslimsk kultur, tankegang og tradition.

Og så mangler den intet i overdådig farvepragt og eksotisk anderledeshed,når vi kommer med til traditionelt bryllup i Pakistan, hvor Kaz så endelig skal møde den udkårne Maymouna  (Sajal Aly).

Det er hylemorsomt, men også ganske vedkommende, sådan som filmen igen og igen prikker til vores vestlige selvforståelse om kærlighed med den eneste ene.

Selv om vi som tilskuere ret tidligt har på fornemmelsen, at den romantiske kærlighed nok skal sejre til sidst, rummer filmen stadigvæk masser af overraskende og afgørende hemmeligheder, som rammer lige i hjertekulen.

En fin feel-good film til en regnvåd sommerdag.

Film

  • "What’s love got to do with it?”
  • Storbritannien, 2023
  • Instruktør: Shekhar Kapur
  • En time, 49 minutter
  • Tilladt for alle.
  • Danmarkspremiere, torsdag 25. maj, bl.a. Biffen, Nordkraft.

. Ægteskabsmægleren Mo (Asim Chaudry), der uden hæmninger går lige til sagen

.

.

.

.
Arkiv