Skip to main content
filmpriser

Så kom nomineringen... NEJ: Der kom to! Plus det løse

Så kom den, det vi alle har ventet på så længe: "Druk" er nu blevet nomineret til en Oscar - altså verdensmesterskabet i at lave film.

Men for at det ikke skal være løgn, så er Thomas Vinterberg tillige nomineret i kategorien bedste instruktør. Så på en rigtig god dag går "Druk" hjem med to Oscar-priser.

Det er i øvrigt første gang, en dansker er nomineret i kategorien bedste instruktør.

Om nomineringerne så kan hives i land med en statuette eller to til prisfesten 25. april, må vi lige vente seks uger på at få opklaret.

"Druk" har gået sin sejrsgang verden over. 802.000 danskere har købt billet til filmen, der havde dansk premiere 24. september. Siden er den solgt til alverdens lande, og den har nærmest suget filmpriser til sig lige siden. Både i Danmark og i udlandet. Men den største pris er og bliver jo Oscar.

Filmen er i konkurrence med fire andre film: "Better Days" fra Hong Kong, "Collective" fra Rumænien,  "The Man Who Sold His Skin" fra Tunesien og "Quo Vadis, Aida?" fra Bosnien Herzegovina.

Men der er mere dansk guf: Mikkel E.G. Nielsen er nomineret som bedste filmklipper for "Sound of metal" af amerikanske Darius Mader. Og danske Elvira Lind er nomineret som medinstruktør på filmen "The letter room".

Det er 10 år siden, Danmark senest har vundet en Oscar i kategorien International feature film. Men der har været en del nomineringer undervejs, som du kan se i faktaboksen herunder.

De seneste 10 års danske Oscar-indstillinger

  • 2021 Druk / Thomas Vinterberg / Oscar-nomineret
  • 2020 Dronningen / May el-Toukhy
  • 2019 Den skyldige / Gustav Möller / Oscar-shortlistet
  • 2018 Du forsvinder / Peter Schønau Fog
  • 2017 Under sandet / Martin Zandvliet / Oscar-nomineret
  • 2016 Krigen / Tobias Lindholm / Oscar-nomineret
  • 2015 Sorg og glæde / Nils Malmros
  • 2014 Jagten / Thomas Vinterberg / Oscar-nomineret
  • 2013 En kongelig affære / Nikolaj Arcel / Oscar-nomineret
  • 2012 Superclásico / Ole Christian Madsen / Oscar-shortlistet
  • 2011 Hævnen / Susanne Bier / Oscar-vinder

Film der er shortlistet, er blandt 10 internationale film, der er med i kapløbet om en nominering.

Arkiv